Sidder dit penis-futeral lige?


Forfatter Ambjørn Happy
Første gang jeg så mit køn i det offentlige rum, det var da gymnastiklæreren på Taulov Skole blev hæs i stemmen. Hans øjne opspilede mens han råbte manisk, igen og igen:
"Ja! Vask jer drenge! Grundigt! Særligt dernede. Man skal være helt ren! Jaahhh"
Bruserne plaskede varmt vand ned over vores unge drengekroppe. Vi vaskede os mellem benene. Grundigt. De strittede i alle retninger. Store og små i alle tykkelser. Jeg tror han kom 3 gange i bukserne, inden vi var færdige.

Der er noget dampende dyrisk ved mandens køn. Brillerne dugger nemt, når den bliver trukket frem. Kønnet er med alle steder, hemmeligt. Som den sidste overlevende del af slangen i paradis, pænt rullet sammen i bukserne under middagen. Skjult. Dovent afventende tiden, for at bide borddamen i låret. Og hun glæder sig. Kaster åbenlyse blikke på sidemanden, og de der stribede bukser med slangen langs inderlåret. Hun trækker vejret hurtigere nu. Kinderne bliver røde, øjnene tindrer. Om et øjeblik hviner hun højt af fryd, fordi kvinder elsker at se mandens køn rulle sig ud.
"Det mættede! Jeg må vist åbne bukserne lidt for at få plads", siger han.
Hun griner nervøst og kigger på de andre rundt om bordet. Skæver ned til venstre. Og så skriger hun. Frydefuldt.

Men for lille er den jo, æv. Eller for tynd eller for skæv, eller noget. Havde man bare været i familie med John Holmes. Været hans bror eller fætter. Så kunne man også... Nå nej, John døde ulykkeligt. Mandens køn ser ud til at bære rundt på sin egen tragedie. Selv de store og lange ender med at lede til fordærv og ensomhed. Hvorfor?

Her ser du en mand med penis-futeral. Billedet er taget af den norske opdagelsesrejsende Alf-Erling i et land langt væk herfra. Vanuatu. Giv vores gode mand en flybillet så han kan snige sig henover skyttegravene, lande i Kastrup og bosætter sig på Østerbro. Bliver dansk statsborger. Stiller op til Folketinget. Bliver valgt. Med det der futeral.
Se ham på talerstolen.
"Jeg har en drøm!"
Ja, det tror jeg nok. Den tirsdag ville alle medlemmer og kvindelige politikere sidde i salen og følge med i mandens tale. Spændte.

Men stadigvæk står han i junglen på Alf-Erlings foto. Med sin bue og en slank krop. Vi kan se problemet. Han bærer sit køn med stolthed og selvrespekt. Han lever i pagt med sin natur. Men han er fattig. Hvor er hans bil, hvor er hans titanium golfkøller? Ejer han mon et Svanekøkken, og ser han reklamer på en fladskærm?

Ting og sager, krudt og kugler, køleskabe og pensionsopsparing. Vi vil have tryghed.
Vi hader edderkopper og græs på bukserne.
Det skal være pænt. Ordentligt.
Fnugfrit.

Det virker suspekt når konen kan køre en fnugrulle ned over mandens nypressede bukser. Op og ned et par gange.
"Så Anders, nu er du flot. Så kan du godt gå på arbejde!"
Hvad skete der med mandens køn?
Hvor forsvandt det hen?
Vi har bygget en gnidningsløs verden, hvor intet stritter imod.

Første gang jeg lagde mærke til mit køn, så jeg at det strittede. En dag møder jeg vel den gymnastiklærer igen. Og han vil være gammel. Sidde i rullestol. Og hans stue på plejehjemmet vil være fyldt med lokaljournalister, familie og hende den nye vikar. 100 år gammel.
"Hvordan føles det at være blevet 100?"
Han smasker. Øjnene løber i vand. De skælvende hænder hviler i hans skød. Vikaren nikker og smiler. Han kigger bedrøvet på hende.
"Jeg fandt den aldrig".
"Øh hvad?" Journalisten kigger spørgende. Kuglepennen venter. Der siver blåt blæk ud og danner en plet på papiret.
"Min manddom".
Vikaren griner nervøst.
"Så du har haft et langt og virksomt liv", konstaterer journalisten og grifler nogle ord på blokken.
Den gamle drejer hovedet og kigger på journalisten. Langt tilbage i hans krøllede hjernevindinger husker han den plaskende lyd, ekkoet mellem hvide fliser. Drengene er i bad. Det damper i rummet.
"Min pik! Jeg fandt aldrig pikken!"
Journalisten standser. Deres øjne mødes. Den gamle er hård i blikket. Nagler journalisten fast til gulvet. Blodet viger fra journalistens ansigt. Han har aldrig anvendt det ord. Nogen ord går bare ikke. Pik, satans og fuck. Den slags.
"Hvis du tør! Skriv det, pikken fandt han ikke!"
Den gamle råber. De giver ham en sprøjte. Så er der fred.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland