Men måske gør din nabo


Forfatter Ambjørn Happy
Nå, det var altså en dag gud kedede sig. Vi andre havde nok tændt for fjernsynet, tømt køleskabet, og eventuelt hentet ølkassen op fra kælderen. Sådan en typisk søndag, med stille støvregn, kulde, og uendelige mængder af tavshed. Kedsomhed er en farlig tilstand; mere end et skib er gået på grund søndag eftermiddag mens kaptajnens kaffe blev kold, og han selv var faldet i søvn henover kortbordet.

"Jeg holder det ikke ud mere!", råbte gud.
Nogle af englene kom svævende, halvnøgne og med rødmossede kinder. De siger aldrig noget uden at være sikker på at gud ønsker deres menings tilkendegivelse, ved ikke hvorfor. Måske de er bange for at blive fyret.

Gud rettede sig op i stolen, det var en sort, læderbeklædt fiskerstol til tunfiskeri, sådan en højrygget stol man kan spænde sig fast i når man sidder på speedbådens agterdæk med sin lange line ud i havets bølger. Ingen blandt personalet vidste hvorfra gud havde skaffet stolen, men når chefen var ude og vandre i haven, skiftedes englene til at sidde i den. Gud bandede højt og gentog sin beklagelse, stirrede modløst på den lange messingkikkert som var rettet mod planeten jorden.

"Jeg er så træt af mennesker!".
Med blide vinger samledes englene i en rundkreds. De lagde deres søde ansigter på skrå for at lytte. De havde hørt historien før.
"Jeg skabte elefanterne med stødtænder af elfenben, for at de kan grave efter vand i udtørrede flodlejer. Girafferne fik lange halse og stærke tunger, så de kan nappe topbladene fra akacietræerne på savannen. Og min ven blåhvalen gav jeg evnen til at synge gennem oceanernes grønblå bølger, så den kan finde sin mage 100 kilometer borte. Jeg gav fuglene en fjerdragt og et næb fuld af vellyd, så de kan flyve henover min planet og sprede glæde til alle. Det hele gav jeg væk, så I ved nok jeg fik et problem med mennesket. Da alt andet var skabt på jorden, var der er ikke mere tilbage!"

Englene nikkede. Forstående. Blidt og sødt, med milde øjne og rolige åndedrag.
"Derfor fik mennesket ikke noget panser, ingen pels, ingen fjer! Alle de skarpe tænder havde jeg givet bort, ikke flere hurtige ben og slet ingen skræmmende grimasser! Forstå mig! Jeg var desperat. Alle skabningerne var perfekte, kun mennesket lignede en nøgen museunge der var faldet ud af reden, så lille, spinkel og sårbar. Ynkeligt! Og jeg sværger, at det var den eneste årsag til min beslutning om at tage en enkelt tanke fra mit eget hovede og plante den i menneskets kranie. For at beskytte dem mod nattens kulde og de farlige rovdyr - det var af kærlighed jeg gav dem evnen til at tænke! Kærlighed!"

Englene sukkede i kor. Deres øjne blev sørgmodige. Også gud sænkede sit hovede, ryggen blev krum.
"Hvis jeg havde anet at mennesket ville anvende sin tankekraft på at ødelægge min skabelse, da havde jeg hellere beholdt min tanke og ladet dem dø, nøgne og sultne". Nogle af englene snøftede. Menneskets hensynsløse brutalitet virker bedrøvende på en engel.
Gud rejste sig og slog næverne sammen.
"Se hvordan de tømmer havene for fisk, dræber skovens vilde dyr, hælder gift i floderne! Det kan ikke fortsætte længere! Jeg er nødt til at fjerne dem for at redde planeten! Det må I forstå!"

Nu rejste over-englen sig op. Højtideligt og med en vis myndighed.
"Mennesket bærer den guddomelige evne til at tænke, fordi du gav dem en af dine tanker. Hvis mennesket er ondt, må du hellere straffe dig selv først, før du lægger hånd på dit tankens barn. Du har lagt kimen til menneskets opførsel. Vi kan ikke straffe træerne for at de eksisterer, de kommer jo fra det frø der blev lagt i jorden. Derfor kan vi heller ikke straffe menneskene for deres handlinger, fordi tankerne bagved deres handlinger er opstået som en naturlig følge af en indre befrugtning. Hvis mennesket hader, så er det had opstået som en følge af den tanke du plantede i mennesket, da du gav mennesket liv. Dette mener jeg", sagde englen. Kollegerne nikkede bifaldende, og undgik direkte øjenkontakt med gud.

Et øjeblik var der en pinlig tavshed. Gud hader at blive sagt imod. Men så sukkede gud dybt og trak vejret helt ned i maven, slog ud med armene og rystede på hovedet.
"I er nogle værre djævle!", sagde gud og grinte højt. Englene åbnede deres små munde og lo sammen med gud. De frygtede at blive degraderet, tror jeg.

Nå, men i hvert fald, på denne kedelige søndag trak gud sig tilbage til sit arbejdsværelse. I løbet af 3 timer fulgte en stribe naturkatastrofer. Ikke mange mennesker døde, men ødelæggelserne på markerne og landsbyerne var enorme. Tusinder mistede deres hjem. Husene blev splittet ad af enorme orkaner, for bagefter at blive suget væk af floder der var gået over bredderne. Biler, døde køer, og papkasser flød rundt mellem hinanden. Folk klamrede sig til træerne, eller klumpede sig sammen på vraggods som drev ud mod havet.

Jeg tror ikke gud er ond mod sine mennesker. Men nogle gange ødelægger gud det vi byggede op, bare for at irritere os, tror jeg. Og bare fordi over-englen er på vores side, så vi slipper for den store syndflod. Det ville ikke være retfærdigt at udrydde mennesket, fordi vi er skabt af gud, og vi har fået evnerne til at bygge såvel giftfabrikker som jordbærplantager. Vi kan gøre ondt, og vi kan gøre godt, uden at gud kan tvinge os til hverken det ene eller det andet.

Ansvaret for vores handlinger, dem bærer vi selv. Hvis vi udrydder dyrene og forurener jorden, så synder vi ikke mod gud. Mennesket selv bærer ansvaret. Jeg synder mod dig, hvis jeg hælder gift i dit grundvand, og du synder mod mig, hvis du sælger korn med stråforkorter til min bager.

Når vi har syndet mod hinanden, da må vi søge tilgivelse hos vores medmennesker. Gud er ikke så tolerant. For guds skyld kunne planeten fortsætte uden mennesker, tror jeg. Formodentlig er gud træt af at vi saver elfenbenstænderne af elefanten, putter giraffen i zoologisk have og sejler ind i blåhvalerne med olietankere. Men mest er gud irriteret over, at vi er skabt i guds billede. Gud gav os evnen til at tænke, så på den måde er vi uskyldige. Alt hvad vi gør stammer fra den tanke gud gav os.

Derfor er mennesket det eneste væsen der ikke kan synde mod gud... Mennesker kan kun synde mod hinanden. Og det er derfor jeg skal bede mine medmennesker om tilgivelse, hvis jeg har handlet forkert.
Gud tilgiver mig aldrig.
Men måske gør min nabo.
Der skal et menneske til at tilgive et menneske.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland