Hvem er min fjende?


Jeg havde engang en kæreste, som jeg blev uvenner med. Hun hed Layla. Sort hår og brune øjne, jeg synes hun var smuk. Mit hår er lyst, og mine øjne blå. Jeg tror det var denne forskel som oprindeligt fascinerede os begge, den aften udenfor den lokale sportshal hvor der var fest. Vores kroppe var opvokset i forskellige kulturer. Som to blomster fra hver sin egn. Jeg kunne ikke lade være med at følge hende med øjnene. Hendes ansigt var fyldt med orientalsk glæde. Hendes latter var fin som en sommerfugl, hun lo aldrig hånligt ad folk. Det føltes som om hendes hjerte var kæmpestort og varmt, inde i hendes lille, spinkle krop. Kærligheden strømmede uafbrudt fra hende, ud i alle retninger. Vi var mange der blev forelsket. Men det var mig hun gik hen til, og strejfede med sin arm.

Efter 3 uger flyttede vi sammen i mit hus. Hun var ganske vist arbejdsløs, og havde kun gæld, men mit velbetalte job gav penge nok til os begge. Vi var ligeglade med pengene. Kærligheden betød alt. Men pludselig en dag, skete det.
Vi blev uvenner.

"Jeg vil også sidde i stuen og se fjernsyn!", råbte hun til mig ude fra gangen. Hun kunne bare have sagt det på en pæn måde, så var jeg nok ikke blevet sur. Men den der kræve-mentalitet, den får mig til at se rødt.
"Hvorfor? Er dit værelse ikke godt nok! Det er faktisk mig der betaler huslejen!", råbte jeg tilbage fra min plads i sofaen. Jeg mærkede en vrede i min brystkasse. Jeg trak vejret tungt.
"Alle andre sidder sammen om aftenen og ser fjernsyn! Hvorfor vil du ikke sidde sammen med mig?"
"Gå ind på dit værelse! Nyd det - så længe du har det!"
Jeg hørte hun smækkede med døren, og begyndte at græde så højt at jeg var nødt til at skrue op for lyden på fjernsynet.

Da jeg gik i seng, bankede jeg på hendes dør. Vi sov sammen om natten flere gange om ugen, og den aften var det onsdag.
"Gå med dig! Jeg hader dig!", råbte hun.
Så blev jeg bange. Du ved hvordan de er, de arabiske kvinder. Sprænger sig selv i luften, når de er vrede for at gøre ondt på deres fjender. Naturligvis blev jeg skræmt.
Et par gange slog jeg hårdt på hendes dør, mens jeg råbte af mine lungers kraft: "Du skal ikke true mig! Hvis du truer mig, så smider jeg dig på gaden!"
Hun svarede ikke.

Den følgende dag kontaktede jeg politiet, og fortalte dem om min situation. De var meget forstående. Anbefalede mig at tage truslen alvorligt.
"Man ved aldrig med dén slags...."
Så jeg købte låse til alle dørene i huset, bortset fra hendes. Installerede overvågningskameraer og mikrofoner. Kørte en 100% nul-tolerance-politik over for hende. Når vi ved et tilfælde mødtes i køkkenet, vendte jeg konsekvent ryggen til hende. Man skal behandle dén slags hårdt. De skal vide, at det er forkert at true andre på livet.

Selvfølgelig blev jeg sommetider ensom, når jeg om aftenen havde låst døren til mit soveværelse. Jeg kiggede på skærmene, mens jeg sad i sengen med et jagtgevær på dynen ved siden af mig. Layla lå på sin seng som om hun sov, kunne jeg se på skærmen. Men det var naturligvis kun rævesøvn, for at lulle mig i søvn. Hun ventede bare på at jeg overgav mig, og så ville hun slå døren ind og gøre det af med mig. Sådan er de. Men jeg er stærk. Jeg holdt mig vågen hver nat, og sov i kopirummet på arbejdet i dagtimerne.

Terroristen opholdt sig i mit hus i 3-4 uger. Så en aften var hendes værelse tomt, da jeg udhvilet kom hjem fra arbejde. Dagen efter var hun stadigvæk borte, så jeg forseglede hendes værelse med et par brædder. Formodentlig havde hun efterladt bomber og giftedderkopper som en hilsen til mig, så det var bedst at blive ude fra det værelse. Faktisk et par år senere, da jeg skulle flytte til en anden del af landet, fik jeg jævnet hele huset med jorden. Bare for en sikkerheds skyld.
Man kan aldrig vide med den slags.

Hvem er min fjende i dag, spørger du? Jeg ved det ikke. Jeg har bosat mig i et kvarter, der er omkranset af pigtråd og sværtbevæbnede vagter. Alle mine naboer har lyst hår og blå øjne. Vi arbejder over internettet, og besøger hinanden når vi har fri. Vi savner ikke resten af landet, fordi fjernsynet viser jo så mange dokumentarfilm, at man slet ikke kan nå at se dem alle. Vi lever i fred med hinanden.
Det er rart at leve i fred. Uden fjender.
Selvfølgelig kan der opstå ballade. Der var en nabo der holdt fest efter midnat, og en anden lod sin kone være nøgen når hun tog solbad, og en tredie lod være med at klippe sin hæk som man skal. Brud på sikkerheden. Det går naturligvis ikke. De blev fjernet om natten, bedøvede for ikke at forstyrre vi andres nattesøvn. Næste formiddag flyttede nye ind. Alt sammen meget fredeligt.

Jeg er en fredens mand, i et fredeligt land. Elsker fred. Faktisk mener jeg folk skal brændes eller hænges, hvis de vil andet end fred. For min skyld kan vi godt indføre dødsstraf til dem, der bare tænker på ufred. Det er vigtigt at leve i fred med hinanden. For fredens skyld. Lad os udrydde alle dem, der ikke mener der skal være plads til os alle sammen. Så kan vi få fred. Ja. Jeg kan lide alle menneskers selskab, når bare de forholder sig dødstille.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland