Når mammutten vågner


Forfatter Ambjørn Happy
Hun fangede straks hans interesse, hastigt trippende henover det blanke marmorgulv med kufferten på slæb som om den var noget hun helst ville give slip på, men holdt fast i af hemmelige, ja næsten lyssky årsager. Som en puddelhund med dårlig mave, som en alt for sund ægtemand stiv i nakken og ingen andre steder, som en kuffert fuld af strandtøj, kjoler, højhælede sko, pengene gemt mellem trusserne hvor hun troede ingen tolder ville kigge, men hvor enhver tolder netop vil gribe fat, som trak hun i et grædende barn der skal hjem før tiden, og man er ved at komme for sent, hvilket vil være katastrofalt fordi man så skal vente endnu flere timer sammen med ungen.

Tung, kufferten. Hendes røde skindsko knaldede som et nordkoreansk fejlproduceret maskingevær, hvilket naturligt nok fik forretningsfolk til at løfte blikket fra avisen, ikke bekymrede naturligvis, men dog årvågne nok til at tænke på CNN som vistnok betalte ganske pænt for private videooptagelser af terroraktioner i lufthavne rundt omkring på planeten. Og mindre pænt hvis det var billeder fra en europæisk lufthavn. Men selv Kastrup burde kunne give et par tusinde kroner. Hvis man altså overlevede. Og så var det såmænd bare en midaldrende kvinde med opsat hår, flagrende tøj og ringlende smykker.

Hun var sådan en energisk kvindetype yngre mænd overvejer, mens de keder sig i rækkerne af ventesofaer når kæresten studerer rejsebureauets brochure, fordi brysterne er fyldige og kroppen slank, og fordi deres egen mor muligvis er yngre, og så gamle kvinder har i hvert fald ikke noget sexliv. Ikke med mænd. Og kæresten er jublende lykkelig, bliver ved med at vende tilbage til den side i kataloget, hvor en fotograf i shorts har haft held til at vise hotellets balkoner og swimmingpool fra den aller bedste vinkel, og det er kun derfor han har fået jobbet selvom han meget hellere vil fotografere unge spanske kvinder i bikini, afslørende deres frodige former og våde tunger, hvilket blot er en anden illusion. Men noget sjovere, og en dag finder han også hende, den rigtige. I mellemtiden fyldes hans hoved med balkoner og liggestole og solnedgange, lægger sig som et lag af rust henover drømmenes urskov, mens han lever i den vildfarelse at øjeblikket kun er til besvær. Og sådant rust kender vi alle sammen, hvis vi laver noget som er andet end svaret på vores drømme.

Lagde mærke til hende, fordi han selv havde kedet sig en uge, et par måneder, et halvt liv. Besluttede at følge efter hende, og se om de to fremmede, ved skæbnens grinagtigt ustabile lune, ville støde ind i hinanden ved gaten til den selvsamme ventende flyvemaskine med destination Costa Blanca. Og han ville overrasket træde tilbage og lade hende gå først, mens han diskret havde trukket maven ind og sikret sig at jakken sad perfekt, og sikret sig at der ikke stak stride hår ud af næsen i en anden farve end overskægget.

Sikkerheden. Det ligger i tiden. Angsten. At sikre sig. Fordi flyvemaskinerne er blevet en race af mekanik vi ikke længere nærer tiltro til. De kommer på afveje i de forkerte piloters svedende hænder, de bryder i brand og falder til jorden, og så kommer de på CNN. Modsat mennesker er det ikke et sted flyvemaskiner bryder sig om at opholde sig. Vi skal passe på, skal vi. Fra alle hjørner og kroge føler han disse snigende blikke gribe fat i hans sejlerjakke, befølende hans garbadinebukser, ja såmænd liste sig ned i sokkerne som har broderet Anders And på skaftet fordi nevøen var i Disneyland, og et eller andet skal man jo have med hjem til sin gamle onkel. Han ville nu hellere have haft en Mickey Mouse Whisky, hvis noget sådant var til salg i børnenes legepark, og det var det sikkert ikke. Mænd som stod underligt dovent opad søjler med vågne ansigter og hænderne begravet påfaldende dybt i frakkens lommer. Små mænd med kasketter og pjuskede øjenbryn i færd med at vaske gulvene, stirrende efter den tikkende katastrofe frit spankulerende omkring i form af en...

"Undskyld herr, må jeg se Deres boardingkort?"
Han standsede brat da en høj ung mand spærrede vejen for ham, og kvinden forsvandt ud af syne. Irriteret vurderede han mandens fysik og påklædning. Diskret var han, helstøbt og årvågen. Hvis autoritet kan købes som aftershave, ville han ikke være forrest i køen. Han ville ligge ude på lageret som en rullepølse i en kødpresse, omgivet af små kinsere der stillede tomme flasker under ham og løb tilbage i butikslokalet med de fyldte, friskpresset.
"Selvfølgelig! Naturligvis! Hvilket forfriskende indslag i en ellers trist hverdag! Lad os stifte bekendtskab du og jeg. Må jeg se din dåbsattest, din bankbog, din omskårne pik, dine kvitteringer fra videkiosken hvor du lejer de der film hvor alle skuespillerne æder byg og havre. Med andre ord, nej! Hvorfor skulle jeg vise dig mit boardingpass? Du må jo ikke være rigtig klog", sagde han højt, så i hvert fald de nærmeste kunne høre hvordan en gentleman sætter folk på plads, og trådte til side for at komme videre. Han fik et glimt af hendes hoppende hoved 200-300 mennesker længere fremme, på vej mod striben af gates. Hvis han småløb, ville han måske kunne indhente hende.
"Så slapper vi lige af!" Den fremmede mand greb fat i hans arm med en voldsom styrke. Han blev revet rundt, og instinktivt begyndte han at hyle op og beklage sig, råbende og spyttende.
"Slip mig. Hjælp, politi! Hjælp, politi! Hjælp!" Måske hun ville standse op, han stirrede i hendes retning med den fremmede hagende sig fast i ham som en puddelhund, af den type din moster ejede inden naboen kørte den over ved et uheld. Sagde han. Carlsen kunne mærke en arm blive vredet om på ryggen, og med et spark forsvandt benene, han faldt frit ned mod gulvet. Ikke tid til noget afskedbrev, men han fangede dog ud af øjenkrogen en japaner der trådte op på et sofasæde med et videokamera krampagtigt fastklemt foran ansigtet. Så ramte lufthavnens marmornæve ham og det sortnede for øjnene. I det samme splitsekund mistede japaneren balancen med et asiatisk hyl, men faldt dog så heldigt i en række kufferter at han kunne rejse sig et øjeblik efter med armen højt hævet over hovedet, som om han frygtede at blive frarøvet sit kamera. Sådan opnåede Carlsen at blive set af 34 mio. japanere 14 dage senere i et rejseprogram på fjernsynet, og det fik han aldrig noget at vide om. Den japanske rejsejournalist kaldte ham oven i købet idiot, hvilket morede seerne en del.

"Dette er Deres kaptajn, Jespersen. Vi bliver et par minutter forsinkede. I afgangen fra Kastrup". 214 turister og forretningsfolk i maskinens udspændte bug holdt vejret, fordi de ville så nødig dyret fik krampe og spyttede dem ud igen som efter et dårligt måltid. "Vi afventer. En sidste passager. Og vi må derefter påregne. Nogle minutters ventetid. På clearence til takeoff". Den nervøse stemning afløstes af irritation. Folk larmede unødigt med deres klapborde, skubbede til hinanden for at få fat i plasticposer og håndtasker, rømmede sig surt. Nogen strakte hals for at indprente sig ansigtet på den passager, der brødetynget ville indfinde sig om et øjeblik, udvekslede små perfide kommentarer med sidemanden.

"Der er han. Han har drukket! Han har selvfølgelig siddet i baren og indtaget alkohol i større mængder end godt er, sådan en tåbelig mand", hviskede præsten der sad yderst ved vinduet.
"Undskyld, hvabehar?"
"Ja ham vi venter på. Nå..." Præsten satte sig hurtigt ned i sædet da det blev klart for ham at den skyldige styrede i retning mod det tomme sæde yderst i deres række.
"Nå ja, det kan jo ske", svarede hun fraværende. Hun kiggede kortvarigt op på manden, som med et vrissent suk satte sig tungt ned i det tomme sæde. Hans tynde hår strittede til alle sider, slipset var ved at falde af ham, jakken var krøllet og den dueblå farve var skæmmet af en stor våd plamage. En knap manglede, lagde hun mærke til inden hun vendte en ny side i sit glittede modemagasin.
"Vi har savnet dig", sagde hun ud i luften. Han brummede som svar. Hendes stemme var lys og afslappet, det gik meget bedre end han kunne have drømt om. En lyshåret dreng i den modsatte række af flysæder hang ud over armlænet og pillede næse, kiggede nysgerrigt på ham. Nu kiggede hans mor også, irettesættende med rynket næse. Hans hænder, der havde været i færd med at glatte håret, gik i stå og han lagde hovedet på skrå. Drengen fulgte hans bevægelse, og snart havde de begge hovedet vandret i en ubekvem position. Kvinden trak surt i sin søn, og vrissede et eller andet. Carlsen lagde hovedet tilbage mod nakkepuden og pustede tungt.
"Whisky", sagde han frem for sig.
"Du kan jo sutte på din jakke", foreslog hun. "Hvis det da ikke er øl".
Han drejede hovedet og indsnusede hendes parfume. En duft af blomster fik hans ansigt til at brede sig i et taknemmeligt smil.
"Der er noget jeg hellere vil tage mellem mine læber og slikke i mig. Desuden er det vand, og jeg kan ikke fordrage vand. Det skulle være så sundt siger de, mens deres biler ruster og de har mug i kælderen, ja hvis de da ikke ligefrem drukner i det på deres badetur til Vesterhavet. Jeg kan ikke døje det skidt".
"Nå, men så må du jo kalde på tjeneren", afgjorde hun og vendte endnu en side i bladet. Præsten møvede sig halvvejs ind foran hende og tilføjede at det måske ville være bedre med en kop stærk kaffe, hvilket fik ham til at le.
"Du tror måske jeg er fuld, min gode præst?"
"Næ nej, slet ikke. Jeg tænkte bare at en kop kaffe, den virker forfriskende, synes jeg", forklarede præsten, trak sig baglæns. Hun drejede hovedet og kiggede på ham.
"Du sagde han var fuld", fastslog hun med et spørgsmål i tonefaldet. Men præsten ville ikke svare, så hun trak på skuldrene, løftede magasinet for at studere en aftenkjole tættere på.
"Det sagde han altså, at du var fuld".
Carlsen gav en lyd fra sig der måtte tolkes som tegn på uvenlighed. Hun smækkede bladet sammen og vendte sig. Kiggede ham kampberedt ind i øjnene. De var lyseblå, omgivet af milde smilerynker.
"Og det tror jeg også, du er. Og gud fri mig vel, ikke et ondt ord fra min side om den sag, bare du holder din spritånde for dig selv, og i øvrigt ikke forstyrrer mig med fuldemandssnak". Hun talte så højt at indtil flere passagere rundt omkring dem fnes og smågrinede.
"Jeg hedder Carlsen", sagde han og stak hånden frem med en blid fornemmelse i hjertet. Hun trykkede den, varm og blød, stærk og dog så nænsom.
"Irene", svarede hun. Et øjeblik sad de som fastfrosne i tiden, som de der mammutter der lukker øjnene et øjeblik i snestormen og først kommer til sig selv igen 10.000 år senere i en konservators værksted under et museum i Chicago. Pludselig opdagede hun at hjertet slog, og maskinen gav et ryk da bremserne løsnedes. Forsigtigt slap hun hans hånd og lagde hovedet på skrå.
"Costa Blanca?", spurgte hun.
"Ja".
"Det glæder mig", sagde hun og smilede. Langt inde kunne han mærke et isbjerg blive ramt af forårets solstråler.

© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland