Meningsløse kys, og i lære som tantra-kaj


Forfatter Ambjørn Happy
Hendes ansigts væsen svajer som et blomstrende træ i mit hjerte. Hun kom gående langs med banegårdens trapper i regnvåd granit. Lang rød jakke, langt hår, vuggende hofter. Hun er guddommeligt smuk, og har desuden en lækker krop. Solen er kommet frem over Århus.

"Hej Ambjørn!", griner hun.
Jeg kan høre barnet lever i hende endnu. Barnets latter, barnets ligefremhed, barnets åbne hjerte. Gud er sådan et barn, og derfor er barnlige voksne de sande missionærer på denne planet. Hvis gud havde været voksen, var præsterne i stedet blevet alvorlige, bekymrede, fordømmende, forherligende og komplet fucked up.

"Hej Freyja". Hendes lys er så voldsomt, at jeg bliver genert og kigger ned i fliserne, over på 7Eleven, op på tagenes lysreklamer, tilbage til hendes øjne.
"Øh..."
"Ja?" Hendes øjne glimter.
"Ska' vi gå ned og finde en café?"
"Det synes jeg er en god idé!" Hun griner.

Så gik vi søndag formiddag gennem gågaden og endte på en café. Hun lagde jakken og afslørede en blomstret kjole der kælent omsvøbte hendes lykkelige bryster og bagdel. Klokken var 11:30. Vi snakkede i tre kvarter. Humor og tanker legede med hinanden mens vi drak kaffe. Der var latter, masser af latter på caféen. Dernæst gik vi ud i sollyset. Greb hinandens hænder.

"Det er fjollet, vi har lige mødt hinanden. Jeg har lyst til at holde dig i hånden", sagde hun med et grin.
"Ja det er weird. Det gør man ikke efter en time. Men det føles godt!", svarede jeg.
Mens vi gik bølgede små udbrud af latter mellem os. Vores hænder bollede blidt og kærligt med hinanden. Det er da underligt.

Vi gik et stykke vej og satte os til sidst på en af bænkene op ad domkirkens solvarme væg. Tæt.
"Er det okay?"
"Ja!"
Et knus. Et kram. Det føltes godt. Læber som strejfer en kind. Hænder som griber om en skulder. En hofte. Ben der rører hinanden. Rart at sidde på kirkens bænk og være hjertelig med en fremmed. Flere knus. Et kys på halsen. Knus.

Pludselig kan det indre dige ikke klare mere. Det er stormflod nu. Digerne brister og kyssene vælter ud i en medrivende strøm. Vi pjasker rundt. Kyssende. Krammende. kropsligt infiltrerede bader vi i kærlighed på en solskinsbænk ved domkirken.

"Det ser godt ud! Kan I undvære en skilling til en landevejsridder?"
Vi kigger op på manden med kasket, en sort jakke fyldt med emblemer og medaljer, fuldskæg, en øl i hånden.
"Det kan du tro", siger vi.
"I ser dejlige ud sammen", siger landevejsridderen. "Man kan se I elsker hinanden!"
Vi giver ham mønter.
"Pas på med jalousi! Den ødelægger alting!". Ridderen bliver et øjeblik fjern i blikket og nikker for sig selv. Jeg kan se han savner hende endnu.
"I er smukke sammen". Så går han, med ølflasken hængende for enden af en meget lang arm.

Jeg kysser Freyja. Hun kysser mig. Det giver absolut ingen mening, og det føles rigtigt. Vores øjne mødes. Vi er centrum for universet.
"Jeg elsker...."
"Schyy!" Hun lægger en finger på min mund.
Senere klædte hun sig nøgen, og vi elskede i mange timer. Så gik hun uden at se sig tilbage.

2 dage senere: "De vil bare have sex!"
Min kammerat spærrer øjnene op og skæver til it-folkene omkring os i kantinen.
"Kun sex!", gentager jeg højt, og fortsætter i et opgivende tonefald: "Hun vil bare have nogen tantra-partnere at øve sig sammen med. Bare sex. Ikke andet end det!"
Jeg kan fornemme folk ved nabobordene anstrenger sig for ikke at høre noget.
"Så hun vil bare bolle med dig? Hvad er problemet?", hvisker min kammerat med vantro i stemmen.
Mit hjerte går i krampe.

1 uge senere: "Boller I hele tiden så?"
"Næ. Hun, øh. Det er ikke noget". Det skete kun den ene solskins-søndag. Jeg nægter at sige mere. Mit hjerte føler livet er en kamphund og det selv er en lille kanin. Ja, så bløder man! Freyja annoncerer på internettet efter nye tantra-partnere. Åbenbart kan jeg ikke bruges. Det er okay. Er mit hjerte i trevler og helt mørt til en gang himmelsk gullasch? Ja.
"Ser du ikke hende mere?"
"Hun har vist travlt med noget andet", siger jeg tamt. Mine øjne er våde, så min kammerat får pludselig travlt med at snakke om noget andet. Det er jeg taknemmelig for. IT-folk hyler ikke, mens vi æder frikadeller og salat.

14 dage efter kysse-tsunamien får Freyja et afbud fra en af sine tantra-fyre. Ved ikke, han har vel forstuvet pikken eller noget. Den ene testikel har sat sig fast i røvhullet. Forhuden er revnet. Hvad ved jeg? Kan ikke døje de gutter som boller med vilje og mening. De perverterer kærligheden, som altid er meningsløs. En luder har en mening med det hun gør. Dét er problemet med tantra-gutterne. For meget mening. Deres kærlighed er literal. Det betyder pis.

"Du er en idiot, Ambjørn". Freyjas øjne lyner. "Jeg har ikke andre end dig, og jeg ønsker ingen andre end dig. Jeg troede ikke du ville noget med mig?"
Jeg græder. Krammer hende. Hold kæft hvor har jeg savnet hende!
"Jeg vil gerne have dig som min tantra-partner. Vil du være tantra-partner med mig?"
Jeg synker noget.
"Du mener, ligesom at jeg er tantra-kaj og du er tantra-gurli? Tantra-partnere?"
Freyja nikker. "Kun dig og mig - lige så længe vi gider!", siger hun.
"Jeg er din tantra-fyr, og du er min tantra-pige?"
Freyja trækker på skuldrene. "Kald det hvad du vil".
Bare glem hvad jeg skrev.

Efter 3 uger som tantra-kaj: Jeg er begyndt at forsømme mit arbejde. Heldigvis er jeg chef, så firmaet tager ingen skade, men min kammerat muler lidt.
"Har I bollet hele natten? Hvorfor kommer du så sent?"
Jeg kender svaret, men det er for privat.
"Jeg er forelsket. Fuck jeg er forelsket!"
"Så hun er bare vild med dig? Det er godt Ambjørn!"
Nej. Jo. Det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke finde ud af. Fodbold kan jeg forstå, men hvad har man hvis græsset ikke har kalkede linier. Fjern de to mål, rul dommeren i tjære og fjer, lad folk gøre hvad de har lyst til på banen. Mænd og kvinder i en stor blanding. Målmanden smider måske handskerne og danser samba. Angribere ligger med røven i vejret og studerer mariehøns mellem græsstråene. Forsvarere er ved at bygge en kano. Det er ikke fodbold længere. Ingen anelse om hvad dén sportsgren kaldes.
"Hun vil stadigvæk bare have sex!"
Min kammerat kigger på mig som om han tror jeg lyver, uden at jeg selv er klar over det.

Efter 4 uger som tantra-par: Min kammerat konstaterer tørt, at jeg er blevet kæreste med Freyja.
"I er sammen hele tiden!"
"Nej, vi er tantra-partnere!"
"Pis med dig", siger min kammerat."I er kærester!"
Mit hjerte runger af latter.
Tantra-kaj protesterer højlydt: "Det handler om at opleve kærlighed og dybe forbindelser uden at have forventninger og krav på hinanden. Det handler om frihed! Kærlighed er frihed! Og frihed er kærlighed! Tantra er kærlighed i frihed!"

7. uge efter tsunami: Midt om natten begraver jeg mine ord. Tantra-kaj er død. Fuck ham. Han fik en kasse ord galt i halsen og blev kvalt i alt det litterale. Som betyder pis. Jeg smider redningsvesten og faldskærmen ved siden af min livsvej. De må ligge dér i vejkanten og mørne i solen sammen med affaldsbunker af fornuftige ord.
Tantra-kaj er død.
Tilbage er mit hjerte, enehersker i mit kærligheds-imperium.

8. uge: Måske begynder ugen mandag. Mit hjerte ved ikke dén slags. Mit hjerte er barnligt og lykkeligt. Når mit hjerte er konge i mit liv, giver ingenting mening.
Sådan kan jeg lide det. Jeg elsker Freyja.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland