Marcels Zarafa


Forfatter Ambjørn Happy
Marcel havde en Zarafa. Anderledes kan jeg ikke skrive det. Når han havde våde drømme om natten, væltede han om på ryggen og dynen gled på gulvet, hvilket gjorde pigerne meget nysgerrige da han var ung. Hans Zarafa kunne ikke bære den vulgære betegnelse "kæmpepik", fordi dertil var den alt for glat, blød og lyserød. Den var ikke noget lem, eller penis, dertil var dens glubende begær for voldsomt. Den var ikke "lille mister Joe", og da slet ikke "sjoveren".

Den var hans Zarafa.

I vores verden er alt det store meget bedre, end det der er småt. Saldoen på bankkontoen. Skyskraberens højde. Kræfterne i din arm. Skønheden i dit ansigt. Men sådan følte Marcel det ikke. For ham var det meget værre, at den var større. Oven i købet var hans testikler spændte og hævede, som en tyr der har stået på stald hele vinteren, og i det øjeblik bonden lukker dyret ud på græsset, så spændes tyrens muskler. Alt rusker i ham for at styrte afsted. En hel vinters livskraft er opspændt i dyret og vågner til dåd.

Marcels underliv var sådan en dirrende tyr, fnysende og utålmodig efter at blive lukket ud. Ja, hele hans senede krop var fyldt ud med hormoner, så han nogle gange var nødt til, diskret, at holde sig for næsen.
For eksempel når han stod i kø i supermarkedet.
Duften fra hudfolden bag en kvindes glatte ører røg lige ned i mellemgulvet, og så vågnede dette monster og strakte sig på en måde, der mere end en gang havde fået et par gamle bukser til at revne.
Derfor undgik Marcel at handle i myldretiden. På fortovet holdt han gerne 5-10 meters afstand til den nærmeste kvinde. Gik aldrig i shorts. Var kun en enkelt gang på nudiststrand, og måtte blive liggende på maven indtil solen gik ned, og stranden langsomt tømtes for mennesker. Ikke spor sjovt. Anden grads forbrænding på skuldrene og på ballerne.

Cykelbukser og joggingtøj ville give stakkels Marcel 12 måneder i skyggen for at forstyrre den offentlige orden, plus en håndfuld øretæver hvis tyren gik amok i parken, hvor de gamle damer fodrede ænder og tyggede pastiller.
Fløjlsbukser sad aldrig lige.
Jeans sad for stramt, og ofte er lynlåsen af for ringe kvalitet.
Jakkesæt er for tynde i stoffet.
Der var kun én løsning som fungerede: Uformelige arbejdsbukser, i kraftigt blåt bomuldsstof. Derfor gik han klædt som en håndværker, med brune arbejdsko der havde stål i næserne, en lys T-shirt og derover en mørkeblå fleecejakke. En hvid murerkasket på hans runde hoved, en kraftig blyant i buksernes sidelomme, lidt cementstøv på jakkens ærmer. Sådan var han ankommet til Danmark et år tidligere, og blev straks antaget i et byggesjak. Han forholdt sig tavs, og havde desuden tillagt et bistert og afvisende ansigt. Hovedet havde han raget skaldet. Hans nakke var muskuløs og kraftig, og der var en tatovering som slyngede sig omkring hans højre overarm, sneg sig hen over ryggen og sluttede lige under venstre øreflip. En tyk slange, som trods alt var større.
Folk lod ham i fred.

Marseilles er havneby i Sydfrankrig, ud til Middelhavet nær ved floden Rhônes udløb. Grækerne grundlagde havnen seks århundreder før Kristus, som anløbssted for deres handelsskibe. De kaldte stedet for Massalia. Cæsar erobrede området lige før tidsregningens begyndelse, og plyndrede alle de skatte, der var samlet. Derefter ankom araberne. De blev smidt i havet før indgangen til middelalderen. I 1346 ankom en båd med pest til Marseilles. 25 millioner europæere døde. I 1720 vendte pesten retur til havnen i Marseilles. 80.000 døde.
Marcel ankom i 1964. Han var mørk i huden. Blodet havde fået farve fra alle de grækere, arabere, italienere og franskmænd, som gennem tiderne havde moret sig med hinanden i gæsthusene og på bordellerne omkring Marseilles havn. Ingen døde ved hans ankomst, ingen mure blev styrtet i grus, ingen kanoner galpede kugler af sig. Det var en helt almindelig tirsdag nat i det gamle Panier-kvarter.

I det tidlige morgenmørke drog faderen på havet som sædvanligt. Da Pascal nogle timer senere langede kasser med friske fisk op på kajkanten til sine vakse sønner, kunne man ikke se at han samme nat var blevet far til en nyfødt. Solen havde barket hans ansigt, og det salte vand havde skåret dybe furer på kryds og tværs af huden. Han ansigt var stift som læder. Den sprællende spædbarn var en lille efternøler, og i hans øjne en "kvinde-ting" de første 10 år, indtil drengen kunne gøre gavn på skibet. Forudsat at det ville holde sig flydende så længe. Det var i øvrigt barn nummer 7. Sammen med sønnerne gik han over til Orville, for at nyde et par glas øl. Blandt vennerne i beværtningen talte de om Pascals "anden bølge". Men han påstod, at barnet havde slået proppen i flasken. "Hanen er lukket i", sagde han.

Således tilbragte Marcel sine yngste år hængende i kvindeskørter, mens faderen og de to voksne sønner opholdt sig på havnen det længste af dagen. Den yngste søster var 12, og den ældste 16. Marcels ankomst vækkede søstrenes latente moderfølelser - de flokkedes om at holde barnet. Isabelle, endnu træt af fødslen, lænede sig tilbage i sengen og slappede af 2 dage. Hun var taknemmelig over at pigerne passede drengen, og kun forstyrrede hende når han skulle lægges til brystet for at die. Da hun stod op og fortsatte sit arbejde som rengøringskone i de finere huse, overtog pigeflokken pasningen af Marcel. Narcisse, den ældste, lod spædbarnet die hos sig, når han var urolig. Der kom ingen mælk ud af hendes bryst, men det beroligede barnet at have brystvorten i munden, når hun havde madet ham med en flaske håndvarm mælk.
"Det er ikke naturligt. Du er ikke hans mor", sagde Cheri en dag hun fandt Narcisse på en stol i køkkenet med Marcel i favnen. Hun virkede vred, men Narcisse tog sig ikke af det.
"Det beroliger ham", svarede hun blot.
Nogle dage senere gav alle pigerne bryst til Marcel.

I løbet af det første år udviklede Marcel sig til at blive et stærkt og trygt barn, som kiggede på sine omgivelser med tillidsfulde øjne. Han strakte armene i vejret hver gang en kjole strejfede ham, og blev taget op. Han sov med søstrene om natten, puttede sig ind til deres varme kroppe. Ofte gik han ind i drømmeland, netop som læberne langsomt slap deres tag i en brystvorte. De ældre søstre fandt kærester og blev gift, og så flyttede de efter en tid ud af huset. Til sidst var der kun den yngste søster og Marcel tilbage i sengen i pigernes kammer. Han var da 6 år, og Cheri var netop fyldt 18. Hans Zarafa prikkede hende sommetider på maven, og det kildrede i hendes liv, men hun rørte aldrig ved den.
Fordi det er forkert.
I stedet fik Marcel sin egen seng i værelset. Storebror Alain malede væggene i lysere farver, da Cheri forlod huset. Marcel selv begyndte at gå i skole. Den katolske.

Nogle år senere, da Marcel var klar til at forlade skolen, hørte han første gang historien om Zarafa. I 1825 - midt i Afrika - havde man indfanget en babygiraf, (efter moderen var blevet skudt ned og pelset). Vicekongen af Egypten, Muhammed Ali, fik fragtet det unge dyr 3.000 kilometer ned ad Nilen til Alexandria, og satte det der på et skib til Marseilles. Giraffen skulle være hans gave til kong Charles X, for at styrke venskabet imellem Frankrig og Egypten. I Marseilles overvintrede Zarafa, og da det var blevet varmt i vejret, 20. maj 1827, indledte giraffen sin lange march til Paris. Det tog 41 dage at tilbagelægge de 880 kilometer. Tusindvis stimlede sammen på dens vej frem, fordi ingen havde før set en levende giraf. Da den endelig ankom til Frankrigs hovedstad, ganske tam og rolig, med to slappe reb dinglende ned til hænderne af hver sin dyrepasser, blev den modtaget af selve kongen og anbragt i "Jardin des Plantes".
Kongen elskede gaven.

De næste 18 år valfartede europæerne til parken for at se det aparte dyr, som lignede en fejlkonstrueret hest, der havde kvadrattegnet løvepels, og en hals der løftede hovedet til samme højde, som tagryggen på de fleste almindelige huse.
Måske nød Zaraffa godt af folks begejstring og kongens kærlighed. I dag er det sjældent at giraffer overlever 20 år i fangenskab. Zarafa levede længe, måske også fordi hun blev behandlet med omsorg og ærbødighed. Da hun døde ville franskmændene nødigt slippe hende. Hun blev udstoppet og står i dag med stive ben i et provinsmuseum på den franske vestkyst.

På det tidspunkt havde Marcel indset, at hans private legemsdel var usædvanlig. Stor. Han vovede at strække en finger i vejret, og rejste sig da læreren gav lov.
"Hvorfor hed den Zarafa? Har det en særlig betydning?"
Læreren smilede. Det var aldrig sket tidligere, så længe de havde haft historie-undervisning med ham.
"Ja, Marcel. Du må sætte dig. Zarafa er et arabisk ord. Det betegner den charmerende, den som er elsket. Zarafa. Derfra dannede araberne ordet zarafe, og som du kan høre, derfra har vi vores ord for det dyr: Girafe".
Derefter tænkte Marcel altid på sit køn som "Zarafa".

Forleden mødte Marcel en kvinde på arbejdsformidlingen på Amagerbrogade. Sammen med andre stod han i kø for at blive skrevet op til dagpenge. Hans mester havde fyret ham, som det ofte skete. Årsagen var endnu engang et lille ord, der faldt uheldigt. Hvis man siger dét ord til Marcel, måske i en let spottende eller hånende tone, så går han amok og kan tæve et helt hold stilladsarbejdere. Efter nogen tid med et nyt sjak, dukker ordet uværligt op, første gang en kvindelig arkitekt eller ingeniør inspicerer byggearbejdet. Især om sommeren, når duftene hænger tungt i luften. Om vinteren kan han være heldig at holde fast i jobbet 3-4 måneder, før skæbnen indhenter ham. Pludselig rejser hans frugtbarhed sig, og en eller anden falder besvimet om. Bagefter, når den kvindelige skrivebordsmus er tumlet væk på skæve knæ, kigger Marcel rundt og venter på det lille ord, som får ham til at gå i kødet på hele banden.
Sådan er han gået fra den ene arbejdsplads til den næste, med skrammede knoer og buler i panden. På 20 år har han vandret hele strækningen fra Sydfrankrig til det yderste af Danmark, Amager. Næste skridt bliver sikkert Malmö.
Ordet som får ham til at gå amok, det er "hestepik".

Så han stod altså i kø, da han blev opmærksom på hudfolden bag ørerne på den kvinde, der stod foran ham. Hans underliv slubrede duften af søde safter i sig, lungerne gispede over lyden fra det bankende kvindehjerte, og hele hans krop vred sig lystigt til fornemmelsen af de glatte hudflader på det yderste af hendes fingerspidser.
Marcel nægtede at kigge ned. Diskret trådte han et skridt baglæns for at have plads. De var næsten nået frem til skranken.
Da ville skæbnen at nogen bagfra mistede balancen og skubbede til den næste. Menneskeslangen tog et trin fremad, og pludselig snublede han i sine store støvler, var ved at falde, men blev reddet da køen pressede ham ind mod kvindens ryg. Hun fløj en halv meter i vejret.
"Zarafa!", råbte hun.
Da hun vendte sit ansigt om til ham, smilede hun varmt.
"Du er en Zarafa...", sagde hun med et anerkendende ansigtsudtryk. Hendes ord ramte ham som en byge af velvære. Han mærkede et ryk i brystkassen fra sit hjerte, da det foldede sig ud som sejlet på et træskib der rammes af den første vind et stykke udenfor havneindløbet. Hans øjne blev spændte, og synet sløredes af små tårer.
De genkendte hinanden.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland