Hun vaskede hans brystkasse og slukkede ilden


Forfatter Ambjørn Happy
Lærken sang over marken. Solen brændte på hans skaldede isse, og fik sveden til at springe frem under de mange lag tøj. Et øjeblik lyttede han til fuglen som stod højt oppe på den blå himmel. Lærkesang har en lyd af sommer, når man er opvokset på landet. Han slog øjnene ned og gik videre langs landevejen. Sparkede til et par småsten og rynkede panden.

På hans venstre hånd dukkede en stor skov op. Bøgetræerne udspændte deres kroner som et soltag, og lokkede ham ind ad en grussti for at han kunne smage den afsvalende skygge mellem træernes mægtige stammer. Han gik gennem skoven med øjnene langs med jorden, men han kunne ganske godt fornemme træernes venlige omfavnelse. Et roligt og tyst kram.

Træer kender ikke tiden, og derfor elskede han dem. Igennem livet havde han stået flere gange med armene om et træ, og havde lagt kindens skægstubbe ind mod barken. I skoven glemmer man umærkeligt den dato og ugedag, som resten af verden lever efter. En skov er udenfor tiden.

Hun skreg, da huset brændte. Han kunne høre hendes røst gennem ildens buldren. Det var som om flammerne red gennem luften på ryggen af det skrig, og som en grib slog den brølende ild sine spidse kløer ind gennem huden om hans brystkasse. Lige siden havde flammerne siddet midt på brystet og hakket ham i hjertet, så han ikke kunne sove en hel nat i fred. Hvorfor sker ulykker uden varsel og uden mening? Præsten havde sagt noget i retning af, at gud er en ustabil fyr på stoffer. Nærmest som en spritbillist kører gud rundt og laver ulykker med vores skæbne. Noget i den retning. Ad uransagelige veje.

"Lisa". Ordet lød klart, men flød fra hans løber som en vejrtrækning. Så stille og fint. Han vidste godt, at han gentog hendes navn mange gange om dagen. Psykologen havde bedt ham om at lade være.

"Det er en tvangshandling, Egon! Det er ikke noget du behøver at gøre! Lad os lave den aftale, at du til næste gang sætter en streg på papiret, hver gang du siger Lisa. Ikke? Så taler vi mere om det, når vi ses igen. Har vi en aftale?"
Han havde nikket med hovedet. Psykologen troede fejlagtigt, at det betød ja. Intet papir i verden kunne rumme alle de streger.
"Idiot", sagde han på vej ud af konsultationsrummet.
"Undskyld mig?"
Han vendte sig i døren.
"Hvorfor skulle jeg det? Skriv en stil om det".

"Lisa". Stien tog et sving ned mod en lille sø, der var tæt omkranset af træer bortset fra et lille stykke græs i nærheden af stien. Solens stråler gav græsset en magisk farve. Han fik lyst til at lægge sig på ryggen i græsset og blot være tilstede i verden. Få noget af tøjet af. Måske alt tøjet? Han kiggede sig omkring. Skoven var øde og stien så ikke til at bære ret mange fødder i løbet af et år. Han klædte sig nøgen. Lagde sig ned. Rejste sig op igen og bar tøjbunken et par meter væk, inden han igen lagde sig. Tøj stinker, hvis man ikke går i bad hver dag. Eller har mareridt og tisser en smule af rædsel.

Kæberne spillede af spændinger. Som et oprørt hav bølgede huden omkring kæberne. Men efter en tid i solen, med lukkede øjne, faldt havet til ro. Han faldt i søvn.

Pjaskende vand!
"Åh gud, lad mig sove", mumlede han.
"Hvad siger du?"
Nogen pjaskede med vand og hvinede af glæde. Han spilede øjnene op i rædsel og havde et øjeblik glemt hvor han var. Træer! Vand!
"Hvor er jeg!"
En pige lo.
"Hvor er jeg! Du er sgu da her! Hvor tror du, at du er?"
Mere plasken af vand.

Forsigtigt rullede han rundt og lagde sig på siden. Ude i vandet, nogle få meter ude, stod en kvinde i vand til midt på lårene. Hun gik i knæ og rørte rundt i vandet med store armbevægelser.
"Det er varmt!", råbte hun midt i vandets plasken.
"Lisa!"
Hun sprøjtede vand efter ham.
"Lisa mig her og der. Du sagde Lisa 87 gange mens du sov. Ha!"
Hun gik ind mod bredden med lange skridt gennem vandet.
"Lisa! Nej, jeg hedder ikke Lisa!"
Kvinden lo højt. Latteren var som store flagrende brølende engle, der frygtløst baskede ud fra hendes hjerte. Det gav genlyd i skoven, så højt lo hun!

Kvinden satte sig ved siden af ham.
"Men du, hør her". Et øjeblik blev hun alvorlig. Han kiggede på hende og kunne mærke at han rynkede panden. Noget i hans hjerte begyndte at slå hurtigere.
"Ja?"
"Hør her. Måske hedder jeg ikke Lisa, men jeg kan lide den måde du siger hendes navn på. Stille og blidt. Jeg kan høre du elsker hende. Du elsker Lisa, gør du ikke?"
Hans blik svømmede over, udviskede synet af kvinden, søen og skoven.
"Det kan jeg se du gør", sagde kvinden ydmygt.
"Ja", svarede han med gråd i halsen.
"Hmmm, og det er bare smukt min ven", sagde hun og bøjede hovedet i ydmyghed. "Mit navn er Jonna".
Hun vaskede hans brystkasse og slukkede ilden.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland