Han sprang i vejret og greb barnet


Forfatter Ambjørn Happy
Han var født i et cirkus og havde elsket trapezen, publikums gysen og de fejende svæv i gyngerne. Tusindvis af gange stod han deroppe på bommen med en arm i vejret, for at markere at han var klar til at kaste sig ud i frie tomrum. Med lidt held blev han grebet. Hver gang, undtagen den sidste. Han forlod cirkus, men de farvestrålende gestus og de store armbevægelser lå for altid i hans blod, som møjsommeligt pumpede sig vej gennem brusk og arvæv, skævt sammenvoksede knogler. Et mirakel at han kunne gå.

Folk lo ad ham, når de havde passeret ham på fortovet. Den høje hat med lilla velour. Den spidse næse. De lange smalle sorte sko. Den korte kappe. Bambusstokken. Han levede i sin egen cirkusverden. Hilste galant når chancen bød sig, med store overdrevne armbevægelser og fejende sving med hatten. Han yndede at kalde sig selv Monsieur, for eksempel når han åbnede portemonnæen ved kassen i Netto.

Højt oppe på 4. sal splintredes lejlighedens vinduer med et fantastisk brag. En støv af glas klirrede ned i gaden.

"Så må vi håbe Monsieur har lille skilling til overs, så vi kan få afklaret vores lille mellemværende".
De fleste kassepiger smilede til ham. Nogle vendte det hvide ud af øjnene. Han var ikke til at elske, ikke til at holde ud og ikke til at undvære. Hans skikkelse var lige så velkendt i byens gader som springvandet på Rådhuspladsen og bussernes gule farver.

Herr Monsieur trådte ud af Netto med sit franskbrød under kappen og hatten kækt på skrå. Et skrig nåede hans ører, og han kiggede op. Bygningen på hjørnet i lyskrydset stod i brand, øverst oppe lige under taget. Skriget kom fra en mand deroppe, som viftede med armene mens han skreg om hjælp.

"Mon Dieu!" Herr Monsieur drejede resolut hovedet og pegede på en ung kvinde.
"Vogt dette brød som var det deres eget liv det gjaldt. Jeg vender tilbage".
Kvinden tog imod papirposen med franskbrød. Hendes øjne var opspilede.
"Ja?"
"Naturligvis for Deres selskabs skyld, men også lidt for brødets skyld, det indrømmer jeg".

Han stavrede afsted mellem bilerne, ud blandt folk der stimlede sammen på fortovet, videre ud i krydset hvor langsomt kørende biler måtte foretage katastrofale opbremsninger, der medførte sælsomme maskinelle knusende lyde af forlygter og bagskærme der sammenkrølledes. Herr Monsieur standsede et øjeblik og kiggede strengt på en af bilisterne. Manden havde rullet sidevinduet ned og stukket hovedet ud for at råbe noget efter fodgængeren, der var gået direkte ud på kørebanen.
"De tier stille! De vil nødigt fortryde, hvad de ikke allerede har sagt, og det kan ikke trækkes tilbage. Ti stille og se Dem hellere for, hvordan De kører!"

Folk bøjede nakken tilbage for at se flammerne, der brølede ud af vinduerne højt deroppe. En mand stod på en lillebitte altan med en bylt i favnen. Man fornemmede han stod med noget, der var vigtigere end hans eget liv. Bilerne fortsatte med at køre ind i hinanden, og folk stod nu tæt samlet på kørebanen og fortovet. Langt borte hørtes svagt sirener fra brandbiler. Kaos.

Kun en mand stod helt roligt. Der var en sikkerhed i hans væsen, så folk trak sig en meter væk fra ham. Han tog kappen af skuldrene og svang den rundt i en cirkel, så han fik yderligere plads.
"Træd venligst tilbage. Og sådan! Jatak! Lidt længere tilbage!"

Manden deroppe skreg. Flammerne slikkede ham i nakken. Så kastede han barnet ud i det fri rum, imens han udstødte et langtrukkent skrig der fulgte barnets graciøse fald ned mod asfalten. Det var et mægtigt flot kast. Herr Monsieur beundrede kurven som barnet fulgte. Folket skreg! Publikum hvinede af rædsel!
"Parfaitement!", sagde Herr Monsiuer.

Stadigvæk iført den høje velourhat sprang Herr Monsieur i vejret, greb barnet med strakte arme - i et mægtigt slag blev han drejet rundt om sin egen akse og lod sig falde fuldstændigt afslappet ned på ryggen, hvor luften blev hamret ud af hans lunger.
Herr Monsieur åbnede øjnene. Han kunne mærke barnet på sin brystkasse og han holdt det helt fast.
"Du er i sikkerhed min ven", sagde han opfyldt med tilfredshed i hjertet. Dernæst besvimede han. Elegant.

Kvinden besøgte ham på hospitalet.
"Jeg har taget noget smør og noget ost med", sagde hun og lagde franskbrødet på hans dyne.
Herr Monsieur smilede i hele ansigtet.
"Åh nu er Monsieur fornøjet. De har passet godt på mit brød, ser jeg. Sæt Dem et øjeblik, jeg kan måske formå personalet til at bringe os en kop kaffe, hvis bare vi spørger pænt".
Kvinden lo.
Herr Monsieur klappede franskbrødet kærligt i sin favn. Hans grå øjne var blanke da han drejede ansigtet. Deres blikke mødtes som to mennesker der er forelskede, men som ikke selv har opdaget det endnu.
"Jeg vidste med sikkerhed at jeg ville se dig igen", sagde han ømt.
"Den er god med dig", sagde hun og smilede i hele ansigtet. Så lo hun højt, og han elskede hende for det.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland