Farvel min elskede


Forfatter Ambjørn Happy
En dag sagde min elskede: "Nu flytter jeg. Vil du hjælpe?"
I det øjeblik revnede mit univers, som en kaffekop der rammer vandhanen når jeg vasker op. Kun en lille sprække, men nok til at koppens dage er talte.
Jeg nikkede.
Døden havde sat sin klo i ryggen på mig.

Nogle dage senere var hendes ting forsvundet. Jeg havde fundet en bolig til hende. Hjulpet med at flytte. Holdt om hende. Lyttet til hende når hun var bange. Trøstet hende.
Sådan er det at være mand. Måske. Jeg lagde mig på en beskidt madras på gulvet i soveværelset. Skar tænder om natten. Drak et tons vin.
Efter et par uger var jeg allerede blevet til den kop med skår som du stiller bagest i skabet. Den du kun tager frem, hvis alle de andre er beskidte.

Kan du huske dengang I var lykkelige? Den sommer I overnattede på stranden og en ræv satte sig ved jeres bål uden at være bange for jer? I elskede på stranden, og det var solskin og kun jer to og larmen fra havet. Jeres hjerter var åbne. I gik med hinanden i hånden gennem byen, sludrende om kærlighed og tanker. Og det var længe siden I havde set hinanden, og I løb hinanden i møde på togstationens perron. Nogle gange lå I helt tæt, når I faldt i søvn.

Efter nogen tid blev jeg forelsket. Det gjorde hun også.
"Og han har ingen børn!", jublede hun i telefonen. "Han skal have børn! Det er helt perfekt".
Glem det med koppen.
Jeg er ikke en kop der er revnet.
Jeg er en mand der ikke kan få flere børn.
Det er ikke en kop med skår.
Det er stumperne du fejer op, efter koppen faldt på gulvet.

Men så gik det ikke med hendes ny kæreste. Pludselig ringede hun ofte, og snakkede.
"Jeg er begyndt med tantra! Det er så dejligt at udforske seksualiteten, og ikke tænke på parforhold og børn. Bare sex! Og mændene er vilde med mig. Der er så mange der vil dyrke tantra med mig!"
Hun fnes.
"Ikke sådan noget som jeg havde med dig. Det var bare det dårligste sex jeg har haft i mit liv!"
Hun grinte lykkeligt.
"Sex, det har du aldrig kunnet finde ud af, Ambjørn!"

Det blev jul og nytår. Pigen jeg er forelsket i, gad mig ikke. Vinter med regnvejr og lavthængende skyer. Min madras lugtede af sved. Heldigvis havde jeg ingen venner, der kunne blive stødt over mit forfald.

Da foråret endelig ankom var det i en nøgen kvindes skikkelse.
"Jeg gider dig ikke, men jeg synes du er sød, og du har en dejlig krop", sagde hun glad.
Da græd jeg. Men hun var allerede gået videre.

I dag er det regnvejr. Bussen er fyldt med mennesker som ikke kan skjule, at de har lagt mærke til mit ansigt. Jeg kan mærke tårerne på min kind. Det er nemlig første bud i min religions hellige bog:
Luk ikke munden på dine tårer. De har brug for at male en historie i dit ansigt. Der er okay at have følelser.

Bussen standser. Jeg træder ud i regnen.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland