Skal det være 1. klasse?


Forleden startede jeg i et nyt job. Købte en skjorte til 49,95. Et slips fra Kirkens korshær til 10 kr. Fandt den lange frakke frem fra skabet. Den gamle direktørfrakke med silkefor fra UFF i Turku. Pris 7,5 Euro. Pudsede skoene. De kostede 4 Euro sidste sommer. Med andre ord: Godt 100 kr.

Klæder skaber folk, siger man. Det er noget sludder. Jeg er stadigvæk den samme, uanset mit tøj. Jeg mener jo at min personlighed ligger et sted inde under huden. Derfor bliver jeg nemt irriteret, når folk behandler mig respektfuldt, bare fordi mit tøj ligner en million. I deres øjne.
"Skal det være DSB 1' eller standard?", spurgte damen hos DSB, da jeg om morgenen mødte frem for at købe et månedskort mellem Holbæk og København. Pludselig kom det hele tilbage til mig. Det er så mange år jeg har klædt mig i laser og pjalter, så jeg havde glemt hvordan det er at blive behandlet med respekt. Dengang gik jeg også med slips. Og blev opfordret til at køre på første klasse. Det irriterer mig!

Menneskets værdi hænger ikke sammen med vores tøj. Men du kan tro der er mange kvinder der kigger mig i øjnene og gør sig til, når de ser min lange frakke. Og slipset. Og mænd der skuler, som om de vil give mig kniven. Lige så snart jeg er færdig med dagens arbejde, og sidder i toget på vej hjem, tager jeg det af. Det slips. Jeg vil ikke købes for mit udseende. Heller ikke angribes. Mit hjerte og mine handlinger, dem vil jeg tages for - eller forkastes på grund af. Ikke mit tøj. Er jeg mærkelig?

Sidste uge - før slipsets indførelse - var jeg i metroen. Pludselig kommer der 2 kvinder gennem vognen. Nogle af de der kontrollanter, som metroen påstår er "service-stewarder". Ha! Jeg kan mærke på deres energi, da de passerer mig, at de er på vej til at gøre ondt på en medpassager. Sådan noget kan jeg fornemme uafbrudt. Så jeg følger efter, for at passe på staklen. De standser ved nogle sæder, hvor en fyr på 32 år sidder og hænger. Hans ansigtsudtryk er forstenet. Kasketten er gledet halvt af hans hoved. Hans tøj er af den billige slags. Ingen antydning af slips.

"Hej! Du må ikke sidde her og sove! Kom op med dig", siger den ene kvinde. Hun hiver ham lidt i trøjen, men han reagerer ikke. Så tager hun og kollegaen blå plastichandsker på, og hiver mere i fyren. Folk holder sig diskret tilbage og lader som ingenting. Mit hjerte slår mere hastigt. De to kvinder skal have lov til at udføre deres såkaldte "service", men samtidig vil jeg passe på fyren. De virker hårde og hensynsløse. Snakker ikke med ham. Småråber. Hiver i hans trøje.

Pludselig går det hurtigt. Gud må tilgive min sendrægtighed. Vi kommer ind på Nørreport station. Den mest aggressive kvinde har væltet manden ned på gulvet, og ind træder en høj fyr. Også service-steward. Min bare røv! Han griber fat i en arm og slæber fyren ud som om han er en død ko. Jeg stiger ud sammen med dem. Sætter min taske fra mig og knæler ned ved fyren.
"Lad ham være! Vi skal nok tage os af ham!", siger den hysteriske kælling. Jeg er slet ikke i tvivl om, at metroens service-team vil tage sig af ham. Og det vil ikke være sundt for ham. Jeg føler på hans puls i halsen. Den er svag.
"Der er liv i ham! Bare lad ham være!"
Metroens service-team står rundt om den stenede fyr med en god afstand. Min tilstedeværelse er ikke ønsket, og de kan rende mig noget så grusomt. Jeg lægger den ene hånd på hans brystkasse, og den anden på toppen af hans hoved. Bringer hans bevidsthed nærmere virkeligheden. Så begynder jeg at snakke med ham.
"Har du taget noget?"
Han ryster på sit hoved. Nægter at åbne øjnene. Han har det rigtig dårligt.
"Ingen piller?"
"Stoffer?"
"Nej, ingen stoffer! Jeg har fået noget at drikke", siger han. Hans aura er vågnet. En muslimsk mand, der er ansat til at samle aviser sammen, vil hjælpe fyren op at stå. Uden plastichandsker griber han fat under fyrens arme. Jeg hjælper til. Vi får ham over til en skraldespand, hvor han sætter sig på toppen. Sunder sig. Hans øjne er åbne igen. Tilbage i virkeligheden.

"Undskyld, er det din taske", spørger en metro-kvinde. Jeg tager imod den og går. Rasende. Nogen burde lære metroens servicefolk førstehjælp. Folk der er diffuse og nærmest bevidstløse er måske drukkenbolte. Eller syge. Uanset hvad, så fortjener de omsorg og venlighed. Ingen fortjener at blive slæbt ud af toget, som en slagtet ko der skal kasseres.

I morgen tager jeg igen slipset frem. Og ligner en million. Gør det mig til et menneske, som bør behandles med respekt og venlighed? Er vi ikke alle sammen værdifulde, vidunderlige mennesker, uanset vores tøjvalg? Det er vel hjertet i vores brystkasse, som gør os til mennesker? Gamle og fattige, syge og mærkelige, alle fortjener respekt og medfølelse.
Medfølelse gør os til mennesker. Klæderne er bare indpakning. Det er hjertets vej der adskiller os fra dyrene.
Ikke?

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland