Mit liv vejer 41,5 kilo


Jeg begyndte at ryste af kulde. Sygdom har sådan nogle kolde fingre, ikke sandt? Når sygdommen sætter sine kølige fingerspidser på min ryg eller på maveskindet, så gyser jeg. Jeg hader at være syg.
En time senere lå jeg under min dyne, både varm og kold. Sveden løb ud på min hud, ned langs siderne af min krop og tog til slut hovedspring ud på sengetøjet. Dynen, hovedpuden og lagnet blev vådt og klamt, mens aftenen sænkede sig udenfor mit vindue.

Næste dag var jeg elendigt til mode. Min hoved gjorde ondt, mine muskler rev sig krampagtigt, sveden væltede af mig, og jeg kunne ikke synke. Og træt var jeg. Ude på badeværelset kunne jeg se, at der var røde knopper på huden nederst på brystkassen i min højre side. Det var et sikkert tegn på, at også min lever var ramt af sygdommen. Det gjorde mig urolig.

For at være ærlig, gennem mange år har jeg misbrugt min lever. Først og fremmest med kaffe. Det er fordi jeg har været så træt, ikke fordi jeg egentlig har hadet min lever. Jeg har bare haft den vane, at når jeg var træt, så drak jeg en stærk kop kaffe som kvikkede mig op. 3-4 liter kaffe om dagen.

"Jeg gider ikke se på det dér, og det rager ikke mig", sagde Jeanne til mig i foråret. "Du plager din lever så hårdt, at den skyder sukker ud i blodet. Hver gang du hælder en kop kaffe i din lever, så giver den dig et kick. Men du ødelægger dit helbred! Læg dine vaner om, Ambjørn. Ellers bliver du syg!" Jeanne kiggede mig vredt i øjnene. "Og jeg siger det kun en gang", tilføjede hun.

Jeg huskede Jeannes vrede øjne, da jeg tidligere på året daskede rundt i den finske sommervarme med en isvaffel i hånden. Det var på tide at passe bedre på min lever. Derfor købte jeg ølgærs flager hos helsekostforretningen. Ølgær indeholder mange gode B-vitaminer, blandt andet den livsvigtig B1 som kaffe, rygning og stress udrydder. Effekten var imponerende. Efter 2 dage havde min krop kræfter til at skifte huden på mine fingre og under mine fødder. Efter 7 dage forsvandt betændelsen i mit spiserør, en betændelse som har fået mig til at sige klikkende lyde når jeg trak vejret de seneste 7-8 år. Og så fik jeg energi! Masser af energi! Jeg kunne ikke sove om natten, fordi mit hoved begyndte at fungere 2-3 gange bedre. Det væltede frem i mig med gode idéer.

5 uger senere kom så disse underlige, kolde fingre mod min ryg og mave. Sygdommen. Jeg sov 20 timer i døgnet. Når jeg var vågen vraltede jeg ned til RuokaVarasto og købte frugt. Ved ikke hvorfor. Jeg har aldrig kunnet døje frugt i større mængder. Nu fandt jeg mig selv ædende den ene pære efter den anden - højt smaskende og med den søde saft løbende ned ad mine fingre - sammen med aflange skiver af sukkersaftige æbler, kvarte suresøde appelsiner og bløde bananer skåret i små stykker. Kaffe nej tak, men masser af Kamille-the - som jeg også altid har afskyet. Ingen cigaretter, fordi bare tanken gjorde mig svimmel og utilpas. Alt i alt har jeg aldrig levet så sundt, som i de dage jeg var syg.

Da jeg havde været syg en uge, tog jeg ud i Turku for at finde en læge. Efter mange sproglige misforståelser, havnede jeg på en skadestue. De effektive finner undersøgte mit blod. Det var Epstein-Barr virus, og det havde skadet min lever hvor cellerne døde i gigantiske sværme, sådan som bladene blæser af træerne om efteråret. De kunne ikke tilbyde mig nogen behandling, men ville følge sygdommen med nye blodprøver efter nogle dage. Jeg måtte gå hjem.
"Hvis du får kvalme og diarré og har ondt i maven, så skal du komme til os med det samme!"
Jeg vidste godt hvad de snakkede om. Leversvigt. Døden.

Det er underligt at have en sygdom, som ingen læge i verden kan helbrede. Ingen medicin. Ingen operation. Ingen behandling. Kun min egen stakkels krop var i stand til at udrydde det virus, som havde stukket min lever i brand. Nogle dage kunne jeg ikke sove om natten. Min hals hævede og hævede, og jeg frygtede at jeg ville blive kvalt i min søvn. Andre dage tænkte jeg roligt, at hvis jeg skulle dø, så var det hele besværet værd. Jeg har haft et godt liv. Og så åd jeg saftige pærer, sukkersøde æbler og brunplettede bananer i kilovis. Cirka 20 dage sov jeg døgnet rundt. Så var den overstået, sygdommen.

Straks jeg var rask, besluttede jeg mig for at blive fremmedarbejder i et rigt land, hvor jeg kan udnytte mine evner. Mine store børn har brug for en masse penge. Det har de altid haft brug for, men det er først nu jeg forstår det. Penge har nemlig aldrig interesseret mig førhen. Jeg har nydt at være fattig, og har gået ud fra, at mine børn havde det på samme måde. Ja, jeg tog fejl. De unge mennesker har brug for mange penge til uddannelse, musikinstrumenter og udlandsrejser. Da jeg selv var ung, var det nok med en æske Medova-the, nybagt hvedebrød med leverpostej, samt en pibe tobak. Avalon på pladespilleren. En god bog mellem hænderne.

Så jeg droppede min lejlighed, pakkede mine 2 kufferter med alt hvad jeg ejer, og tog bussen ud til lufthavnen. Flyselskabet accepterer 20 kilo, men mit liv vejer 41,5 kilo. Så jeg tog pungen frem for at betale for overvægten.
"Vil du sidde ved vinduet, eller ved gangen", spurgte kvinden i check-in på finsk. Jeg svarede på finsk, at jeg foretrak en vinduesplads. Hun gav mig et boarding-kort og ønskede mig god rejse. Penge ville hun ikke have. Blue1.com - de er altså rare.

I dagens sidste solstråler bragede jetflyet op i himlen, jeg kunne kigge ned på mit finske hjemland. De mange øer. Vandet. Min elskede by, Turku. Og dernede i centrum mine elskede børn, svigersønnen, ekskonen. Disse bankende hjerter som jeg elsker. Jeg kunne mærke tårerne trille ned ad mine kinder, mit hjerte græd af sorg. Jeg trak vejret dybt. Sukkede. Vi skal acceptere livet, ellers slår det os ihjel før tid, så jeg tænkte: "Det er okay, at livet er levende. Uforudsigeligt".

En god time senere satte flyet sine tunge gummihjul på landingsbanen i København. Det er her jeg skal arbejde. Tjene penge og blive rig. Og når jeg er blevet mægtig rig, og har betalt al min gæld, og mine børn føler sig mætte, og min bank udvider kælderen med en ekstra boks, så vil jeg sætte mig ned. For at fejre min rigdom vil jeg drikke en kop Medova-the, spise hvedebrød med billig leverpostej, læse "Syvsoverskens dorske davre" mens Avalon klagende trækker sine musikalske harmonier rundt om min krop.

Måske jeg endda vil begynde at ryge pibe igen.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland