Marianna råbte med knytnæverne rettet mod månen


Forfatter Ambjørn Happy
Forleden mødte jeg en psykotisk kvinde. Hun var sluppet ud fra sit barndomshjem med en rift i hånden, fordi hun smadrede vinduet for at få sin pension udleveret.
"Min mor ville ikke give mig pengene! Men det er mine penge! Min pension! Så fik jeg dem".
Jeg nikkede.
Sugede lidt røg ned i lungerne. Underlig vane hvis ikke det var fordi, at rygning faktisk giver meget mening i livet. Jeg er jo ikke alene. Vi er mange der gør et eller andet, når brystkassen fyldes op med følelser så vi næsten ikke kan trække vejret. Så griber folk efter vandflasken. Tænder for tv. Trykker speederen i bund, ræser rundt om bussen og indenom lastbilen. Sådan er det at være menneske. Vi spiser og drikker, strikker og laver kurveflet. En mand uden laster vil tage dit liv, dine penge eller din forstand. Alle vi andre har en last. Det har du også.

Marianna var psykotisk. Jeg var trådt op fra kælderen hvor jeg lærer kærester og ægtepar at give hinanden tantra-massage, for at ryge en cigaret, for at finde jordforbindelse på fortovet i indre København. Hun gik frem og tilbage på det modsatte fortov. Som skuespiller på livets scene. Frem og tilbage, fremsigende replikker højt op i oktober-himlen. Det meste gav ingen mening for mig.

Ser du en ryger, du må ryste på hovedet. Eller ham der sidder på bænken og drikker øl fra Brugsen. Der er mange flere måder at klare det på. Er mand sej nok, kan mand sende sine hunde til angreb på et eller andet land, eller bare tilfældige folk på gaden. En kvinde kan bagtale ondt og smertefuldt så kollegaen går i knæ og må gå hjem, sygemeldt med stress.

Hvorfor er der så mange kager hos bageren? Så mange kjoler. Støvler. Blankpolerede biler. Jo, når det er for meget, så køber vi en bil, eller smadrer den vi har. Flår kjolen fra hinanden, eller køber nyt undertøj. Råber lidt. Boller med en tilfældig i byens nattemørke. Drikker. Bander.

Mariannas råberi gav ingen mening. For mig. Så jeg gik over til hende og stod og røg, mens hun bandede med knytnæverne rettet mod månens uskyldige ansigt.
"Hej".
"Hejsan".
Hun standsede. Lod begge fødder mærke fliserne under fodsålerne. Trak en cigaret frem. Lagde hovedet på skrå og bad om lidt ild. Folk blev ved med at gå forbi os. Bag Mariannes ryg faldt deres øjne frem på kinderne og undrede sig. De kunne ikke forstå hende. Hvad skal man så gøre? Spærre folk inde. Der er mange mennesker jeg ikke forstår. De kan spærres inde, for min skyld. Men fair ville det ikke være.

"Jeg vil ikke hentes af polisen!"
"Det kan jeg godt forstå".
"De er så... jeg kan ikke klare det! Jeg vil bare have fred".
Jeg nikkede.
"Det er bare det, nogen gange så bliver der sådan et tryk herinde! Og så må jeg bare tale højt! Jeg må tale højt, ellers er der lissom ikke plads til mig herinde!"
Marianne tog sig til brystkassen.
"Det forstår jeg godt Marianna!"

"Du Marianna, det er ikke sædvanligt at se mennesker gå på gaden og snakke højt. Du ved. Ville bare tjekke, hvordan du har det. Er du okay?"
Marianna kiggede ind i min sjæls dybe, fløjsbløde mørke. Så nikkede hun.
"Ja, jag är okej!"
"Godt!"
Vi smilede varmt til hinanden, og vi vidste begge at hun løj. Nogle gange må vi lyve for at holde ud. Det er først når man kommer indenfor man opdager, hvor koldt det egentlig var. Først indendøre, i ly for nattefrosten, får vi varmen og begynder at græde. Indtil da må vi lyve, og holde ud. Med en cigaret i munden, eller en flaske økologisk kildevand i lommen. Det er lige meget. Bare et eller andet som opmuntring på traveturen gennem Københavns gader, livets skov.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland