Lammekølle og ovnstegte grøntsager


Forfatter Ambjørn Happy
Græsset havde skåret hendes fødder. Hun bemærkede en sviende smerte, særligt i det sarte kød i føddernes svang. Men så nåede hun den sidste klit og standsede op på kanten. Langt under hende lå sandstranden, som havet dovent rullede ind mod. Og derude stod solen i sin eftermiddags flimrende stråleglans. Et øjeblik lukkede hun øjnene for bedre at sanse stranden. I det øjeblik blev alt tomt inde i hende. Erindringer om rædsel og sorg blev grebet af havvinden og ført langt ind i landet bag hende. Livets ensomhed smeltede ved solens berøring af ansigtet. Så løb hun ned ad sandskråningen; den var så stejl at hun var ved at falde. Da hun var nået næsten ned, gav hun efter og rullede de sidste meter.

Han kunne nå at løbe en god halv time inden måltidet var færdigt, og Sanne ville komme hjem. Hastigt lukkede han sportsskoene, trak op i sine shorts, kløede sig i skridtet, og greb nøglerne. Da han havde låst sommerhuset, gemte han nøglerne under potteplanten. Deres sommerhus lå i yderste klitrække, så på et øjeblik var han i fuldt firspring nedad sandskrænten. De sidste par meter hoppede han et par gange, og stemte sandet under sine fødder i nedslaget for at bremse farten ned. Det var allerede halvkoldt, og længere nede ad stranden var turisterne ved at vende bilerne, pakke læsejl og luftmadrasser i bagagerummene. Nogle enkelte balancerede på det ene ben med et håndklæde om livet, og den anden fod ivrigt fægtende med noget undertøj. Andre smed ugenert badetøjet, tørrede sig grundigt, og iklædte sig sommertøjet til køreturen hjem. Det vakte altid modvilje i ham, når strandgæster demonstrativt tørrede sig i skridtet. Særligt slemt var synet af ældre mænd, hvis kønsorganer svulmede når de gned sig med håndklædet. Som om de instinktivt ville benytte sig af dagens sidste chance for at vise sig frem for niecen, og den unge kvinde ved nabobilen, mente han.
Hvis det stod til ham, var der forbud mod nøgne mennesker på stranden. Nøgenhed er noget privat, syntes han. Sanne havde da også altid en bikini på, når de badede. Den var ikke stor, og G-strengen var ganske smal, men hun var påklædt. Det var hun. Han elskede at svømme. For en sikkerheds skyld var det altid langs med stranden. Undervejs skævede han til de kvinder, der sprang i bølgerne splitternøgne. Det ophidsede ham, og én gang havde han forsøgt at onanere under vandet, men måtte opgive, da han slugte vand og saltet brændte i hans øjne. Sidenhen lod han blikket glide uinteresseret henover nudisterne, og lod sig ikke mærke med noget. Men når de kom hjem til sommerhuset, og drak kølig hvidvin i de gode træmøbler på terrassen, kommenterede de ofte strandens nøgne badegæster.
"Nej, hvor var hun tyk! Så du hende med hængepatterne og de fede lår? Var hun bare ikke for meget?" Sanne lo og nippede til glasset.
"Folk har ingen skam i livet længere. De tror de skal være "åh-så-frie". Men jeg siger stadigvæk, hvilken frihed er der ved at rende rundt med halvstiv pik? Det kan enhver hund finde ud af", svarede han, og kløede sig i skridtet gennem det store badehåndklædes nubrede stof.
"Skal jeg hjælpe dig?" Sanne lagde drillende hovedet på skrå. Så fugtede hun læberne og kiggede interesseret på det sted, hvor han havde kløet sig.
En gang, da det var blevet halvmørkt og sent på aftenen, havde de elsket på terrassen. Naboerne havde vist ikke lagt mærke til noget. Sommetider lod de også være med at trække gardinerne for, når de elskede inde i sommerhuset med lyset tændt.

Hun mærkede sandskornene mod sine læber, dernæst mærkede hun hele den tunge krops kontakt med det varme sand. Hun forestillede sig, at hun lå på moder jords varme mave. En følelse af tryghed strakte sig inde i hende, og hun havde mest lyst til at falde i søvn. Nogle minutter blev hun liggende, helt ubevægelig. Hun ville gennemføre sit forehavende, men døden venter såmænd nok 10 minutter, tænkte hun. Efter nogen tid hørte hun løbende skridt, der nærmede sig. Ved foden af sandskrænten lå hun ikke i vejen, så de kunne løbe udenom. De kom nærmere, så blev de forsigtige og bevægede sig i små ubeslutsomme ryk, som om personen betragtede hende med uro eller forvirring.
"Er du okay?" Fødderne var standset ved siden af hende.
"Hallo? Øhh, er du okay? Er der noget galt?"
Der var engang, noget havde været galt, men nu havde hun glemt det meste. Hun mærkede vinden lege med det tynde kjolestof, det kildrede på bagsiden af det ene lår. Der var også nogle måger der skreg, hæst og kaldende. I et pludseligt glimt huskede hun, at sådan havde også hun kaldt engang. På den yderste havnemole, mens stormen hylede og bølgerne klaskede hårdt ind mod molens kampesten og betonsider. Da havde hun råbt ud over det mørke hav. Ordene var blevet revet ud af hendes mund og kastet vildt omkring. Snart hørte man begyndelsen, og snart slutningen af hendes sætninger. Nogle gange et ord fra midten. Uforståeligt, klagende og skrigende som de mågeskrig, hun hørte nu.
"Er du okay". Stemmen rørte ved hendes skulder, og ruskede den usikkert.
"Ja". Ordet lød som en hvisken. "Ja, jeg er okay", sagde hun lidt højere.
Hun kunne mærke stemmen var i vildrede. Hendes krop trak sig sammen, og den blev hård. Det magiske øjeblik, fyldt med velvære og et roligt hjerte, det var forsvundet. Hun var nu igen en ung kvinde med en forknyt tanke, der gjorde hendes kød hårdt og ubarmhjertigt.
"Nå men så..." Stemmen undrede sig. Hun vidste han ville gå og lade hende være i fred. Han var ikke helte-typen, det mærkede hun på hans klodsede hånd. Mænd har sådan nogle firkantede og hårde hænder, når de ikke ved, hvad de skal gøre. Som om tvivlen forvandler de bløde håndflader til plader af knogler og sener.
"Men øhh.... Er du sikker på, du har det godt?" Hun mærkede et smil i sine læber og kinder. Det var længe siden nogen havde fået hende til at le. Ville det være guds sidste hævn over hende, at hun skulle dø med en latter og funklende øjne? Nej. Hun tog sig sammen, og ansigtet blev hårdt.
"Jeg er bare træt. Jeg er okay", sagde hun ned i sandet. Et øjeblik strejfedes hendes øjne af sorg. Skulle hendes død også være en løgn? Og hvad troede den nar i grunden? Selvfølgelig var hun ikke okay, men han skulle blande sig udenom. Ingen havde nogensinde vist hende venlighed eller omsorg. Skulle de så begynde på det nu? For at gnide lidt salt i såret.
"Nå men... hej så". Hun svarede ikke. Så forsvandt stemmen på et øjeblik. Hun kunne følge lyden af hans sko i sandet, mens de fjernede sig. Roligt og rytmisk. Så rullede hun rundt, og satte sig op med knæene samlede foran brystet, og armene rundt om dem. Hun stirrede ud over havet. Det var en smuk eftermiddag. Ikke nogen ringe afslutning.

Hun havde sat sig op i sandet, da han løb videre. Så var hun vel okay? Han var blevet urolig, fordi hun lå som en bunke klude og lemmer, nogen havde kastet fra sig ud over klinten. Han løb forbi en tysk familie, og registrerede at ingen af dem var iklædt badetøj. De legede tagfat, forældrene og deres børn. Hun var vel okay, når hun sagde det? Han skævede tilbage. Nå, hun var ved at tage tøjet af, så ville hun nok bade. Han tænkte på om Sanne ville glæde sig over lammekøllen, som han havde tøet op. Han havde stukket hvidsløgsfed i kødet, smurt den ind i olie og krydderier, og havde sat den i ovnen med stolthed. Hun plejede at være glad for lam, serveret med ovnstegte grøntsager og et glas tørt hvidvin. Men han var også lidt urolig, fordi hendes stemme havde lydt afmålt og følelsesløs i telefonen, dagen forinden.
"Vi har travlt. Der er problemer med importtilladelsen til Egypten. Jeg ringer ikke i aften, for jeg går lige på hovedet i seng. Men vi ses i morgen. Klokken 18?" Hun havde været stresset, kunne han mærke. Lignede hende ikke, fordi hun plejde at tage arbejdet i stiv arm. Hvis hun var træt af noget på jobbet, brokkede hun sig højlydt og bandede slagfærdigt. Intet kunne kue Sanne. Han kastede et blik på uret, og besluttede sig for at løbe den anden vej.

Han kunne se hendes tøjbunke. Da han kom nærmere kunne han skelne klædestykkerne fra hinanden. Hun havde vist taget det hele af. En af de store måger dykkede ned over hovedet på ham og skreg højt. Han brød sig ikke om havmågerne. Standsede et øjeblik og kiggede ud over havet. Bølgerne var ikke ret høje, hvilket gjorde det mere sikkert at bade. Han kunne ikke få øje på hende. Når der var høje bølger, samledes store mængder vand i forstranden, hvor det blev stemt op bagved sandrevlerne. Gik der hul på en revle, strømmede det opspændte vand flere hundrede meter ud i havet og rev gerne en tysker på luftmadras med sig. Nogle gange var det en tilfældig svømmer, der blev trukket til havs. Luftmadrassen kunne vente på helikopteren, men svømmeren havde ingen hjælp til at holde sig flydende. Hvis han kæmpede imod strømmen og forsøgte at svømme indad, risikerede han at gå i krampe og drukne. Strømmen kunne ikke have taget hende, det var havet alt for roligt til, denne eftermiddag. Han skævede igen til tøjet og mærkede en uro vokse i sig. Der var ingen mennesker i nærheden, så hun måtte være gået ud for at bade. Hvor skulle hun ellers være? Han spejdede efter et hovede, der langsomt bevægede sig gennem vandet. Hun var der ikke. Så kiggede han på armbåndsuret, lammekøllen var snart færdig. Han bed sig i overlæben og rynkede panden. Løb et par meter ned til strandkanten og så uroligt ud over havet. Måske hun havde fået et ildebefindende, eller var kommet for langt ud og kunne ikke svømme? Hun måtte være derude? Måske ikke? Han trak opgivende på skuldrene, og vendte sig for at løbe hjem. Pludselig så han hendes ryg i vandoverfladen, ude mellem første og anden revle. Han rev skoene af sig, smed sommertrøjen og løb ud i vandet med højt hævede ben. Han kom langt ud, før han var nødt til at smide sig og svømme det sidste stykke. Hun var livløs. Han drejede hende om på ryggen og svømmede ind mod stranden med et solidt greb om hendes hovede. Hans hjerte dundrede, og det hylede i hans ører. Han slugte vand og hostede, mens han febrilsk trak hende ind. Da vandet blev lavt, tog han hende op i armene og løb.

"Hvem er hun!" Sanne stirrede på kvinden i deres lædersofa.
"Hej Skat. Hun er... Ja altså, kom lige med ud i køkkenet". Han trak i hendes spændte krop.
"Hun har jo ikke noget tøj på!"
"Kom lige med et øjeblik". I køkkenet fortalte han hende lavmælt, hvad der var sket. Pigen havde været ved at drukne, og hun havde fået et chok, åbenbart. Hun virkede som om hun var helt i orden. Men han kunne ikke få hende til at sige noget.
"Og hvad laver hun så her?" Sanne åbnede et skab, så nogle glas klirrede.
"Jeg har dækket bord. Det er lidt svært at forklare, men jeg reddede jo hendes liv, og nu kan jeg jo ikke bare bede hende om at gå sin vej. Jeg mener, hun skulle jo nødigt gøre det igen", hviskede han.
"Gøre hvad?" Sanne kiggede rundt i køkkenet, som om hun ledte efter noget.
"Ja altså, bringe sig selv i problemer".
Sanne rystede på hovedet, som om han havde sagt noget vanvittigt.
"Jonathan. Hvad hun gør, og hvad hun ikke gør, det rager ikke dig og mig. Vi kan ikke leve hendes liv. Jeg havde faktisk glædet mig til, at du og jeg skulle leve vores liv. En stille, hyggelig aften, bare dig og mig. Jeg er træt, og det har været en hård uge, hvad havde du tænkt dig?"
"Tænkt...."
"Nej, du har ikke tænkt! Jeg vil bare vide, hvad laver hun i mit sommerhus! I min lædersofa! Og uden tøj på kroppen! Kan du ikke se det virker lidt mærkværdigt?"
Jonathan rynkede panden. Så greb han fadet med lammekølle, og vendte sig om.
"Nu skal vi i hvert fald spise", meddelte han.

Det blev et tyst og nervepirrende måltid. Sanne svarede ham med enstavelsesord, og stirrede uforskammet på den unge pige. Jo, det var gået godtnok på arbejdet. Jo, kødet smagte godt. Jo, det var en god hvidvin. Han mærkede skuffelsen over, at hun ikke værdsatte hans mad mere. Men der var også noget dybere, der skuffede ham. Hun virkede som om hun var irriteret over, at han havde reddet en fremmed kvindes liv, og at hun nu sad her, i deres sommerhus, ved deres spisebord.
"Skal du ikke have noget tøj på, det bliver snart køligt", foreslog Sanne og slog et lille smask med læberne. Hun satte det høje vinglas fra sig, og så sigende på pigen.
"Hun vil ikke have tøj på".
"Mon ikke hun kan svare selv?"
Pigen løftede blikket og kiggede på Sanne. Rolige øjne. Hendes ansigt var afslappet, det havde harmoniske former, fint tegnede læber og en køn næse, bløde kinder og en klar pande. Hun havde skulderlangt lyst hår fyldt med bløde slangekrøller. Tavse øjne. Så rettede hun igen opmærksomheden mod sin mad, stak gaflen i et stykke mørt gulerod, skubbede noget porre op på gaflen med sin kniv, og puttede det i munden som om der var noget særligt velsmagende ved hans mad.
"Måske er hun stum", foreslog han. "Hun har i øvrigt brændt sit tøj i pejsen, så nu har hun slet ikke noget".
Sanne drejede hovedet med et ryk. Hun havde ikke lagt mærke til, at der var flammer bagved glaslågerne i pejsen.
"Brændt sit tøj", sagde hun og smagte på ordene. Så greb hun vinglasset. "Nåmen, det forklarer jo alting. Selvfølgelig, hun har brændt sit tøj! Nu forstår jeg det hele!"

Da de havde spist, blev pigen hurtigt efter meget træt. Hun lagde sig på sofaen og lukkede øjnene. Jonathan tog et tæppe, som han lagde over hende. Et øjeblik sad han på hug og betragtede pigens rolige ansigt. Hun var ved at falde i søvn, kunne han høre på hendes åndedræt. Der var stille i sommerhuset. Hun trak vejret som et barn, syntes han. Et trygt barn. Så rejste han sig, og ville gå, da han pludselig hørte hendes stemme, hviskende i tusmørket.
"Jeg så gud i dag", sagde hun for sig selv, og sukkede tilfreds.

Sun in Heart


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland