Klap kamphunden!


Jeg er ond. På den måde falder jeg en anelse ved siden af tidens trend. At være ond, det er ikke et plus-ord. Diktatoren er ond. Kirkens præster der voldtager børn, de er onde. Multinationale firmaer der ødelægger naturen, de er også onde. Det er altid de andre, som er onde.
Sådan er det ikke i mit hus. Her er det mig, der er ond. Det vil jeg godt stå ved.

Førhen var jeg god. Ja, faktisk har jeg været god hele mit liv. Hjulpet folk. Givet dem alt hvad jeg havde.
"Du er så rar, Ambjørn. Du er et godt menneske", sagde folk med tårer i øjnene. Det ændrede sig i sidste uge. Da opdagede jeg nemlig, hvor morsomt det er at være ond. Det er meget sjovere, end at være god og medfølende.

Har du været bange for mennesker som taler hårdt og krænkende? Det har jeg. Bare de løftede et øjenbryn, blev jeg bange. De fleste af dem er chefer. Hårde slagterhunde. Deres kroppe er arrede fra alle de gange slagteren har sparket til dem. De viser ikke nogen følelser. De bider og snerrer. Du kender typen? Nogle chefer er klar til at flå deres medarbejdere levende, hvis man napper et stykke pølse fra dem.

Sådan en chef fik jeg for nylig. En gammel kamphund. Tidligere landsmester i badminton og fodbold. En vindertype. Masser af ar på hele kroppen.
"Jeg vil kun vinde, Ambjørn! Sølvmedaljer er noget vi giver i hadepræmie til taberne. Kun førstepladsen er noget værd!"
Det er jo glimrende, tænkte jeg. Her skal jeg dele kontor med en psykopat, der ikke kan styre sit tandsæt. Han kommer til at bide mig i røven, lige så snart han ikke får sin vilje.

Og da opdagede jeg det!
Jeg smålo!
Den lille slagterhund gjorde mig glad! Ved ikke hvor det kom fra. Han var et djævelsk, bidsk væsen - og noget så sødt. Jeg kunne jo se i chefen, at hans hjerte dunker lige så varmt som andre hjerter. Livet havde trænet ham som slagterhund. Han skulle få lov til at bide mig! Ha!

Hvis du bliver ven med en slagterhund, så har du en ven for livet. De er enormt trofaste. De første fire uger blev jeg ikke ven med chefen, men vi havde mange hyggelige timer. Gode snakke. Så sluttede projektet, og jeg skulle videre i livet.
"Vi vil gerne have at du bliver! 4 uger mere!"
"Dejligt. Det er rart at være her, og du er en flink fyr, så jeg kommer gerne 4 uger ekstra. Under andre vilkår, selvfølgelig".
Hans hovede lagde sig på skrå.
"Andre vilkår?", spurgte han undrende.
"Mere i løn".
Han svarede med et højt bjæf.
"Det kan ikke lade sig gøre". Han knurrede. "Det er helt umuligt! Måske senere, næste sommer. Vi har ikke flere penge nu!". Han bjæffede. "Du må simpelthen tage de her fire uger til 115 i timen! Du må bare æde det!"
Jeg kiggede på ham. Jeg kunne se alle musklerne i hans stærke krop. Han har en vilje af stål. Hele livet har han vundet over alle mennesker.
"Okay", medgav jeg - med et smil der fik ham til at slappe af. "Jeg vil tilbyde dig at arbejde for dig, for 160 kr. i timen. Plus at du betaler mit togkort. Og fri mad i kantinen". "Du må jo være vanvittig!". Chefen gøede højt og længe. Det er som om de ikke kan stoppe igen, når først de er kommet i gang.

Der gik nogle timer.
"Du kan få 130 kr. Ambjørn! 15 kr. ekstra i timen! Det er dit valg! Nu må du vælge! Man kan blive trukket ud i lokummet, eller du kan acceptere 130 kr. Hvad siger du?"
Jeg har altid været tilhænger af billedsprog. Men der er grænser. Jeg svarede ikke. Smilede og gabte, småsnakkede.
"Du er en god mand, chef. Jeg kan mærke at du vil have mig til at træffe det rigtige valg".
"Hvad vælger du så!"
"Fordi du er en rar mand, så gælder mit tilbud fortsat".
"Dit tilbud!"
"Ja".
"Du kræver 160 kr. i timen, og så kalder du det et tilbud!".
"Jeg kræver ikke noget. Jeg tilbyder at arbejde for dig til 160 kr. i timen. Det lyder som om det stresser dig? Vi kan snakke om det senere. Om en måned, eller til næste sommer. Vi behøver ikke gøre noget ved det nu".
Jeg hyggede mig. Det var synd for chefen, at han ikke fik sin vilje, som han ellers altid gør. Det gjorde ham usikker. Det er ondt at gøre folk usikre. Jeg har aldrig haft det bedre. Det var nemlig første gang i mit liv, at den bidske hund ikke fik mig til at tisse i bukserne, og krampe sammen i halsen så jeg ikke kunne snakke.

"146! Mere kan det ikke blive til", sagde chefen efter mange ord og flere minutter.
Jeg smilede til ham.
"Måske 150?" Chefen rokkede frem og tilbage på sin stol. Slikkede sig om læberne. "Du skyder dig selv i foden, hvis ikke du siger ja!"
"Gør jeg?"
"Ja!"
"Med en pistol, eller med en kanon?"
"Med et dobbeltløbet jagtgevær!"
Der var den igen. Billedsproget. Det er ikke alle billeder jeg bryder mig om.
"Du er en sjov fætter", svarede jeg ham.
"Ja, og så kan du bagefter få sådan et kunstigt ben. Eller fordi du er så fattig, så kan du save et bordben af, og bruge det som kunstigt ben. Det kunne se sjovt ud!"
Kamphunden lo mens den smilte. En gnæggende latter som smittede mig. Vi slog os på lårene af grin.
"Godt, så er det en aftale. 146 kr."
"Du er sød chef. 160 kr. Det er mit tilbud. Vi er 14 kroner fra hinanden".

Næste dag sagde personalechefen, at hun ville finde en, der kunne få mit job.
"Fint. Det bliver vedkommende sikkert glad for".
"Ja, vi gør det! Hvis du altså stadig kræver 160 kr.?"
"Nej, jeg kræver ikke noget".
"Godt, så kan vi vel blive enige om 150 kr. i timen?"
"Ha! Find du bare en anden. Mit tilbud er 160 kr. i timen".
Personalechefen afsluttede samtalen. På en uhøflig måde. Hun var sur.

"Det er jo kun 10 kr. i timen, Ambjørn! 150 kr. er bedre end 0 kr. Hvorfor siger du ikke bare ja?"
Min chef undrede sig.
"Det er fordi jeg har integritet. Det har du også. Og du vil have en medarbejder der er glad for sit job, og lykkelig for sin løn. Du vil ikke have en sur og træls medarbejder, som bander over at han har solgt sig selv. Du vil have en der er tilfreds. 160 kr. - så er jeg tilfreds og lykkelig. Jeg forsøger at passe på dig, chef. Jeg vil sikre dig, at du har en glad medarbejder ... "
Chefen kiggede væk. Han rømmede sig. Den vrede kamphund smaskede og gabte. Den vendte siden til mig, og accepterede at få et klap.
"Fordi jeg kan godt lide dig. Du fortjener en glad medarbejder", gentog jeg.

Chefen tog imod mit tilbud. Han er nemlig klog. Den kloge chef vinder aldrig over sine medarbejdere. Hvis han gjorde det, ville han være omgivet af tabere. Den kloge chef omgiver sig med vindere. Jeg holder meget af kloge chefer.

Har du en chef, der ligner en kamphund? Vær god ved ham, eller hende. Inde bag den arrede pels dunker et varmt hjerte, du kan tale til. Hvis du vil se chefen logre, skal du behandle ham godt. Han fortjener, at du står ved dig selv, og du fortjener det også.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland