Hjertelige tyveknægte


Selvfølgelig var vi blevet advaret. Folk bad om at få de DVD-film tilbage, som vi havde lånt af dem. Og når vi fik besøg i vores nye lejlighed, kørte folk som oftest i konens bil. Den gamle og slidte, som det faktisk ville være en fordel, hvis den blev brændt af. Og kom de anstigende i farmands bil, så havde han ikke et roligt øjeblik under besøget. Hvert 10. minut måtte han rejse sig fra kaffebordet og smutte ud i køkkenet for at kigge ned på parkeringspladsen.
"Den står der endnu", lød det for det meste. Forbløffet.

Gellerupparken. De fremmedes land. Et stort boligområde uden for lov og ret, hvor brandvæsenet stenes, når de rykker ud for at slukke påsatte brande. Fordi så kommer politiet, og så de kan også få en sten. Og bybussen kan få en sten hvis det skal være. Det er en folkesport, ser det ud til. Og måske derfor har jeg aldrig set en parkeringsvagt herude. Tror måske det ville være klogt at tegne en livsforsikring inden han noterede ulovligt parkerede biler. Eller at han havde samme politibeskyttelse som brandvæsenet, når stenene hagler ned over dem.

Hverken gymnastik eller fodbold. Her hedder folkesporten: "Vi kan ikke lide danske myndigheder".
Det kan jeg heller ikke.
Men jeg vil ikke kaste med sten. Det er synd for ham. Hans mor og far er skilt.

Alligevel blev jeg chokeret den aften for nylig, da vi vendte hjem og jeg drejede nøglen i døren. Rigelen gled ud af karmens slutblik, og faldt med et metallisk klik til højre i låsen. Jeg trykkede dørhåndtaget ned. Døren var stadigvæk låst. Vi har en lille dørslå indvendigt på døren. Den var skubbet i.

3 sekunder gik. Så rev jeg mig løs. Løb ned ad trapperne og ud i haven. Løb langs med lejlighederne til vores terasse. Lyset i stuen var tændt på fuldt blus, og den store glasdør stod åben. Der var smidt en flise gennem døren, så nogen havde kunnet stikke en arm ind og åbne skydedøren.

Der er aldrig nogen der har stjålet noget fra mig. Indbrudstyverier er noget der sker for andre mennesker. I andre byer. Parcelhusområder og sommerhusområder. Langt væk fra min verden. Men aldrig er et ord, som i virkeligheden betegner en kort tid, hvis man er lidt uheldig. Tyvene havde taget vores bærbare computere, fotografiapparat, fjernsynet, et lommeur, penge fra en sparebøsse.

Men den dyrebareste skat de huggede fra mig, var min fred.

Mens Freyja sad i sofaen og kiggede modløst på vores tab, ringede jeg til politiet. De ankom i løbet af et kvarter, selvom det var lige efter midnat. To store unge politibetjente - den ene med en kuffert til afsøgning af spor.
Hurtigt fandt de ud af, der ikke var mange fingeraftryk eller fodaftryk. De spurgte om hvad vi havde mistet, og lavede et stykke papir til forsikringsselskabet. Jeg kunne se det var rutine og hverdag i deres verden. Lidt kedsommeligt. Ingen sten og ingen skydevåben. Ingen spor af betydning.

Da de var gået, fik jeg øje på sparebøssen. En gris i glaseret porcelæn, som tyvene havde tømt. Jeg løb ud på svalegangen, hvor strisserne stod og småsnakkede, mens den ene røg en cigaret.
"Hvad med fingeraftryk på en glaseret sparebøsse?"
Et lys tændtes i deres blik. De nikkede.

Efter at have drysset et rødt pulver ud over den hvide sparebøsse, trådte et flot fingeraftryk frem på siden af grisen. Forsigtigt blev fingeraftrykket løftet af porcelænet med et stykke klistrende folie, og dernæst indekasplet med et andet stykke folie. Politimanden løftede aftrykket op mod lyset. Aldrig har jeg set så tilfreds en mand.
"Ham her får noget at forklare, når vi finder ham", sagde politimanden. Så gik de igen.

Jeg ved ikke hvem der begik indbrud i mit hus. Tømreren siger, at det er dumt at hedde Jensen, her i muslimernes land.
"Det er desværre snare reglen end undtagelsen", sagde han, mens han kiggede op fra arbejdet med at hamre store plader på glasdøren. "De går jo ikke efter deres egne", tilføjede han lavmælt.

Men glarmesteren og hans svend, som kører rundt og udskifter smadrede vinduer til mange, mange tusinde kroner stykket for boligselskabet, havde et andet synspunkt.
"Det er ikke kun danskere, faktisk er danskerne slet ikke i overtal, når der sker indbrud herude", sagde glarmesteren.

Okay. I mit fordumsfyldte mørke dyb havde det strejfet mig, om nogen havde brudt ind i mit hjem, fordi jeg ikke er muslim? For så vil jeg naturligvis straks blive muslim. Deres biler er meget flottere end vores, og deres mænd er mere maskuline. Det ville være et godt bytte, at blive muslim. Tror jeg.

Deres moske ligger i nærheden af vores boligblok. Vi var dernede en søndag de holdt åbent hus.
Rare mennesker, muslimerne.
Flinke.
Kloge.
Behagelige.
Imamen havde fuldskæg, og han fortalte roligt om Islam. Jeg kan godt lide troende mennesker. De snyder ikke.
"Desværre vil staten ikke anerkende vores religion. Det står direkte i loven. Ud over kristendommen kan ingen andre religioner i Danmark få fuld anerkendelse af staten", fortalte han. "Danmark har religionsfrihed - men ikke religionslighed".

Sådan noget ved jeg slet ikke noget om, fordi jeg kun ser amerikanske serier, God Aften Danmark og reklameblokkene. Hvad ved jeg om menneskerettigheder og frihed? Men jeg garanterer at det gjorde mig sur, at muslimerne ikke anerkendes på linie med kristne. Hvorfor skulle den ene religion stilles anderledes end den anden? Buddhister, jøder, katolikker, muslimer, kristne - bør de ikke behandles lige? Selvfølgelig skal der være relionslighed. Vi er alle lige, ellers giver demokratiet ikke mere mening end fyren med det lille overskæg og en strakt arm lige op i vejret.

Måske har muslimer mange årsager til at hade danske myndigheder?
Og måske endda hade en halvskaldet, lyshudet dansker som mig. Hvis mine naboer ikke kender mig, tror de måske jeg ikke kan lide dem?
Det kan jeg godt!

Ud over min fred og computerne løb tyvene også med en stor del af mit liv. Det jeg har skrevet, og endnu ikke har haft tid til at lægge ud på internettet, eller fået trykt i bogform. De stak for eksempel af med romanen "Tjaka og Spontic". Ikke nogen fantastisk bog, men dog min elskede roman, som nu er forsvundet for altid, fordi den lå kun på computeren.

Jeg kan skrive en ny roman. Finde en anden gammel computer. Men min fred, den er sværest at generobre, tror jeg.

Vi kiggede rundt i lejligheden for at finde ud af, hvilke ting der manglede.
"De har taget min bankbog", sagde Freyja. Hun har haft sådan et lille mavebælte, hvor vigtige ting er samlet.
"Men se passet, det har de kastet fra sig?"
Det synes jeg var venlig gjort. At lade passet ligge. Desuden var ingenting væltet, eller gennemrodet. Der var ikke mere rod, end vi plejer at have. Vi havde haft besøg af hjertelige tyveknægte. Men de glemte strømforsyningen til min gamle Toschiba.
Kom forbi og få den ved lejlighed.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland