Hjemløs på en varmluftsrist


Forfatter Ambjørn Happy
Denne store rumlende larmende by København, med militante cyklister, fodgængere busser og biler, med så megen puffen masen og skubben, larm i mine ører - denne herlige by vores hovedstad rummer også megen fintfølelse og en sarthed, så mit hjerte måtte bævre i taknemmelighed. En lille tåre omfavnede mine øjne og gjorde dem blanke.

Jeg elsker København. Nu er det ikke sådan at jeg normalt går rundt og elsker store grimme byer. Storbyer er ligesom rygere, ikke? Lugter grimt og facaden ser nemt noget hærget ud Og så er de fulde af galninge der forsøger at slå fartrekorden fra det ene lyskryds til det næste.

Taxachaufførerne er et kapitel for sig. De kommer gerne fra et eller andet land som enten er i krig eller lige har været det, og de er alle sammen temmelig sure på USA, fordi amerikanerne lige har bombet deres land sønder og sammen, eller fordi amerikanerne kalder taxachaufførens hjemland for en terroriststat. Og alle disse gode dejlige taxachauffører, som har denne rygrad af ædeltræ og forstand på moral og gud og smukke kvinder, de kører så rundt i dette trafikale vanvid, ivrigt viftende med armene mens de skælder ud, og man kan høre at de har forstand på politik og mener hvad de siger, så man bliver i tvivl om manden måske ombestemmer sig og vender bilen og sætter kursen i retning af hellig krig i et fremmed land med mig som passager.
Du ved, sådan med taxameteret tikkende hele vejen til Pakistan med 160 i timen.

Men det var sartheden vi kom fra. Lad os tale om sarthed. Det er jo ikke vanvittigt populært at være sart, vel? Det er nærmest et skældsord. "Er du nu ikke bare lidt sart!" Når folk siger det sådan hånligt, så virker det i hvert fald som om at "sart" hører til i brokkassen med eder og forbandelser.
"Du er for sart!"

På Strøget ved Rådhuspladsen ligger døgnkiosken 7eleven, og de har et gadeskilt udenfor. Et stort sammenklappeligt skilt, og i dette skilts ly for larm og regn sad en ung kvinde i fred med et papskilt foran sig, og et stykke stof på fliserne med nogle småmønter på. "Hjemløs! Har ingen penge! Coin please!"

Nu var det sådan, at nogen havde givet mig nogle penge, som jeg ikke fortjente og ikke havde brug for, så dem kunne hun jo få. Hun kiggede sløvt på mig, mens jeg satte mig bare på hug ved siden af hende, og betragtede sammen med hende de travle mennesker, som med hårde hæle trampede forbi.

"Har du en cigaret?" Der lå en fin stemme i denne kvinde, selvom panden var skrammet og det ene øje var blåt. "Min mand har stjålet min sovepose, og han slog mig. Han greb fat i mit hovede, og holdt det fast og slog mig. Og så sparkede han mig på hele kroppen, så jeg er øm over det hele og i begge sider. Han tog min sovepose, han stjal også alt det som vi havde stjålet sammen", sagde hun i et tonefald der beklagede livets skæbnefulde luner. Og du ved, nogle gange kan man høre når mennesket taler sandt, og hun var blevet mishandlet og frastjålet alt.

Så sad vi lidt og røg på varmluftsristen udenfor 7eleven, og kiggede på folk.
"Kan du mærke varmen?" Hun godtede sig. "De slukkede for det, engang der var for mange der sad her, og så kom der kun kold luft. Men nu har de tændt for det igen. Den kolde luft var nu også meget godt, for når det fryser 10 grader, så føltes den kolde luft varm. Forstår du det?" Hun kiggede på mig. Huden på det blå mærke ved det hævede øje var fin og sart. Hendes venlige og fintfølende øjne betragtede mig. To fremmede midt i en larmende storby - og dog er vi jo aldrig fremmede overfor hinanden, vel?

"Tror du på Gud, ja undskyld jeg spø'r, det kommer jo ikke mig ved..." Men hun blev ved med at kigge og studere mit ansigt.
"Jeg synes Jesus var en fed fyr, ham kunne jeg godt lide, det er nogle gode historier", svarede jeg, fordi det er det nemlig.
"Jeg er døbt! Det blev jeg sidste år i Pinsekirken, dér kommer jeg meget. De har sådan en dejlig, ja hvad skal man sige, en dejlig stemning med højt til loftet og alligevel så er alle velkommen hos dem!" Hun fortalte begejstret om de dejlige mennesker hun havde mødt i Pinsekirken, og om hvordan hun var blevet døbt i et bassin.

I det øjeblik sukkede mit hjerte, og jeg lagde mærke til en lyshåret ung kvinde i en lang sort frakke der blafrede og skindstøvler der gnistrede. Hun havde håret samlet i en hestehale og indkøbstasker fra et stormagasin i hænderne. En kvinde der vil frem, med de mest perfekte bryster, og brystvorter der strittede gennem striktrøjen som regnen bestrøg med bittesmå dråber.
Hun passerede os, men stoppede op ved indgangen til 7eleven. Så vendte hun om med en pengeseddel i hånden, og gav uden tøven den til min sidekammerat. Det var ikke en almisse, det var mere en håndsrækning til den unge kvinde på varmluftsristen under 7elevens gadeskilt. En venlig håndsrækning fra et sart menneske, der lægger mærke til den ru verdens kantede overflader.

Det er aldrig for sent at redde et medmenneske. Og jeg tror hvis sarthed er en forbrydelse, så ville kvinden med hestehalen og indkøbsposerne rette ryggen og sige: "Hvad så! Så må jeg erklære mig for skyldig!"

Da jeg havde fået ondt i benene, fordi jeg ikke er vant til at være hjemløs og sidde på en rist, tog jeg afsked med kvinden under skiltet. Hendes hånd var varm og blød, ja sart.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland