Hjemløs nat i Oslo


Forfatter Ambjørn Happy
Negerkvinderne råber ad mig. Det er efter midnat i Oslo.
"Hey! Want to have a good time?"
Hvem vil ikke det når det er koldt og man er alene i en fremmed by? En frodig afrikaner stiller sig ud på fortovet.
"Good evening sir!"
Jeg standser. Hun dufter godt. Hendes ansigt er lykkeligt.
"Why are you here, it's late. What are you looking for?" Hun smiler bredt. Hendes læber er lige til at kysse.

Flytoget tager afsted klokken kvart over seks. Problemet er at jeg er nærig. Det første hotel tilbød et værelse til 2.000 kroner. Jeg lod være med at grine ad kvinden i den fancy reception. Hun var tydeligvis ung, dum og arrogant. Jeg havde ikke tænkt mig at tage værelset med mig, når jeg rejste. 2.000!

"2.598 kroner". Det var prisen i hotel nummer to. "Det er vores standard suite".
Jeg kan godt betale to tusinde for 5 timers søvn. Men nej. Det er for meget! Så jeg gik. Fra det ene hotel til det næste. Omkring midnat var alle værelser udsolgt i Oslo Centrum. Dermed var jeg hjemløs for en nats tid.

Negeren nikkede.
"You can sleep at my place", tilbød hun. "I live here close. You pay the taxi and 2.000. We have some fun, and afterwards you can sleep. Come home with me!"
Hun greb mig i armen. Blidt og bestemt. Skulle jeg gå med hende hjem? Få et sted at sove, og måske få et menneskemøde oveni?

"No".
"Why not?" Hun rynkede panden. Såret.
"I don't dare". Jeg grinte undskyldende. Tog armen til mig. Var sikker på hendes alfons ville slå mig i nakken med noget tungt, og så ville jeg få lov til at sove i en eller anden øde opgang med blodet rindende ud af ørerne. Og heller ikke spare 2.000. Derfor fortsatte jeg rundt i den hjemløse nat. Der var mange mennesker i centrum. Mest afrikanske negere, russiske kriminelle, norske lommetyve, norske hjemløse, skræmte amerikanske backpackers og en håndfuld lokale taxachauffører.

Ingen steder kunne jeg slå mig ned og hvile resten af natten. En eller anden havde fjernet bænkene. Jeg gik en time. Til sidst fandt jeg en bænk mellem betonpillerne udenfor Scandinavian Radisson. Klokken var blevet halv to. Byen sov tungt. Kulden gnavede i mig som mus med kolde næser. Jeg tjekkede klokken med jævne mellemrum. Efter lang tid var den blevet 10 minutter i to.

Pludselig lægger jeg mærke til en hjemløs kvinde på bænken et par meter væk. Hun har spredt sine poser rundt om sig. Pakker ud og tjekker. Lægger tilbage. Nu tager hun også jakken af. Krænger indersiden ud. Tømmer alle lommerne. Hun har mange lag tøj på. En trøje. En mere. Til sidst er hun nået ind til underkjolen. Når hun bøjer sig frem, kan jeg se hendes bryster skælve i linningen. Hendes krop er ung. Pludelig skriger hun som en krage. Glad. Triumferende løfter hun en mobiltelefon op over hovedet i strakt arm.
Jeg smiler med hende. Da hun ser mine øjne vender hun sig bort med et ryk.

Et kvarter senere har hun samlet alle sine plasticposer. Med sit liv på slæb går hun direkte forbi mig uden at værdige mig et blik.
"God aften..."
Hun standser. Lader poserne hvile mod fliserne. Drejer langsomt hovedet og kigger på mig. Hun har røntgen-øjne. Jeg forsøger at åbne min brystkasse så hun kan se alt i mig. Det gode og det ubehagelige. Efter en tid accepterer hun mig, og sætter sig i den ene ende af min bænk.
"Har du eld?"
Jeg nikker.

Så Tina og jeg ryger en halv times tid. Hun er så forsigtig. Sky. Hun har levet på gaden i 10 år. Hendes hænder er kogende røde på grund af heroinen hun sprøjter ind i sine arme og hænder. For meget arvæv. Hun drømmer om at få en lejlighed. Fordi regeringen i hendes land påstår Tina lever i et kristent samfund, vil de lokale sagsbehandlere hjælpe hende. Sagsbehandlernes eneste krav er at hun skal være stoffri før hun kan komme ind fra gaden og få tildelt en lejlighed.
Tina græder ikke når hun fortæller.
"Jeg orker ikke mer", siger hun. "For mye stress". Jeg kan godt lide hende. Tina er sådan en lillesøster-narkoman jeg ville tage med på hotellet, hvis min nærighed ikke havde gjort mig hjemløs for en nat i Oslo. Så skulle hun få sengen, og jeg ville sove på gulvet. Og jeg ville vågne uden penge, pas og mobiltelefon. Tror du?

Ved 5-tiden åbner Oslo Sentralstation. Jeg går i retning af toget til lufthavnen. En dreng på 16 råber ad folk ved rulletrapperne. Hans øjne er af glas. Han griner hysterisk. Stiller sig bag mig. Trappen bevæger sig langsomt ned mod perronen.
"Vil du have en gave?"
"Nej".
"Du skal have en gave!" Drengen griner sindssygt. Ruller med øjnene. Jeg skal sateme ikke have nogen gave af ham. Gør mig klar til at kaste ham videre ned ad rulletrappen henover hovedet på folk, hvis han kommer frem med noget i hånden.
"Du skal have en gave!" Gentager han. Spytter på mig. Han overlever.
I toget ringer jeg til politiet i Oslo. De er fuck ligeglade med drengen, der er blevet sindssyg. Skælder mig ud fordi jeg ringer på alarm-linien.

Kl. 9 skal vi flyve. Jeg er så træt, at mine vågne drømme blander sig med min forståelse af virkeligheden. Det rykker i min krop. Jeg digter videre på livet omkring mig. En nat uden søvn, og jeg er på nippet til at blive vanvittig.
Det er ikke rimeligt. Mennesket har brug for et sted at sove når det er nat og koldt. Lad os smide nogle motorveje på lossepladsen og købe senge til de hjemløse.

En motorvej koster 1 million per hundrede meter.
En seng koster 1.000,-
Find ikke lommeregneren frem. 1 kilometer motorvej svarer til 10.000 senge. Wauv! Vi skal ikke spare ret mange kilometer. Måske 800 meter!

Flyet tipper og drejer ned gennem Kattegat. Jeg falder i søvn.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland