Historien om Rulle


Forfatter Ambjørn Happy
Jeg fik ham i den papæske dyrehandleren havde puttet ham ned i. Mine børn kiggede på mig med glade øjne. Jeg kunne høre fuglen bevæge sig forsigtet i sin mørke hule, dens kløer krattede let mod pappet.
"Vi har også købt et bur, far!"
Et øjeblik oervejede jeg om dette var den rigtige måde at behandle en fugl på, men jeg skubbede bekymringen fra mig. Dyrhandleren havde vel forstand på fugle, og mine små børn havde var fuld af liv og glæde over den fødselsdagsgave de havde valgt til mig.
"Åben den nu", tilskyndede Raisa mig. Jeg vendte papæsken varsomt mellem hænderne for at finde en måde at befri fuglen.

Fuglen fik sin plads i den ene ende af stuen, oven på det træmøbel hvori vi opbevarede porcelæn og duge. Buret indeholdt en gynge, 2 siddepinde, samt 2 plastiktrug til vand og frø. Der var en låge midt på buret, samt en åbning i venstre side ud til et badekar, som fuglen ikke følte sig tiltrukket af. Den fik lidt legetøj, et spejl og kolber med frø. Jeg blev ret hurtig bevidst om hvordan det er at være fugl. Jeg kunne se at den kedede sig. Den sang kun sjældent, og dens stemme var traurig.

Gud må tilgive mig, for ingen andre kan vel gøre det. Efter at have set fuglens kedsomhed gjorde jeg noget frygteligt. Jeg stak hånden ind i buret, fangede fuglen, og tog den ud. De følgende dage snakkede jeg med fuglen, holdt den helt tæt på mit ansigt. Da jeg fornemmede den ikke længere gjorde modstand mod at blive taget af min hånd, åbnede jeg en morgen min næve. Fuglen rystede vingerne, lagde hovedet på skrå og betragtede mig med et spørgende udtryk i de små sorte øjne.
"Flyv Rulle", sagde jeg. Den blå undulat kiggede sig omkring i vores stue. Der var højt til loftet og masser af plads. Så fløj den. Direkte over mod vinduerne og slog næsen mod glasset. Den tumlede ned bag ved nogle blomster, skrigende og larmende. Så blev den helt stille. Jeg listede over og kiggede på den. Den sad og trak vejret alt for hurtigt. Forsigtigt greb jeg fuglen, kyssede den og snakkede med den, hvorefter jeg satte den tilbage i buret.

Rulle kom ud af buret hver dag. Jeg skulle ikke længere fange den. Når jeg stak hånden ind til den, kravlede den op på min håndflade, videre op ad mit skjorteærme, og satte sig på min højre skulder. Vi snakkede mens jeg lavede kaffe og morgenmad. Den lærte hurtigt mange ord. Dens mest foretrukne sætning var:
"Rulle, Jag heter Rulle".

Efter kort tid fik vi et kærlighedsforhold. Jeg begyndte at elske Rulle af hele mit hjerte. Den nussede mit skæg, og med læberne nussede jeg dens fjer i nakken og ned ad ryggen. Jeg madede den med et stykke agurk som den hakkede i, eller nogle frø som jeg holdt med læberne. Den elskede virkeligt frisk agurk. Når den havde spist, og sommetider inden, sked den mig ned ad ryggen. Bittesmå hvide klumper som var mindre end svovlet på en tændstik, og lige så tørre.

Efter en måned var døren til buret åben hele dagen. Rulle fløj omkring, undersøgte alle vores ting, lærte vores verden at kende. Nogle få gange satte den sig i håret på et af mine børn, eller på Raisas skulder. Jeg kunne se, at den godt kunne lide dem, men det var mig den elskede. Når jeg kom ind i lejligheden skreg og råbte den på mig, og skulle straks flyve over til min skulder for at nusse mig i skægget.

Imidlertid blev denne idyl ødelagt af en uhyggelig opdagelse som jeg gjorde. Jeg så fuglen sidde i buret og snakke til fuglen i det lille spejl, jeg havde hængt op derinde.
"Rulle, Jag heter Rulle!", gentog den igen og igen, mens den med næbet forsøgte at berøre fuglen i spejlet. Jeg forstod hvordan det er at være en fugl med kærlighed i hjertet. Rulle havde behov for en mage. En mage hvis krop lignede hans egen, en at få unger med. Jeg var nødt til at give slip på ham, fordi jeg kunne aldrig give ham unger. Jeg begyndte at ane, at mit kærlige bånd til Rulle ville give ham problemer.

Derfor købte jeg Minna. En grøn undulat. Vi blev aldrig venner, hende og jeg. Når jeg forsøgte at tage hende i hånden, hakkede hun dybe mærker i min hud. Jeg kunne se Rulle undrede sig. Han hoppede ud af buret for at få hende med. Han kravlede rundt på burets tremmer og snakkede ind til hende. Stak hovedet ind gennem den åbne låge, snakkede med hende. Jeg kunne se han var frustreret. Han kiggede over på mig, kiggede ind til Minna, han var i færd med at opdage det frygtelige jeg havde gjort.

Efter Minna flyttede ind, kom Rulle ofte over til min skulder og vi snakkede og nussede hinanden. Han havde et stort behov for nusseri. Det havde jeg også. Men du kan se det for dig, hvordan hans liv sammen med Minna udfoldede sig? Når hun sad mut og tavs på en pind, kravlede han sidelæns ind til hende, forsøgte at nusse hendes fjer. Hun afviste ham. Så sagde han:
"Rulle, Jag heter Rulle!"
Når han sagde det, kiggede Minna på ham i vantro. Så hakkede hun på ham, indtil han flygtede væk fra hendes siddepind.

Minna og Rulle blev efterhånden gode til at flyve ind og ud af buret som de havde lyst. De kunne begge to lide agurker som de huggede i sig så stumper fløj til alle sider. Jeg havde købt en redekasse, men der var ingen frugtbarhed i luften. Så en dag da jeg så hvordan de svælgede i den saftige agurk, forstod jeg hvad fugle har brug for. Vand. Masser af frisk vand. Jeg tog en stor tallerken med vand og satte den i bunden af buret. De pjaskede i vandet. Drak af vandet. Gik i vandet. Minna fik et andet udtryk i sine øjne. Når Rulle forsøgte at nusse hendes fjer, bøjede hun nu hovedet ned mod brystet og strakte nakken, lod ham gøre det. Rulle nussede sin Minna med stor fryd. Hendes lyst til at blive nusset af ham var så stærk, at hun kunne tåle at han i sin begejstring gav et par ord fra sig. Jeg kunne se de dannede par. Rulle kom stadigvæk til min skulder, men det var ikke hver dag og ikke ret lang tid ad gangen. Han foretrak at nusse Minna.

Så parrede de sig og hun lagde 3 æg. Mens hun udrugede dem, byggede jeg et stort bur til familien. Der var en stor låge fortil, så det var nemt at sætte mad og vand ind til dem, og nemt at flyve ud. Jeg lagde aviser i bunden og strøede sand over dem. Overalt i buret var der tørrede grene, et lille krat i det ene hjørne, lange slanke siddepinde under loftet. Jeg var godt tilfreds med min barselsgave.

Minna udklækkede 3 smukke undulater. Disse fugle ville under ingen omstændigheder lade mig berøre dem. De råbte og skreg når min hånd kom i deres nærhed, selvom jeg jo bare ønskede at tage dem ud af buret og vise dem deres frihed. Jeg var deres fjende nummer 1, og derfor blev Rulle nummer 2. Som de voksede sig store og stærke, begyndte de at hakke på Rulle. Minna havde tabt interessen for ham, og han begyndte at hænge med næbet. Hans ord blev usikre, lavmælte.
"Jag heter Rulle", sagde han stille. Straks var der en af hans sønner som hakkede ud efter ham. Han flyttede sig længere hen ad siddepinden, men det var ikke nok for sønnen. Rulle blev jaget ned fra pinden og måtte sætte sig længere nede i buret. Men ikke længe. Sønnerne fløj ned på nakken af ham, og han flygtede helt ned til gulvet. Den aller nederste pind fik han lov til at sidde på. Han holdt op med at sige sit navn, når familien var i nærheden.

Når Rulle satte sig på min skulder, sad han stille og kiggede ned på sin familie. Jeg kunne mærke hans smerte. Jeg havde vækket et halvt menneskehjerte i ham, trukket ham ud af dyrene verden, gjort ham fremmed i hele verden. Han blev deprimeret, tungsindig.

Der er noget med undulatens næb du skal lægge mærke til. Omkring næseborene skal næbet være glat og se frodigt ud. Minnas næsebor var rynkede og krympede, jeg er sikker på at hun var døden nær allerede da jeg købte hende. Ungerne fik samme næb som Minna. Efter 2 måneder begyndte de at dø. Først begravede vi den lysegule ude i skoven. En uge senere fulgte den grønne, og umiddelbart efter også den blå. I nogle få dage sad Minna og Rulle alene i buret. Han havde nu lov til at sidde ved siden af hende, men hun var kold når han nussede hendes nakke. Så døde også hun. Rulle var alene i verden. Jeg kunne se han savnede at nogen hakkede på ham.

En sommerdag, et år hvor det var virkeligt varmt i landet, steg jeg ud af en flyttevogn med Rulle mellem hænderne. Jeg stillede mig i kanten af en kornmark og åbnede hænderne. Rulle fløj direkte op i den åbne himmel, og dernæst styrtede han mod jorden. Han landede i et hegn, jeg fandt ham hængende omvendt på en gren, hivende efter vejret og med rædslen malet i hele ansigtet. Verden er skræmmende stor, når vi får friheden til at flyve hvorhen vi vil.

Jeg har ofte drømt om Rulle, og følte han var i min nærhed. Jeg elsker ham.
Måske gud kan tilgive hvad jeg gjorde i kærlighed, måske kan du? Selv kan jeg aldrig glemme den smerte der skyllede gennem mine årer, da Rulle opdagede hvad der var sket med ham: Han var fanget som et menneskelignende væsens kærlighed, i et dyrelignende væsens krop - han var var midt mellem 2 verdener uden at høre til nogen af stederne. Hjemløs. Fortabt.
Jeg savner ham meget.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland