Glædelig jul, Anja


Forfatter Ambjørn Happy
De blev sure på mig. De to kvinder som med magt kæmpede for at losse en ung kvinde i deres minibus på Bilkas parkeringsplads lillejuleaftensdag.
"Nu er det godt! Vi klarer den herfra", hvislede den ene kvinde mellem tænderne til mig.
Klare og klare.
Jeg har set køer på vej til slagteriet blive behandlet bedre, end den behandling kvinderne var i færd med at give den unge pige, som hylede og skreg. Pigen kæmpede imod som gjaldt det hendes liv.

Der var ellers udsigt til en god jul. Jeg havde købt ænder, flæskesteg, kartofler og rødkål. Mange gaver. Huset var rengjort. Vi havde været i Bilka for at købe de sidste par småting, og slentrede afslappede ud til bilen. Netop da, i den dybeste tilfredshed i min sjæl, så jeg et stykke borte en kvinde i en hvid dynejakke vakle på sine ben. Hun havde et par kvinder omkring sig til at støtte sig.

Først tænkte jeg, at kvinden var blevet dårlig tilpas. Eftersom jeg har lært førstehjælp, satte jeg kursen direkte mod personerne. Det er altid en god dag, hvis man kan være med til at gøre lidt godt i verden. Ringe efter en ambulance eller give hjertemassage, og den slags.

Efterhånden som jeg kom nærmere, kunne jeg se at kvinden i dynejakken faktisk ikke vaklede. Hun strittede imod, mens hun udstødte vrede hvin og småhyl. Kvinderne omkring hende havde fat i hver sin arm, og de hev pigen hårdt hen imod en åben minibus. Sådan en høj type køretøj med en skydedør i siden og sæder bagi.

Så væltede pigen. Hun brugte sin krops vægt som modstand. Lagde sig fladt ned på asfalten. Grædende. Kvinderne råbte ad hende. "Rejs dig op Anja!", og den slags. Hysteriske kvinder.
"Hvordan går det her? Er der brug for hjælp", spurgte jeg.
Den ene kvinde, afbleget hår og markant næse, tynd og senet, sagde til mig, at hvis jeg ville hjælpe, så kunne jeg passende være med til at få pigen ind i bilen. Hun havde et ben i favnen som hun hun hev i, og hendes følgesvend hev og sled i pigens ene arm. Begge kvinder havde et vildt udtryk i ansigtet.

Du ved, nogle gange bliver mennesker bortført. Mishandlet. Slået ihjel. Jeg var ikke i tvivl om, at dette kunne være et sådant tilfælde. Om jeg ville hjælpe med at trække pigen ind i bilen? Et grotesk spørgsmål.

I stedet for at skændes, satte jeg mig på hug. Det ved jeg virker. Aggressive mennesker går i stå og bliver forvirrede. De to kvinder gav da også slip på pigen.
"Er det bare en rigtig dårlig dag?"
"Ja det er så!", svarede pigen grædende.
"En rigtig dårlig dag?"
"Ja".
Hun lød forpint. Kvæstet i sin sjæl. Hendes liv var så ringe, at hun dagen før jul blev trukket omkring på en parkeringsplads ved Bilka som et stykke halvdødt kvæg. Hendes jakke og tøj var sølet til, men det er sjælen som er vigtigere. Hendes sjæl var sorgfuld. Hvad ved jeg om hendes liv. Måske savnede hun familie. Søskende. Måske var der ikke kommet nogen pakker til jul til hende? Måske var hun blevet lovet noget, der alligevel ikke kunne holdes? Hun var ked af det.
"Er du ked af det?"
Pigen nikkede. Hendes krop vred sig ikke længere i afmagt. Hun lå som et spædbarn på maven af den hårde moder jord. Ulykkelig på den kolde asfalt.

"Så er det godt! Vi klarer den herfra!"
Den mørkhårede kvinde, korpulent som en bodybuilder, men kraftig som en mutter i havnens værtshus, et ansigt skåret i dødt træ, øjne som ålen.
Jeg rejste mig op. Kvinderne smed deres jakker ind i vognen. Nu skulle der arbejdes.
"Du må egentlig godt gå nu", sagde ålen hårdt. "Vi har ikke brug for dig her".

Som en bankrøver, der netop har skudt kasseassistenten, og man kom egentlig kun i banken for at tømme sin sparebøsse. Han vender sig om og siger til dig, at du godt kan gå.
Grotesk.
Jeg overvede at smide kvinderne på asfalten. Sætte dem i benlås. Ringe efter strisserne.
"Jeg kender jer ikke! Det er min pligt som samfundsborger at komme herhen og tjekke, at alt er i orden!"
Ålen slog øjnene ned.
Derved kunne jeg se, at hun ikke var kriminel. Blot en stresset medarbejder på en eller anden form for institution, hvor vores samfund opbevarer unge mennesker med ondt i sjælen.
"Vi kommer fra Landsbyen Sølund", betroede den afblegede mig. Jeg troede på hende, men lod mig ikke mærke af det.

Den afblegede ledte i sine jakkelommer.
"Kortene, hvor er vores kort. Har du et kort?"
Den mørkhårede rystede på hovedet. De havde ingen kort. Pludselig fik de travlt med at hive pigen ind i vognen. Havde de blot lyttet til pigen og hendes følelser, så havde det slet ikke været nødvendigt.
Jeg satte mig på hug og lagde en hånd på pigens skulder. For at mærke hendes sjæl.
"Du er bare ked af det?"
Pigen nikkede for sig selv.
"Og du vil bare ikke hjem?"
Pigen nikkede ivrigt og udstødte grådkvalte lyde. Sølund var helt klart ikke paradis i hendes verden.
"Og alle folk er dumme, og særligt de her to kvinder. Alle mennesker i hele verden er dumme, og du er bare så ked af det?"
Pigen nikkede snøftende. Jeg kunne se at det var rart for hende, at nogen interesserede sig for hendes følelser. Uden flere ord overgav hun sig til sin skæbne. Jeg trådte til side. Kvinderne kæmpede og baksede med pigen, indtil de fik hende spændt fast i et sæde.

Det var ikke en sikkerhedssele.
Det var en spændetrøje hun fik på. Af en slags.

Jeg bøjede mig ind i bilen.
"Nu går jeg. Glædelig jul, Anja. Det er synd for dig at du har en dårlig dag".
Hun svarede ikke.
"Også glædelig jul til jer", sagde jeg afmålt til kvinderne.
"I lige måde", svarede de høfligt.

Da jeg kom hjem tjekkede jeg Landsbyen Sølunds hjemmeside. Landsbyen rummede flere hundrede ulykkelige mennesker. Såkaldte svært psykisk og fysisk handicappede. Der var et halvt tusinde mennesker til at give Anja og hendes venner...
"...et godt liv med tryghed, omsorg og kærlighed for den enkelte i fællesskab", som reklamebureauet har skrevet i toppen af alle Landsbyen Sølunds hjemmesider.

Det beroligede mig meget. Ha!

Jeg ønsker dig en glædelig jul. Send en venlig jule-tanke til verdens unge mennesker, som opholder sig i det mørke vi andre har bygget til dem.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland