Flyvetur i stormvejr


Der er en klarhed i luften, den dag vi skal dø. Det har jeg bemærket flere gange. Jeg lænede mig frem i sædet og kiggede ud. Solens stråler glimtede i flyvingens metalflader, og fulgte rundingerne i de store motorer, der hang under vingen som to babyhvaler. Flyvingen og motorerne slog en skarptegnet skygge på asfaltbanen. Vi kørte ad veje, der gennemskar græsmarker på kryds og tværs, på vej ud til startbanen. Verden var smuk og ren udenfor. Absolut intet at frygte. Ingen årsag til at dø. Det er på dén måde vi opdager, døden er på vej.

"Det er en god dag at dø", tænkte jeg. "Alt er smukt. Jeg giver slip på mine længsler, min sorg og min smerte. Jeg vil huske det gode i mit liv. Det der lykkedes. Jeg vil huske min glæde og de lykkelige stunder. Dem tager jeg med mig. Hvis jeg skal dø i dag, så er det i orden".
Jeg sukkede taknemmeligt og lænede mig tilbage i sædet. Det var tydeligt for mig, at døden melder sin ankomst som en særlig stemning af klarhed og nærvær. Ikke som en behandsket hånd, der banker sine knoglede knoer mod egetræsdøren midt om natten, og lynene flænger himlen i et tordnende uvejr. Tvært imod. Døden virker uendelig blid i sit eget væsen. Den giver os endda nogle timers varsel, inden vi skal give slip på livet, ser det ud til. Vi må forvente at få det varsel, den dag vi skal dø. Så vi kan nå at pakke vores kufferter, fylde dem op med kærlighed, så er vi er klar til at flytte hen til et andet sted i galaxen.

Motorerne begyndte at hvine da kaptajnen åbnede for brændstofpumperne, turbinerne drejede hurtigere og hurtigere rundt, hvilket kastede tonsvis af luft bagud, så flyet blev presset fremad på sine fede gummihjul. Vi blev trykket tilbage i sæderne, mens flyet accelererede ud ad startbanen. Pludselig kom vi fri af jorden. Det føltes som om vingerne fik fat i luften, som en sæl der slår med lufferne i vandet, som om vingerne trak os til vejrs med langsomme luffeslag. Det er en fantastisk fornemmelse at blive luftbåren. En følelse af frihed gennemstrømmer mine ben og arme. Jeg glemte hurtigt alt om at dø.

Efter en time ankom vi til vort mål, en by ved havet, bygget på klippegrund. Bag byen ligger dybe skove og et helt kontinent, som i sommerens løb havde pumpet varme ud til kysten. Men efteråret var på vej, og det sugede varmen ud af havet. Efteråret havde taget det ene lag af kulde efter det andet om kroppen, som sjaler og tæpper omkring en vranten heks, og det havde strejfet omkring på bølgerne med øjnene stift rettet ind mod landet. Netop denne dag, havde heksen besluttet sig for at overvinde varmen inde fra land. Rasende kastede hun sig ind mod klippelandet. Slog om sig med sine kuldebefængte arme. Hun skrålede og råbte, brølede og tordnede. Det blev et forfærdeligt uvejr, hvor den kolde heks kæmpede med stærke, varme skovtrolde. Storm, regn, tåge, varme og kulde. Luften kogte af raseri.

"Cabin Crew, prepare for landing". Den kvindelige pilot gav sine ordrer gennem tænderne. Vi mærkede, hvordan hun skubbede rorpinden fremad, så flyet begyndte at dale ned i skydækket. Det blev kridhvidt udenfor flyets vinduer. Blændet af regn og tåge, styrede piloten direkte efter en asfaltbane, hun ikke kunne se. Instrumenterne viste den skråt faldende kurs, hun skulle følge. Men snart bumlede vi mod heksene og skovtroldene. De var mange og store. Jeg kunne se flyvingen vippe op og ned. De store motorer svajede i deres ophæng. Det var umuligt at holde maskinen på rette kurs.

Pludselig forsvandt luften under os. Flyvemaskinen sank lodret nedad. Kaptajnen skød gashåndtagene fremad for at sætte farten op, så vi kunne genvinde opdrift. Men forgæves. Motorerne hvinede som gamle heste der bliver pisket lige inden de dør af udmattelse. Det var sort uheld. Det var ikke luft med ilt, motorerne sugede til sig. Det var regn. Så førstepiloten måtte give endnu mere gas. Jeg kunne mærke chokket i hendes arme. 10-20 meter under os stod høje træer og skorstene, der var for dumme til at træde til side for os. Pludselig fik motorerne frisk ilt. Med et ryk sprang de fremad. Brølende skød vi opad og forbi lufthavnen. Vi måtte tage en cirkel i uvejret, for at forsøge at lande igen.

Jeg så nu at vi virkelig var tæt på døden. De 60 mennesker i kabinen var tavse. Dødstille. Et par rækker fremme skimtede jeg profilen af en ung kvinde, der kiggede bekymret ud af vinduet. Hendes øjne var blanke. Jeg var også ked af at skulle dø. Selvom man har pakket sine kufferter med kærlighed, er det sørgeligt at sige farvel. Motorerne gav et smertensbrøl fra sig, da kaptajnen trak gassen tilbage. Flyet stak næsen nedad. Endnu en gang pressede vi os ned i kampen mellem varme og kulde. Vingespidserne bevægede sig frem og tilbage. Motorerne dalrede. Så sank vi igen lodret. Bæreevnen forsvandt. Jeg kunne mærke, at piloten denne gang ikke blev bange. Hun gav motorerne gas med en hårdhed, der ville have slået en hest til jorden. Hun ville give fanden i døden. Dette her fly skulle nok komme ned i ét stykke. Vi kunne mærke hendes faste vilje. Hun var vokset sammen med flyvemaskinen. Hun var næsen, ryggen, vingespidserne, maven, landingshjulene, halen. Hun var hele flyet. Og hun ville ikke overgive os til stormvejret.

Pludselig gav piloten fuld gas. Vi blev trykket tilbage i sæderne, mens flyet atter stak næsen i vejret. Noget var galt. Som en stridsvogn med 1.000 heste spændt foran, skød vi rasende forbi lufthavnens landingsbane for anden gang.
"This is your captain speaking. I am sorry. There was something on the runway, so we couldn't land. We will try again".
Vi cirklede rundt. Nu blev jeg roligere. Måske ville vi skride ud på landingsbanen og rutche ud på en græsmark. Men vi skulle ikke slåes ihjel. Måske en enkelt, eller to, men de fleste af os ville overleve. Det var tydeligt, at den kvindelige luftkaptajn var fast besluttet på at vinde denne match.

For tredje gang dansede vi ned gennem de urolige luftmasser. Denne gang havde motorerne fråde om munden. Vi hoppede og dansede, mens kaptajnen svang sin pisk. Der var ingen huller i luften, denne gang. Meter for meter fulgte vi den skrå kurs ned mod landingsbanen. Motorerne hylede og skreg, mens piloten gav dem det ene sviende piskesmæld efter det andet på deres brede bagdele. Pludselig kom vi under skydækket. I samme øjeblik satte flyet sine gummihjul på asfalten. Vi var landet.
Jeg klappede. For piloten, og for endnu en dag i livet.
Ingen siger vi skal overgive os frivilligt, når døden åbner sit sugende favntag.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland