Er du også en hund efter frihed og glæde?


Jeg havde engang en hund som var lykkelig. Vi boede ude i en landsby hvor hundene strejfede frit mellem huse og bondegårde. De løb i småflokke med halerne højt i vejret, og Veksus ører strittede kækt. Min hund var sort med hvidt bryst - en korthåret blanding af en labrador og en terrier, hvordan det så end er lykkedes. Den havde en slank krop, høje ben, et slankt ansigt og de her kække ører. Naturligvis var den meget kvik i sindet, fordi det er ens egen hund altid. Ens egen hund forstår hvad man siger, hvorimod andre hunde bare stirrer dumt på en, når man beder dem rulle rundt og spille død, eller hvis man glædestrålende råber til dem:
"Kartoflen, hent kartoflen!"
Veksu forstod alt hvad jeg sagde, fordi han var meget kvik.

Efter vi var flyttet ind i stuehuset på en nedlagt bondegård i Grølsted, havde Veksu forandret sig. Hundeflokken udenfor køkkendøren kaldte på ham, når de løb gennem haven og forbi vinduerne. Så stod han i køkkenet med snuden mod glasset, dirrende i alle muskler, spændt. Jeg kunne se han ville ud og lege med de andre hunde. Lige så snart jeg åbnede døren, var han væk og stak i af retning af de andre hunde.

Efter nogle måneder mistede han helt glæden ved at ligge og dase dagen væk, og han var ikke længere så kælen. Hans pels var ofte møget til, så vi måtte trække ham ud i badeværelset og skylle den ren. Vi måtte tørre hans poter for jord og skidt, når han kom ind. Nogle gange fik han rifter fra småkampe med landsbyens hanhunde. En gang kom han ind med lang rift gennem pelsen, som Freyja rensede, og en anden gang havde en hjørnetand hapset hul i en ørespids.
Lige så snart vi havde gjort ham ren, og han havde tømt sin madskål, så stillede han sig hen til glasdøren og kiggede ud i haven. Spejdede efter sine venner, og så ville han ud igen.

Flokken af hunde var særlig glad for naboen, en svinefarmer. Engang om sommeren smed han en død gris ud i gården, og hundene begyndte at æde af den. Veksu kom hjem med blod i hele hovedet, og et udtryk i ansigtet som var mere dyrisk end nogensinde tidligere. En anden gang havde naboen en lys labrador i løbetid. Det var en af hundene som strejfede i flok. For at beskytte hende mod hanhundene, holdt han hende hjemme. Han tøjrede hende til en pæl på græsplænen, så hun ikke kunne løbe rundt med de andre. Resultatet var at hanhundene stod i kø på græsplænen, og så blev hun alligevel med hvalpe. Jeg ved det, fordi naboen kom over og sagde, at Veksu var blevet far til 8 hvalpe. Han sagde det i en modfalden tone. Jeg var bare glad for at min hund havde vundet kampen om labradorens gener og kunne ikke helt følge naboens tristhed.

Nu skete det af og til, at Veksu var væk i en dag eller to. Når han så kom ind, og havde fået vasket fødderne, traskede han over til madskålen og snusede til de tørre kødkiks fra Brugsen. Jeg kunne se at hundemad fra fabrikken smager ikke nær så godt som en varm gris der lige er død. Han lod det tit stå. Så lagde han sig med et stort suk på de varme gulvklinker i køkkenet og kiggede tomt frem for sig, indtil han faldt i søvn. Så snart han vågnede, ville han ud igen.

Vi der tidligere havde været dens nærmeste familie, vi var nu reduceret til kedelige mennesker. Selvfølgelig kunne vi klappe Veksu og nusse den i nakken, men han betragtede os som gamle venner. Vi var ikke længere hans flok. Han var blevet høflig overfor os. Lidt fraværende og distræt. Han ville hellere ud og lege med de andre hunde.

På den måde mistede vi vores hund, mens den vandt sit eget liv. Da vi skulle flytte ned til Kolding for at bo i lejlighed, kunne jeg ikke påtage mig at frarøve den det liv, som den havde vundet. Jeg kunne ikke se ham stå ved døren på 1. sal midt inde i en by, med dirrende muskler, ventende på at komme ud - ud til hvad? Jeg ville ikke tage hans frihed, fordi den der har prøvet at være fri og finde sig selv, han tåler ikke fængsel og undertrykkelse så godt. Byen ville gøre den syg i sjælen, var jeg sikker på.

Så jeg besluttede mig for at give den væk til folk, der har plads til hunde. Jeg satte en annonce i den lokale ugeavis, den kostede samme beløb som vi havde til en hel uges mad, og ingen ringede den første dag. Jeg kiggede på Veksu, som stod og ville ud. Hvad nu hvis ingen ville have Veksu? Skulle jeg så tage den med til byen? Eller slippe ham fri ude i skoven? Mine tanker fløj forvirrede rundt, mens jeg gik over og åbnede døren for ham.

Men så om lørdagen ringede en gammel mand. Han manglede en ny hund, fordi den gamle var død. Sammen med konen og et barnebarn ankom han over middag i en gammel folkevogn, svingede ind på gårdspladsen og standsede foran hoveddøren, hvor jeg og Veksu stod. De havde en gård, og en gård er ikke komplet uden en hund. En sund, stærk og kvik hund.

"Nå, det er så ham", sagde manden, da han var kommet ud af vognen. Veksu kiggede på ham med hengivne øjne. Manden havde en kasket på hovedet, jakke og vest, store gummistøvler som bukserne var stoppet ned i. Hans øjenbryn var buskede, og hans hud var rynket af arbejde og alderdom.
"Han er da fin", sagde konen. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede Veksu. Hun havde hvidt hår, og en blomstret kjole. Deres barnebarn holdt sig lidt i baggrunden, fordi hun var et barn.
Meget mere, sagde de ikke.
Og mere var ikke nødvendigt.
Fordi jeg kunne høre på deres tonefald, at han i deres øjne var en meget fin og god hund.

Så pludselig løber Veksu rundt om folkevognen og hopper ind på det forreste passagersæde. Så sidder han der, ret op og ned, og stirrer ud af forruden. Ligesom: "Nå, skal vi så køre".
Jeg bliver lidt forskrækket, fordi hans poter er ofte beskidte, og måske vil de gamle blive vrede på ham. Men den gamle kone griner mildt.
"Det ser ud til, at han gerne vil med os", siger hun.
Hendes mand nikker.

Så kører de langsomt tilbage over gårdspladsens ral, ud gennem porten. Og det var det sidste jeg så til min elskede hund, bortset fra de gange jeg tænker på ham når jeg er vågen.
Nu har du også set ham.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland