Du burde melde det til politiet i Århus


Forfatter Ambjørn Happy
Nå, forleden var der en mand der forsøgte at dræbe mig, og en sygeplejerske der forsøgte at redde mig. Det foregik i Århus. Vi var 4 i byen. Chefen havde 5.000 kr. med som vi skulle drikke op, fordi vi havde vundet en konkurrence i at sælge flest hjemmesider. Jeg er frisk på en udfordring, og kylede snart den ene drink i svælget efter den anden. Vi gik til et værtshus der hed Waxies. Jeg snøvlede og gik ikke helt lige, men på grund af min størrelse skal der meget til før jeg lægger mig ned.

Så fest og musik, og glade mennesker. Chefen fuld af penge og jeg var fuld af drukkenskab. Det kneb en del med at holde kursen frem og tilbage mellem sofaen og baren. Nogle unge fyre stod i vejen, og jeg klappede jovialt en af dem på maven. Så stillede jeg mig ved baren og ventede. Måske har jeg skubbet til nogen. Sagt noget grimt. I hvert er jeg pludselig omringet af en gruppe unge mænd. Jeg dropper min øl og bevæger mig tilbage i retning mod sofaen og kollegaerne. Fyren foran mig får smalle sprækker, og viser sine næver. Pludselig bliver jeg grebet bagfra, så mine arme er bundet. Den unge mand foran mig griner og sender et slag i mit ansigt.

Nå, jeg er så blevet boksebold, og slagene hagler ind i mit fjæs.
Kender du det, at man sommetider tænker på: "Gad vide hvordan det føles at få tæsk, eller falde ned fra et højt hus?" Nu fik jeg svar på et af spørgsmålene. Det gjorde ikke ondt at blive slået i ansigtet, men jeg kunne regne ud det var usundt. Så gik jeg i knæ og faldt forover for at beskytte mit ansigt. Mændene bag mig fulgte efter og lå oven på min ryg. Ham der lå nederst greb fat ind under min hals og klemte sammen om mit strubehoved. Jeg kunne mærke han lagde alle sine kræfter i for at flå strubehovedet ud af mig. Samtidig lukkede hans hårde fingre for luftstrømmen, så jeg blev kvalt.

Der er mange tåbelige måder at dø på. Det gik op for mig, at jeg ikke kunne kaste kroppene væk fra min ryg. Mine arme var låst. Hvad alkoholen ikke havde haft held med, gjorde 3 mænd nu. De lagde mig ned. Helt ned. Et par hundrede kilo på ryggen. Ude af stand til at få vejret. Høj musik i Waxies i Århus. Glade unge mennesker. Skulle jeg da for fanden dø på et satans dansegulv til tiden musik? Ja.

Der kommer et punkt som er skadeligt, når mennesket er i fare. Det er punktet hvor vi giver op. Med al min kraft klemte jeg lungerne sammen for at få luft ud gennem struben i håb om at der ville komme en lyd frem. Den sidste luft i mig fislede ud som et underligt skrig fra en fødselsdagsballon. Så opgav jeg. Jeg belavede mig på at dø og acceptere min død. Der var intet mere jeg kunne gøre.

Pludselig er der en stor mand der vælter folk væk fra min ryg. Udsmideren får mig på benene. Jeg bliver smidt ud fra Waxies. Rystende står jeg i nattekulden, med meget ondt i venstre side af hovedet og øm i halsen. Jeg ringer til alarmcentralen.

"Jeg er blevet overfaldet på Waxies her i Århus!"
"Hold kæft dit fulde svin", siger 112. De afbryder forbindelsen. Så står jeg der med glade mennesker omkring mig og stirrer måbende på min mobiltelefon.
Ringer op igen.
"Ja hej, det er Ambjørn, jeg vil gerne anmelde et overfald på Waxies".
"Var det ikke dig der ringede før!"
"Jeg er blevet overfaldet, og jeg vil gerne melde det til politiet. De må komme og finde dem der overfaldt mig!"
"Hold nu kæft ikke!".
112 afbryder forbindelsen.

Fantastisk. Jeg ringer op igen.
"Hør nu, jeg er faktisk blevet overfaldet!"
"Fuck dig dit fulde svin! Gå hjem med dig!".
112 lægger røret på.

Så ringer jeg til oplysningen og får det lokale nummer på politiet i Århus.
"Det er vagthavende, godaften".
"Ja hej, mit navn er Ambjørn. Jeg er blevet overfaldet på Waxies her i Århus. Jeg vil gerne melde det, og have jer til at komme og få fat i gerningsmændene!"
"Ambjørn..."
"Ja?"
"Ambjørn, gå hjem og sov. Du er fuld, ikke?"
"Jo, jeg har da fået noget at drikke, men jeg blev overfaldet, og jeg vil gerne have i kommer!"
"Ja, gå nu hjem med dig".
"Jamen..."
Politiet i Århus lægger røret på.

Så flipper jeg ud. Ringer op til politiet i Århus, og skælder dem ud. Nu må de faneme tage sig sammen og sende en vogn til Waxies!
"Gå hjem og sov Ambjørn!"
Klik.
Jeg ringer op igen og skaber mig. Så kommer de med 2 vogne og griber fat i mig. De tjekker med deres civile kollega i Waxies, og han siger det var min egen skyld.
"Gå hjem med dig Ambjørn!"
Jeg protesterer og siger jeg er blevet overfaldet. Mit hoved føles underligt.
En ældre kvinde med kasket og nederdel står og smiler til mig, mens hendes unge kollega skribler på sin blok.
"Du går nu!", siger den unge politimand. "Lige nu og her! Gå med dig. Jeg gider dig ikke mere. Hvis ikke du går nu, så får du en bøde for gadeuorden!"
Jeg kigger på ham med vantro øjne. Den ældre politidame griner og hygger sig.
"Fuck dig! Du kan give mig alle de bøder du vil, jeg vil bare have I finder dem der overfaldt mig!".
Den unge politimand må være i optræning eller noget. Han vender ryggen til mig og går. Politidamen nikker venligt til mig. Så kører de alle sammen.

Okay, så går jeg et par kilometer ned til politistationen i Århus.
"Hej, jeg hedder Ambjørn. Jeg vil gerne anmelde et overfald".
"Ja, det kan du også gøre. Kom igen i morgen".
"Men jeg er blevet overfaldet på Waxies. Jeg vil gerne I finder gerningsmændene".
"Ja ja, kom du igen i morgen".
"Jeg vil anmelde det nu!".
"I morgen!"
"Nej, jeg vil anmelde det nu!".
"Okay, kom med her så". Den store rolige politibetjent trækker mig om bag skanken. Vi går gennem den mørke politistation. "Vi har sådan et sted nede i kælderen for sådan nogen som dig!".
"Men..."
"Ja, så kan du sidde dernede, og så kan du lave en anmeldelse i morgen!"
Jeg fortryder. Beder om at få lov til at gå hjem.
"Det er i orden. Så kan du komme igen i morgen, når du er blevet ædru".

Klokken er 3 om natten. Gennem kulden vandrer jeg i retning mod kommunehospitalet. Det tager noget tid. Endelig ankommer jeg til skadestuen. Der er god plads, så jeg kommer straks under behandling. En ung sygeplejerske med et blidt og medfølende væsen undersøger min næse.
"Den er okay, den er ikke brækket", siger hun. Så fisker hun blod ud af min næse. "Jeg kan godt se du er blevet slået alvorligt", siger hun. "Du er blevet slået så meget, at du muligvis har hjernerystelse". Hun smiler og aer min kind og giver mig et kram på skulderen.
"Ved du hvad Ambjørn?"
Jeg ryster på hovedet. Jeg er så træt.
"Ved du hvad, jeg synes du skal melde det til politiet". Sygeplejersken er alvorlig. Det lyder som et godt råd, den måde hun siger det på.
Jeg går hjem.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland