Derfor stjal jeg katten


Jeg ligger nøgen bagved hækken, med den bærbare computer på græsplænen foran mig. Vinden stryger henover mine hår, og solen brænder på min skaldede isse. Først nu er jeg ude i det fri - efter et år i fangenskab. Jeg hører bladene i birketræet risle mod hinanden, og fuglene synger sammen med søndagen i en doven serenade. Fredeligt.

Larmen var min fangevogter. Jeg boede på et værelse med et stort vindue ud til Københavns busser og biler, motorcykler og ambulancer. Min mor var engang ved at gå i knæ, på grund af trafikstøj. Men jeg er jo meget stærkere, og desuden 1 meter og 87.
"Det går nok", sagde jeg som det første, da jeg trådte ind i Holgers værelse, som han ville leje til mig for 6.000 om måneden. Det skulle gå. Nogle gange har man én valgmulighed, og kun den. Kender du det? Ellers skulle jeg sove under en trappe i en baggård, eller sådan noget.

Og det gik faktisk. Men ikke på en god måde. Min krop er den intelligente del af mit væsen. Den kan lytte ind i naturen, og ind i andre menneskers personlige liv.
"Hov, der kommer en bil!", sagde kroppen, da jeg skulle sove den første aften.
"Ja, ja - der er biler i København", svarede jeg.
"Nu kommer en anden bil, det kan jeg høre! Det er vist en Opel!".
"Ja, der er mange forskellige biler".
"Så for Søren, nu skifter lyskurven! Det kan jeg se, fordi Toyota'en slipper gassen og kobler ud", sagde min krop overrasket.
"Ja, du har vist ret".
"Nu, kommer bussen! Der er passagerer der skal med - kan du mærke, den bremser ned for at standse udenfor?"
"Ja, det - det er linie 29. Den kommer hver 7. minut".
"Nå", sagde min krop uforstyrret. "Nu bliver der grønt, nu gasser bilerne op og slipper koblingen! Der er én der skal dreje til venstre... Kan du høre han holder og venter på fri
bane?"
"Ja", sukkede jeg. "Ti nu stille. Vi skal sove".
"Hov, der er en Wartburg! Dem er der ikke mange af. Det er en totakter, kan du høre det?"
"Ja".
"Og en lastbil. Det er vist en Renault!"
"Ja".
"Nej, undskyld mig det er en Volvo!"
"Hmmm!"
"Hov, nu skifter lyskurven igen! De bremser for rødt lys".
Sådan fortsatte min krop hele natten. Også når jeg sov. Den vækkede mig med jævne mellemrum for at give mig de nyeste trafikmeldinger.

I et helt år har jeg ikke sovet de timer der er nødvendige, for at komme ned i bunden og sjælen. Kilden til mine drømme var ved at tørre ud. Skellet mellem ugedagene forsvandt. Mit liv blev trist og øde, fyldt med bremsende biler, koblinger, opspeedninger, friløb og hylende sirener. Mine øjne blev lige så tomme som asfalt. Nervesystemet lukkede skodderne i. Min livsglæde blev puttet i en papkasse og gemt et sted i kroppen, hvor den var afskærmet fra larmen. Aldrig ro. Ingen fred. Konstant stress.

Pludselig har jeg medfølelse for det menneske, der er forknyt. Vi kan blive så stressede, at vores yderste lag i auraen bliver hårdt som blik. Vi fungerer. Og ikke mere end det.
Det er derfor, at jeg huggede den kat.

Katten strejfede i vores baggård. Når vi kom ud og satte os med aftensmaden, stirrede den på os henne fra springvandet. Først troede vi, at det var djævelen selv, fordi dens øjne lyste hårdt. Der var intet venligt i dens stribede ansigt. Men den var bare sulten og sky. Jeg kender ikke dens historie, men viceværten fortalte, at han havde flyttet en gammel sofa i kælderen, og dér fundet kattens unger.
"Det var så tragisk. Der lå 5 kadavere. Den har vel født ungerne, og så er den gået ud, og kælderdøren har været lukket, da den kom tilbage. De er sultet ihjel. Måske er det derfor, at den hver dag vil ned i kælderen", mente viceværten.
Vi tilbød dyret noget af vores grillmad. Det tog flere dage før den turde spise vores mad. Dens hale slog uafbrudt, og den sprang væk, når den hørte høje lyde. Nogen havde kastet sten efter den, tror jeg.

Eftersom katten var radmager, og bange for mennesker, og opholdt sig i vores baggård, så antog vi at den var hjemløs. Dens ribben og knogler stak ud gennem pelsen. Når vi gav den mad, huggede den maden i sig som efter lang tids sult. Men den sidste aften, før vi skulle flytte, blev dens mave mæt. Da skete noget besynderligt. Den begyndte at snakke. Den kiggede på os og mjavede højt. Den kom også hen til os og ville røres ved, når maden var spist. Det var klart, at den kæmpede inde i sjælen. Nærmede sig, og gik væk. Lod os røre ved dens nakke, kortvarigt. Den ville så gerne, og havde så svært ved at stole på os.
Sådan kan det også være for vi mennesker. Nogle gange vil vi gerne berøres, men frygter vi bliver gjort ondt.

I hvert fald, fredag pakkede vi flyttevognen. Lokkede katten ind i en kasse og tog den med os til Holbæk. På 2 dage er den blevet mere tryg. I går aftes spandt den i et par sekunder. Den bor i vores bryggers, og den mjaver for at komme ud. Om et par dage, åbner vi køkkendøren og lader den gå ud i haven.

Jeg elsker katten. Den hedder Gator. I morges opdagede jeg en gammel tatovering, dybt nede i det højre øre. Når den er blevet helt tam, må jeg aflæse den utydelige kode og ringe til dem der har styr på tatoverede katte. Måske er der en lille familie, hvor datteren er forknyt og moderens øjne er matte. Måske er der nogen der savner Gator. Jeg vil ringe til dem og spørge, når jeg har fundet deres adresse.

Den første nat i Holbæk sov min sjæl hele natten. Kroppen nåede kun at sige en enkelt sætning.
"Her er vel nok roligt!"
Så faldt jeg i søvn. Og jeg drømte hele natten.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland