Alles ist mit im Preis


Forfatter Ambjørn Happy
"Er De i live?", spurgte den kroatiske læge på tysk. Hans stemme havde et nysgerrigt tonefald, som fik mig til at åbne øjnene igen. Jeg kiggede op i lægeklinikkens loft og trak vejret lettet. Takkede ham for at det kun var "ein kleinen stick", og ikke et større. Tag et bistik, gang det med 100, og lad det vedvare i 4 sekunder. Sådan et stik havde han foræret mig 2 af. Et skud bedøvende på hver side af det åbne kødsår i foden. Jeg fornemmede han begyndte at lirke med kødnålen for at skubbe en tråd gennem de to kødflader. Bagefter ville han trække sårrandene mod hinanden og knytte et par knuder på snoren for at holde såret lukket.

Men jeg havde set en fisk, og det var det hele værd. Både smerten, og alle mine penge. Jeg havde kravlet ned ad stålstigen, ned i det varme Adriaterhav. Uden badesko, fordi jeg havde lagt mærke til at de andre mennesker på stenstranden også havde bare fødder. Da jeg slap trappens gelænder, modtog det solrige Adriaterhav min nøgne krop med legesyge små bølger. Jeg kunne ikke nå bunden, tog et par svømmetag gennem det varme vand. For at sætte dykkermasken fast på ansigtet, sparkede jeg hårdt nedad for at holde mig oprejst i vandet, så jeg med begge hænder kunne trække gummiremmen bag om hovedet. Efter få sekunder, som beton, ramte min venstre fod en klippesten, det rystede gennem alle mine knogler. Chokeret, og uroligt til mode, trak jeg foden op over vandskorpen. Jeg kunne se en kort sprække i kødet, 2-3 milimeter dyb. Vantro betragtede jeg et hul der mindede om det indre af en rød bøf. Kødtrevler.

Jeg er ikke bange for at dø, men det vil ærgre mig temmelig meget. Som at blive kaldt ind af sin mor om aftenen når man leger aller bedst med de andre i kvarteret. Jeg mente bestemt at kunne høre en stemme i det fjerne, kaldende på mig. Derfor skyllede jeg såret i havvand og tog masken på, lod mig flzde i overfladen og kiggede ned i dybet. Jeg så små fisk og havbund, tang og sten. Pludselig var jeg i et andet univers der strakte sig udad i et uendeligt, blindt mørke. En fisk på størrelse med en hånd svømmede langsomt forbi mig. Den kiggede på mig som om den i sit stille sind tænkte jeg var en underlig fisk. Men den sagde ingenting. Mit hjerte jublede over at jeg således nåede at få et lille indblik i planetens hav mens jeg endnu lever.

"Hvordan har du det?", spurgte min kæreste Freyja. Jeg sad på liggeunderlaget og kiggede på foden, hvorfra blodet piblede frem.
"Jeg er bange", svarede jeg tonløst. Hvis jeg havde været i Danmark, ville jeg tage taxaen til skadestuen og få såret renset og szet. Her i Kroatien var den slags forbundet med kontant betaling til lægen. Det ville desuden være en fordel med en rejseforsikring, hvad jeg med vilje havde valgt fra. Så alt hvad jeg havde var 600 danske kroner. Jeg forestillede mig at en dårlig fod kunne koste en del mere. Desuden - hvordan kunne jeg få råd til livsfornødenheder såsom cigaretter og kolde øl, hvis jeg var så heldig at dårlige fødder var på tilbud på skadestuen til lige netop 600 kr.?
På den anden side set. Det var tzdeligt at mærke at noget fremmed var på vej op gennem underbenet. Bakterier der klaskede sig på lårene mens de hujende svømmede gennem mine blodårer, som turister belæssede med baderinge, solcreme og softice på vej til det store tag-selv-bord, nemlig min krops 100 kilo næring. 84 hvis vi lader knoglerne ligge tilbage. Jeg er ikke bange for at dø, men det vil ærgre mig den del.

Jeg ved der sidder ved hjertet en kirtel som udskiller nogle af immunsystemets dygtigste krigere. T-lymfocytterne. Det er sådan en slags elitesoldater, kroppens eget jægerkorps om du vil. Så jeg lagde mig ned og faldt til ro. Trak solskin ind gennem hjertet, ind gennem thymus-kirtelen, og ledte det i små bølger ned gennem kroppen. Ned i maven, hoften, låret, underbenet, ankelen, foden, helt ud til storetåens grundled. Jeg kunne fornemme det krigeriske blod danne ring rundt om såret, men som en general drev jeg tropperne længere ind, helt ind til kødtrevlerne.
"Hvorfor ryster du, Ambjørn?", spurgte Freyja nysgerrigt.
"Der er krig i min fod", svarede jeg. "Og jeg vinder", tilføjede jeg sejrssikkert, kunne mærke jeg troede på det. Da forsvandt min frygt.

Men når det kommer til stykket, hvor mange øl kan en død mand drikke? Jeg besluttede derfor at ofre alle mine penge for at få lægen til at rense såret og sy det sammen. Så jeg fandt altså denneher 185 centimeter høje kroat, hvidhåret og med arme som en slagter, med et kæmpe ar i brzstkassen hvor skjorten stod åben.
Jeg fortalte ham om mit sår i foden, og han mente han kunne reparere skaden for omkring 100 Euro. Måske mere, måske mindre. Jeg svarede, at jeg havde mindre.
"600 dänischen kronen, das ist alles was ich habe". Det ærgrede mig at jeg var 159 kroner fra at have 100 Euro. Mange gange i livet har jeg brugt 150 kroner på noget der var borte den følgende dag. Sådan kan det gå, ærgreligt. Formodede dog at busselskabet villet fragte mit lig hjem, om ikke andet så i bagagerummet sammen med kufferterne.
Kroaten smilede.
"Kom mit! Villeicht ist es nicht so slimm".

Han tog mine 600 og jeg lagde mig på briksen. Mens hans sygeplejerske rensede såret, ringede han til banken for at tjekke kursen på danske kroner. 5 minutter senere fik han bekræftet at 1 dansk krone svarer til 1 kroatisk kuna. Jeg kunne mærke på ham at han var tilfreds med at jeg havde oplzst den rigtige kurs.

Sygeplejersken, som kunne være lægens datter, bredte sterilt grønt stof hen over foden, så kun såret var synligt. Kroaten skilte sårlæberne ad og konstaterede at det skulle syes.
"Ist besser so", sagde han og forklarede, at ellers kunne bakterierne trænge ind i såret. En betændelse kunne derefter trænge ind i leddet, og det ville være "sehr slecht!"
Mine 600 kr. rækkede ikke til en bedøvelse, så lægen foreslog at sy uden bedøvelse. Er du blevet syet i foden uden bedøvelse? Jeg var ret sikker på det ville få mig til at bide 2-3 tænder i stykker.

Men da sagde den unge sygeplejerske et eller andet på kroatisk, mens hun arrigt rev indpakningspapir åben med nål og tråd. Lægen svarede ligegyldigt tilbage, hvilket fik pige til at vende det hvide ud af øjnene. Hendes tonefald blev skarpt som om han virkeligt var hendes far. Så sagde kroaten til mig på tysk, at han nok hellere måtte bedøve mig.
"Aber ich habe nur 600".
"Ist okay. Alles ist mit im Preis", svarede lægen med et smil der fik sygeplejersken ned på jorden.

Penge er ikke alt. Sundhed og fred er mere.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland