- Ja, jeg bærer mit liv!, jublede hun


Forfatter Ambjørn Happy
Tidligt lørdag morgen pakkede vi bilen og kørte i retning mod stranden. Det er skønt at spise morgenmad, og tage sig en svømmetur splitternøgen i havet, når solen skinner og det er weekend. Kaffen ville jeg hente på vejen derned. Og noget wienerbrød.
Rødt lys for enden af vejen ud fra fra vores Ghetto. Og så grønt. Freyja sætter i gear.

Lyden har jeg hørt så ofte før. Når biler bliver smadret. Det lyder som en stivnet våd plasticpose, med glas indeni, som plaskes sammen. Men det er faktisk mennesker som klaskes mod vinduer, airbags og stolesæder, når biler kører sammen. Gennem krydset flyver en lille kompakt tysk bil og standser med krøllet bagdel lige foran os. Hun lever kan jeg se. Bag hende, hvor hun har holdt for rødt lys, står en bil med en fuldstændigt smadret front. Bilen er som et stykke voks, der er blevet trykket sammen. Man kan ikke kigge ind ad frontruden. Motoren og motorhjælmen sidder dér, hvor man plejer at kigge ud.

Jeg stiger ud af bilen. Freyja kører over krydset og parkerer, stiger også ud. Hun tager sig af den ene bil, og jeg tager den anden. Der er ikke sket noget. Kun materielle skader. Beep. Det passer ikke. Menneskets sjæl slår sig, når vi oplever voldsomme ulykker. Folk er rystede langt i knoglerne. Forvirrede. Bange. Ved at græde. Kede af det. Skamfulde. Urolige.

Kvinden tager sig til hovedet. Kigger på sin totalsmadrede bil.
"Øh, jeg skal have mine ting. Se den drypper! Tror I den kommer til at brænde? Og mine solbriller, hvor er de? Dynerne, de ligger bagi, men det...."
Hun er chokeret. Jeg har grebet hendes arm og givet den et klem.
"Sikke et chok hva?"
Hun nikker, og trækker vejr ind.
"Ja".

Manden kommer småløbende. Korte bukser, fordi vejret er stegende hedt, og bar overkrop.
"Er du okay?"
Hun nikker.
"Åh, gudskelov. Jeg så det ikke! Jeg troede det var grønt lys!"
Manden er ulykkelig. Hans knæ ryster voldsomt, når han står stille.
Der kommer flere til. Således holder vi et lille møde i et af Århus mest trafikerede lyskryds. Vandrer frem og tilbage mellem de 2 smadrede biler. Folk kører pænt forbi og holder øje med os. Jeg tror ingen af os tænker over, om der er grønt eller rødt i hvilke retninger.

Jeg griber mandens arm.
"Du troede det var grønt! Sikke et chok hva?"
Han nikker, og trækker vejr ind. Det er slet ikke rart.
Det ene øjeblik havde han strukket sig og fundet kortet frem. Han kiggede på kortet over Århus for at finde motorvejen, mens de kørte ned ad ringgaden på 70-80 kilometer i timen.
Pludselig.
Uden varsel smadrede manden og hans familie ind Hennys bil, som stod helt stille for rødt lys. Airbagsene eksploderede i hovedet på manden. Datteren ved siden af ham fik også en airbag bragende i hovedet. Og konen på bagsædet, som havde lagt sig ned for at hvile sig, blev stranguleret omkring livet af sikkerhedsselen, da bilen stoppede på under 3 meter.
Et kæmpe chok.

"Jeg vidste det!", siger datteren som er teenager og klædt i sin bedste sommerkjole. "Da han tog kortet frem, så vidste jeg bare det ville gå galt", siger hun. Hendes ene håndled hæver. Hendes læber er voldsomt hævede på grund af smækket fra airbaggen. Formodentlig er håndleddet brækket da hun tog hænderne frem for at værge for sig, mens faderen kiggede i kortet, og ulykken blev synlig foran hendes øjne.
"Han ville slet ikke køre i dag", siger konen. Hun holder sig til maven, i højre side hvor selen har skåret sig ind i hendes krop. Måske er hendes lever læderet. Hun har ondt. "Han var i så dårligt humør, og ville slet ikke køre til Tyskland i dag", siger hun.

Morten fortæller hvem han er til et vidne, som skriver det ned på en seddel, og giver den til Henny. Jeg napper et billede af Mortens nummerplade, og beder om Hennys mobilnummer, så kan hun få det i morgen. Der bliver ringet efter ladvogne til at fjerne de ødelagte biler. Morten tager hele skylden på sig.
"Jeg ville køre ind gennem Århus, for at undgå ulykken ude på motorvejen", siger han tungt. Den lille familie skulle hente øl og vin til en fest. Nu er traileren det eneste køretøj som ikke er kommet til skade. Vi kører Henny på skadestuen. Datteren og moderen kommer også på skadestuen. Morten bliver stående og snakker med dem der kører bilerne væk.

På vej fra parkeringspladsen ind til skadestuens modtagelse, undrer Henny sig. Hun kigger på poserne hun har reddet ud af sin bil. Der er en legetøjsdrage i en pose og en krøllet rulle gavepapir.
"Jeg ved ikke hvorfor jeg tog de her pakkenelliker med! Det er underligt at jeg går med dem!", siger hun.
"Ja, og med dit liv. Du bærer livet med dig!"
Henny stopper og slår mig på skulderen.
"Ja for den! Jeg bærer på mit liv!", jubler hun.

Vi kører hende til Vejle, og spiser vores morgenmad på stranden dér. Havde vi kørt lidt tidligere ud i krydset i Århus, havde vi mødt Henny på en helt anden måde. Nu nøjes vi med et godt knus som afsked.
Jeg hader den der lyd af stivnet plasticpose - med glas indeni - som plaskes sammen i et kort sekund. Hvordan har du det med trafikuheld? Hvad har du oplevet?

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland