Vi har dig i computeren!


De gemmer sig alle vegne. Terroristerne som slår blåøjede drenge og piger ihjel. Også i lufthavnen står de på lur. Det ved jeg, fordi jeg i går overværede hvorledes det danske politi nedkæmpede en terrorist i Terminal 3, Københavns Lufthavn. Han lignede en almindelig dansker, og han forsøgte at gemme sig i mængden. Forgæves.

Jeg var i lufthavnen for at hente en af mine finske døtre, så jeg stod i ankomst-området foran de store skydedøre, der lukker passagererne ud i hallen i små klumper. Min bror siger, at lufthavnen er en blæksprutte, der har en mund i hver arm. Munden bider hul i en flyvemaskine, suger den tom for mennesker, fordøjer dem i sin gigantiske mave - og til sidst bliver folk lukket ud af røvhullet. I små portioner ud i ankomsthallen.

Blækspruttens bagdel er firkantet. Dørene glider til side. Vi strækker hals for at kigge efter familie og venner, der flyder ned mellem de to rækker, som vi står i. Der er solbrændte folk fra ferie på stranden. Forretningsfolk med slips og mapper. Børnefamilier. Studerende netop ankommet til vores lille land, eller hjemvendt fra udlandet. Vi venter utålmodigt. Det tager lang tid.

Der er ikke mange politifolk i Københavns Lufthavn. Ikke synligt, i hvert fald. De gemmer sig oppe på loftet, foran 200 monitorer der viser nøgne mennesker i døgndrift. En slags anatomi-kursus. Ude til højre sidder yngste mand foran computerskærmen, og betragter billederne fra lufthavnens overvågningskameraer. Det var sådan terroristen blev opdaget. Kameraerne er nemlig sorthvide, for at gøre det nemt at skelne retskafne borgere fra gale muslimer. Derved træder de "mørke" tydeligt frem på billederne.

"Jeg har én!", har yngste mand råbt. Sandsynligvis har hans 12 kollegaer ikke svaret, men blot gryntet uforståelige ord. Det er enormt svært at onanere i et par politi-bukser. For lidt plads til at bevæge hånden frem og tilbage.
"Altså en terrorist!"
"Hmmmmm".
Den ansvarlige for sikkerheden i Københavns Lufthavn, Thomas Daugaard, har formodentlig kastet et blik rundt i lokalet, og har derved fået øje på Olsen og Jensen. De to gamle jyder der blev forflyttet til København, fordi de solgte hittegods i weekenden fra stationen i Ålborg. Og som hellere vil drikke kaffe og læse BT, fordi de er blevet for gamle til at rode rundt i deres egne bukser. Eller også sidder bleen i vejen, jeg ved det ikke.
"Jensen! Olsen! Gå ned og nap ham!"

Pludselig, ud af det grå intet, slog disse jyske betjente ned på terroristen. Jeg fik et chok. Uden at vide det, havde jeg placeret mig ved siden af ham! Hvad kunne der ikke være sket! Hvis han havde sprunget sig i luften, og det gør de jo de bæster, havde jeg taget kød ud af fryseren helt forgæves. For slet ikke at tale om mit månedskort til Holbæk. Disse tanker om min egen dødelighed for igennem mit hoved, da Olsen stillede sig foran terroristen og sagde:
"Hvad laver du her!"

Den jyske politibetjent lignede Clint Eastwood fra en film i 70'erne. Okay, maven hang ud over bæltet. Bakkenbarterne var hvide, og krøllede ligesom julemandens. Han snakkede jysk. Men ellers samme attitude. Olsen holdt en stor walkietalkie i strakt arm pegende lige mod terroristens brystkasse.
"Do you feel lucky?", kunne jeg næsten høre ham sige i et spottende tonefald.

Personligt vil jeg mene, det var bedre at pege på terroristen med pistolen. Men den sad på sin plads, fastspændt med en lædersnut der ender i en trykknaplås. Måske var den gået i baglås. Sådan nogen trykknapper kan godt drille en del. Til gengæld havde kollegaen også en sort walkietalkie, som han holdt terroristen i skak med. Han var desuden udstyret med en navneliste over eftersøgte terrorister, som han holdt i venstre hånd. De var begge to tændte. "Make my day", og den slags.

"Jeg er her for at hente min kone", sagde terroristen. En dårlig dækhistorie, efter min mening. Manden var neger. Han stod i korte bukser og en stribet skjorte. Han havde ingen strømper i skoene, og skjortekraven var knækket op i nakken. Han lignede bestemt ikke en ægtemand. Desuden kunne han jo ikke løbe fra sin hudfarve. Det var tydeligt, at han ikke havde rent mel i posen. Han trykkede sig skræmt op mod en søjle.

"Nu står du bare helt stille!" Olsens tonefald var iskoldt.
"Jeg har ikke gjort noget. Jeg skal bare hente min kone!"
"Stå stille! Jeg skal vide hvad du laver her!"
Terroristen trippede nervøst. Han stak hænderne i bukselommerne. Folk trak sig et par meter væk.
"ID! Har du noget med dit navn på?"
Terroristen fik pludseligt nyt mod.
"Jeg skal ikke vise dig noget ID! Danmark er ikke en politistat! Ifølge dansk lov skal jeg kun fortælle dig mit navn, og min adresse. Sådan er det", sagde han.
"Nu stopper du! Hvis ikke du har noget ID, så tager vi dig med". På Olsens tonefald kunne jeg høre, at han var fuck ligeglad med dansk lov. Det kunne terroristen også høre, så han trak sit danske kørekort frem og gav det til Olsen.

"Tjek den her", sagde Olsen og stak kortet over til sin kollega. "Og du står helt stille. Stå stille, sagde jeg".
Terroristen lænede sig op ad søjlen. Forsøgte at virke afslappet, med et strejf af spydighed.
"Hvorfor vil du vide hvem jeg er? Det er kun fordi jeg er mørk i huden, at du griber fat i mig! Hvorfor spørger du ikke alle de andre. Ham dér, hende dér, og dem dér". Terroristen pegede rundt på os.
"Det er et sikkerheds-spørgsmål. Det skal jeg ikke diskutere med dig. Vi lever i en tid med terror, og det gør altså at vi er nødt til at spørge sådan nogen som dig, hvad du laver her i lufthavnen".
"Sådan nogen som mig? Jeg skal hente min kone, er det så usædvanligt?"
"Naej, men øh... Det kan vi jo ikke vide".
"Hvorfor griber du fat i mig? På grund af min hudfarve, ikke?" Terroristens tonefald lød rasende.
"Nu står du bare stille!" Olsen rullede med hovedet for at sætte nakken på plads. Begge hans hænder knugede om walkietalkien. Hans selvtillid var begyndt at vakle.

Så kom kollegaen tilbage med negerens kørekort. Han var skuffet, Jensen. Skuldrene hang og walkietalkien pegede ned mod gulvet.
"Der er ikke noget", sagde han tonløst.
Negeren rettede ryggen og stirrede ned på Olsen.
"Slet ikke noget?"
"Intet".
Olsen rakte kortet tilbage til den terror-mistænkte.
"Du kan gå", sagde han. Negeren kiggede spottende på den jyske politibetjent.
"Du er en racist", sagde han.
"Hov, hov! Nu stopper du! Ellers tager vi dig med!" Vi kunne høre på tonefaldet, at de ikke ville tage negeren med i Tivoli eller på kunstmuseum. Det var et ondt sted, de kunne tage ham hen.
Negeren fnøs, rystede hovedet.
"Jeg skal hente min kone. Hvorfor griber du fat i mig?"
"Det gider jeg ikke forklare dig. Det er et sikkerheds-spørgsmål".
Olsen tog et skridt til siden. "Men nu ved vi hvem du er", tilføjede han.
"Nu er du registreret, så vi kan genkende dig, når du kommer igen".
"Det har I ikke ret til!", påstod negeren oprørt. "I kan ikke registrere mig, blot fordi jeg skal hente min kone! Ifølge dansk lov..."
Olsen trak på skuldrene. Gad ikke høre efter. Vi kunne se, at han var fuck ligeglad med dansk lov.
"Vi har dig i computeren mand. Du må hellere opføre dig ordentlig fremover", sagde han bare. Drejede rundt på hælen og forsvandt sammen med sin kollega.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland