Spiser du sundt som Hitler?


Forfatter Ambjørn Happy
Jeg er vred. Jeg har lige spist en leverpostej-mad med løgringe og kraftsky. Leverpostejen smagte af våd savsmuld. Fordi den skal være fedtfattig! Så er det jeg tænker på: Nu er det snart nok! Hold fingrene fra min mad, og få dig en hobby som ikke ødelægger livet for vi andre!


Hitler spiste sundt, han røg ikke tobak, han drak ikke alkohol - og han var god mod dyr

Hitler røg ikke. Det gør jeg. Hitler drak ikke alkohol. Det kan du tro jeg gør. Hitler spiste ikke kød, han blev vegetar mens den halve jordklode stod i flammer, og han var overbevist om, at vi alle skal være vegetarer. Jeg æder kød. Køer. Bøfler. Giraffer. Grise. Brevduer. Kom med det! Hitler sov ikke med sin kone, han fik ikke nogen børn - han sov sammen med sin hund Blondie og stakkels Eva sov i et rum for sig selv.

Hitler levede sundt - han spiste sundt og var vegetar.
Hvad kom der ud af det, synes du?
Vi er jo hvad vi spiser, ikke sandt? Og det er sandt. Hitlers parti dyrkede sundheden. Hitlers bevægelse har til formål at fjerne alt det usunde.
Kan du se problemer ved at forbyde det usunde? Hitlers venner i Danmark kunne ikke se noget problem. Vi elskede Hitler, sådan var det. Vi beundrede ham. Han passede godt ind i en bondsk kultur. Sunde marker fri for ukrudt. Sunde dyr uden handicap.

Jeg ryger og drikker og spiser små uskyldige dyr. Jeg drikker vin til maden, når jeg inviterer min kvinde på restaurant. Jeg er et dannet menneske. Jeg spiser makrelmadder i toget mod København. Mit tøj lugter af tobak, når jeg går ind i bussen. Sådan har det altid været. Sådan er det at være menneske. For mig. Vi lugter, dufter, smasker, bøvser, griner, stønner. Livet har smag!

Men der er sket noget med vores land, igen. Den nye tid er blevet sund! Når jeg står i kø i supermarkedet får jeg lyst til at ringe efter politiet, for at de skal arrestere den mor der køber mælk til sine børn med 0,1% fedt. Nu må I altså styre jer! Vi bliver fede af at æde for meget, så det giver ingen mening af ødelægge mælken - fjerne fedtet så den smager af vand. Hvis du var en ko der tilbød dine unger mælk fra yveret med 0,1% fedt, så blev du slagtet. Mælk er fed, det skal den være. Ellers drik noget vand, og sælg dine børn i Den Blå Avis.

Hvorfor fjerner vi fedtet fra maden? Det hjælper ikke. Du er jo stadigvæk bange for at blive fed? Amerikanerne drikker kun diet-sodavand - altså ingen kalorier - og aldrig har de været så fede.
Hvis dit liv er for tungt, så spis mindre mængder! Fedtet er lige meget!
Vi fjerner fedtet fra maden af en anden årsag! Ved du hvorfor vi fjerner fedtet fra maden?
Din bedstemor ved det!
Smagen sidder i fedtet.
Det er smagen vi frygter - fordi smag giver liv, og liv giver følelser.

Vores land er blevet sundt og er begyndt at tænke som Hitler, igen. Han forbød al smag. Smag er det samme som følelser. Smag giver følelser. Det er følelserne Hitlers bevægelse ikke kan tåle. Vi er blevet bange for følelser!
Der er følelser i luften, når nogen ryger.
Der er følelser fra ostemaden!
Sigøjnere giver følelser.
Tiggere.
Hjemløse.
Fremmede.
Psykotiske som snakker med sig selv på gaden - vi viger udenom! Åh gud, alt for mange følelser. Kan det ikke forbydes at være ked af det?
Depression, tristhed - vi nægter at anerkende følelserne. Går til lægen, doper os med kemi der tager følelserne væk. Vores tid er blevet allergisk overfor følelser.

Handicappede. Vi vil ikke have det! De bliver udryddet, allerede inden de kan begynde at stritte med deres skæve ben. Vores land udrydder de handicappede, inden de bliver født. Der er for mange følelser, når folk spasser ud og virker dumme, vi vil ikke have det!

De gamle, dem der skal dø - der er for mange følelser! Vi vil ikke have det! Vores land er blevet så bange for følelser, at hver fjerde bliver slået ihjel på vores sygehuse. Vi har særlige afdelinger, for folk der skal dø. Din bedstemor ligger på sygehusets afdeling KZ, og du er ligeglad, for vi kan ikke tåle at bedstemor ligger og er ked af det, og har ondt når hun skal dø. Vi siger det er for hendes egen skyld, men det er fordi vi ikke kan tåle følelserne. Morfinen skrues op, og bedstemor standser med at trække vejret. Vi slår hende ihjel. Bagefter brænder vi hende. Danske læger dræber alvorligt syge mennesker i tusindvis hvert år på sygehusene. Fordi vi tåler ikke følelser.

Børn vi ikke bad om - vi slår dem ihjel. 15.000 om året. Vi tåler ikke børn, der kommer uinviteret ind i vores liv. Alt for mange følelser. Man kan da ringe først, kan man ikke?

Folk i fremmede klædedragter, fremmede skikke, fremmede guder - vi tåler det ikke. Giver følelser. Forbyd dem. Forbyd også folk der er glade og forelskede, forbyd kysseri på offentlige pladser, forbyd lystfiskere. Hvorfor skal folk have lov til at fiske og være glade? Det skal forbydes, eller straffes i hvert fald. Der skal være en lystfisker-skat! Så kan de lære det! Vi er trætte af glade mennesker!

Det her land har fået så mange regler og forbud, at man da næsten ikke kan være glad længere.
Regler og forbud for sundhedens skyld.
Sunde familier.
Et sundt samfund.
Fuck sundheden!

Jeg hader Hitlers sunde bevægelse af et usundt og urent hjerte, og derfor er mit spørgsmål til dig: Spiser du lige så sundt om Hitler? Hvis du gør det, så lad venligst vær med det! Jeg er fucking træt af vi fjerner fedtet fra vores samfund - at vi fjerner smagen fra livet - at vi fjerner følelserne.

Det er fedt at have følelser. Livet har smag. Livet lugter. Livet har latter. Livet er usundt, vi dør af at leve, og sådan skal det være. 100% smag.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland