Hjælp! Gellerup står i flammer!


Forfatter Ambjørn Happy
Hør her: Du kan ikke lyve for mig. Jeg er løgnens mester. Alligevel kom jeg i tvivl, da tv-journalisten pludselig stod 300 meter fra min ghetto og alvorligt berettede om situationen i aftennyhederne.
"Det er sgu da her!", sagde vi til hinanden, da Weber-kvinden kom frem på broadcastet fra internettet. "Det er live! What?"

"Her i Gellerup er der stadigvæk uroligheder!"
Vi kiggede undrende på hinanden.
"Grunden til at vi står udenfor området er, at vi har hørt rygter om at der bliver kastet sten efter medierne og politiet! Derfor ved vi ikke præcis hvad der sker inde i området", sagde hun med bekymret stemme.

Det var en god stand-up. Hendes ansigt var anspændt og uroligt. Ikke nervøs. Bare præget af balladen i Gellerup. I baggrunden lå vores 4-sporede boulevard tom og øde hen.
"Måske kan man høre sirenerne i baggrunden", sagde hun. Weber-kvinden lød meget alvorlig. Holdt en pause. Ingen sirener. "Urolighederne har været i gang hele aftenen", tilføjede hun fortroligt.

Jeg gik ud på altanen. Der var hamrende roligt mellem boligblokkene. Ingen mennesker. Ingen ballade. Jeg kunne se over til det sted hvor tv-journalisten berettede for familien Danmark, at min ghetto var i en tilstand af alvorlige optøjer.

Så du det på TV?
Jeg ville jo bare hjælpe hende. Hun skulle da ikke køre så langt uden at få lidt billeder med sig hjem. Jeg løb over græsplænen og fik fat i et par gode, store jordknolde. Dem kylede jeg efter Weber-kællingen. Så du hvordan hun hylede? Sprang ind i sin sendevogn og stak hjem til nyhedsbordellet?

Måske ikke.
Men tanken strejfede mig. Hvorfor lyver journalisterne om Gellerup?

Vi bor tusindvis af mennesker i Danmarks bedste ghetto. Hvis der er 3 containere der futter op i røg, så er det ikke værre end hvad der kan ske andre steder i Danmark, hvor der bor tusindvis af mennesker.
Frederiksberg. Rådhuspladsen. Odense.

"Hej mand, godt at se dig! Jeg ringede til dig efter jeg så i fjernsynet, at det var åben krig ude hos dig!"
Min ven har et stort hjerte.
"Gellerup har den mindste kriminalitet i Århus", svarede jeg. "Der er langt flere kriminelle i Århus Nord - særligt området omkring Olof Palmes Alle".
"Hvad mener du?"
"Pressen. Det er en flok løgnagtige ludere!"
Min ven rystede på hovedet.
"Journalisterne skildrer kun hvad der sker", sagde han krænket. Han tror på alt, hvad de siger i TV. Det er en folkesygdom som klart er mere udbredt end dårlig ryg, fedme og depression.

Mange mennesker tror Gellerup og Nørrebro står i flammer, bare TV filmer en brændende affaldsspand. Landet ville blive fredeligere, hvis man forbød journalister at gå med tændstikker.
Hvordan jeg ved journalister er løgnhalse?
Kom med et godt gæt. Svaret er ja.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland