100 kilo på højkant med 30 km/t


Forfatter Ambjørn Happy
Skulle jeg vælge mellem en gammel amerikansk flyder og en ny Volkswagen familiebil, da tog jeg hellere det store skrummel af en bil. Jeg kan lide store ting. På det seneste har jeg dog overdrevet. Jeg er blevet fed.

Det presser på i mine kinder. Jeg kan ikke sidde på hug mere, fordi airbaggen forhindrer mig i at folde mig sammen. Trapper får mig til at puste som om jeg deltog et bjergløb med 70 kilo på ryggen.

Det ringer på døren. Når vi åbner, er drengene løbet. Eller de smider en sten på ruden ud til parkeringspladsen. Jeg kan se de står 3 opgange henne og råber ad mig, når jeg træder ud på den brede svalegang. Et eller andet arabisk, som sikkert betyder alt muligt grimt. Til nytår smed de kanonslag på skydedøren i stuen.

Det er som om, at ham den fede store hvide danske fyr, med det skaldede hoved, han passer ind i de arabiske drenges forestillinger om, hvordan en dum stodder ser ud. Og på den anden side. De virker også som om de gerne vil snakke med mig, og ikke kan finde på andet end at grine og råbe og kyle en sten efter mig.

Jeg vil helst ikke have konflikter. Bare glemme det. Lade som om jeg næsten ikke hørte noget. Ikke reagere. Lade det drive over. Måske min fedme også har gjort mig lidt konfliktsky. Eller er jeg bare veg? Måske.

De arabiske drenge er fantastiske mennesker. Fyldt med charme, højt humør og opfindsomhed. Der er ikke noget ondt i dem. Tror bare de er opdraget til at stene kristne, og det er alle dem der ikke er muslimer, og det må så være mig. Ved ikke hvad det er for nogle fædre, som bilder dem ind at jeg har fortjent at blive stenet.

Det er det, der interesserer mig ved at bo i dette område. Her møder fjenderne hinanden. Fordi vi er naboer. Handler i samme butikker. Mødes på gangene langs med blokkene. Der er så mange fjende-billeder i os.
Nogen siger muslimerne har onde terrorister.
Nogen siger kristne har onde soldater.
Når jeg ser kristne soldater skyde mod mennesker i et muslimsk land, synes jeg det er svært at se, hvem der er terrorister, og hvem der er frihedskæmpere. Det er ikke så entydigt, som regeringen vil have os til at tro.
For når det kommer til stykket dræber kugler, uanset hvad man kalder ham der trykker på aftrækkeren. Jeg kan ikke lide at mennesker bliver dræbt. Det er imod min overbevisning.

Faktum er at nogle kristne er i krig med nogle muslimer. Eller for at være mere præcis. Nogle vestlige købmænd forsøger at overvinde nogle arabiske olielande. Eller nogle arabiske fundamentalister bekæmper ugudelige vesterlændinge. Eller...

Jeg ved det ikke. Det er bare krig. Der er nogen, som tror ondt om de andre. Drengene er sikre på, at Ambjørn i nr. 43, han fortjener en sten i nakken. Fordi jeg åbenbart ligner en type menneske, som de bare ikke kan fordrage.

Sådan er jeg blevet fanget lidt af mig selv.
Jeg holder også med muslimer, og de kaster sten efter mig, fordi jeg ligner en af deres fjender. Det er ikke særlig glorværdigt, vel? Sådan at holde med dem, som kaster sten efter mig. Men det gør jeg.
Og jeg holder med danskere, og de kigger ned på mig, fordi jeg bor i et fremmedsprogligt kvarter.

Faktisk holder jeg med alle dem, der hellere vil grine og more sig, fremfor at slå ihjel og bedrive tortur. Derfor er der alle nationaliteter på vores hold. Der er både kristne og muslimer som foretrækker venskab, fremfor krig. Ved ikke hvor mange vi er. Måske er du også med på holdet?

Dette bare for at sige, at jeg forstår hvorfor fjendebilleder er farligere end bomber. Det er nemlig fjendebillederne der får venner til at se hinanden som fjender, og som får naboer til at lave hærværk mod hianden, og drengene til at kaste med sten.

Så jeg havde netop spist en tallerken ris med kødsovs. Ja, muligvis to tallerkner fyldt til randen, og et stort glas vand. Pludselig er der drenge ude på svalegangen som lyser med røde laserlys ind gennem vinduets gardiner.
Jeg sukker.
Går ud af køkkenet.
Vil bare glemme det.
Så råber drengene et eller andet, og noget tungt bliver kastet mod køkkenruden. Jeg hører lyden af noget som bliver smadret voldsomt.

På altanen siger en kvinde på parkeringspladsen op til mig, at det var nogle små drenge som gjorde det. Der ligger porcelænsskår på på altanens betonbund. Det er halvmørkt. Svært at overskue om vinduet har taget skade. Jeg beslutter mig for at løbe efter drengene. Så jeg sætter fødderne i et par sko og løber ned ad trapperne. Ud i det fri. Kvinden på parkeringspladsen peger i hvilken retning drengene er løbet.

Da jeg kommer ud på vejen mellem blokkene, ser jeg nogle drenge 250 meter borte. 4-5 stykker. Så løber jeg. Her er det du skal forestille dig en stor amerikansk flyder, som pludselig får pustet nitrometan (CH3NO2) direkte ind i cylindrene og halvvejs eksploderer. Kun lige netop sprænger den ikke i luften. Min eksploderende motor - jeg fik ondt i hjertet 2 timer efter løbeturen - sparker mine ben fremad. Det går hurtigt.

Drengene får øje på mig. Måbende. De ser 100 kilo på højtkant komme løbende gennem halvmørket i retning ad dem med 30 kilometer i timen. Mine sko er ikke bundet, så jeg svupper underligt afsted. Husker min ungdom. Hårdt træder jeg hjertets pedaler helt i bund, strækker længere ud´i mine løbeskridt, brugere armene som plejlstænger. Lidt hurtigere og jeg ville kunne flyve. Børnene tager pludselig benene på nakken. De er de sejeste børn til at løbe hurtigt, men den gamle bil drøner som et løbsk lokomotiv gennem mørket. De springer op ad trapperne, og jeg flyver i lange hop efter dem.

Indhentet.
Børnene standser.
"Hvad er der galt? Vi har ikke gjort noget!", siger en af drengene.
Jeg står og puster som en støvsuger med personlighedsforstyrrelse.
"Du gjorde mig bange mand! Jeg troede det var ham tyrkeren, som kom efter os! Vi har ikke gjort noget!"

Og så er den skåret ind til benet. Her måtte jeg vælge. Fjende eller ven?
"Hvordan kan du løbe så hurtigt mand?"
Drengene er forbløffede.
"Åh, det var da ikke så hurtigt. Jeg er jo blevet lidt tung", siger jeg og griner. "Jeg troede bare det var jer, som smed noget på min køkkenrude. Men det er det altså ikke?"
"Nej, det var tyrkerne. Vi er også bange for dem", siger en af drengene. "Er der sket noget?"
"Ja, vi fik noget af en løbetur, gjorde vi ikke?"
Drengene griner.

Vi følges tilbage til nummer 43. Kigger på skaderne gennem altanens gitter. Jeg kan ikke se, hvad det er nogen har kylet mod vinduet. Bare se nogle store, hvide skår.
"Det ligner et askebæger", siger en dreng, efter han har kigget mig over skulderen. Jeg husker jeg havde en suppeskål stående på altanen med cigaretskodder, og den er væk nu. Ja, de har smadrer mit askebæger.
Det kan man egentlig ikke bliv vred over.
Ruden er heller ikke gået i stykker.

"Lad os løbe om kap! Hvem kommer først hen til trapperne!"
Jeg sætter i gang, men er øjeblikkeligt overhalet af 5 kvikke drenge, som spurter hen langs betonblokken. Et stykke derhenad vinker de tilbage til mig og griner.
"Hej, hej", råber de. Deres stemmer er glade, og jeg går indenfor. Det er slet ikke dårligt at få en sten kylet i min retning med mellemrum, så jeg ikke helt glemmer hvor fedt det er at løbe hurtigt. Og sundt. Måske kan man få recept på det hos lægen?

"Askebægerkast mod køkkenvinduet, 1 gang om ugen i 4 måneder, så skal det hjerte nok blive fit for fight igen", ville lægen sige til mig beroligende. En kasse med 16 ulækre askebægre fra Novo Nordisk kunne jeg hente på apoteket. Og i indlægsedlen ville der stå, "Bør henstilles på altaner og lignende steder, indenfor afstand af børn".
Det er sjovt at løbe hurtigt. Min indre dreng er stadigvæk vild med det.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland