Når tyven banker på døren, lukker du så op?

© Ambjørn Happy
Det var den jul hvor jeg troede katten var død, familien var optaget af et andet arrangement, og mine venner var ikke hjemme eller noget. Jeg sad alene juleaften. Spiste et par ænder. Drak en tønde rødvin. Gik i seng tidligt. Pludselig 22:30 bliver jeg vækket af en indtrængende banken på døren. Jeg har oplevet det tidligere. Det er når de tjekker om der er nogen hjemme. Her hvor jeg bor er indbrudstyvene flinke. De banker på døren inden de går ind. For at undgå akavede situationer.

Men jeg havde sovet. Lejligheden henlå i mørke. Der bliver grebet i dørhåndtaget. Rusket i døren. Jeg springer ud af sengen og ved at indbruddet vil ske indenfor få sekunder. Kigger ned ad mig selv. Jeg sover altid nøgen, og jeg hader at stå uden tøj på mens folk er på nippet til at bryde ind. Det føles sårbart.

2-3 sekunder tikker afsted i slowmotion, jeg ved ikke hvordan jeg skal undgå indbruddet.

Instinktivt løb jeg ud i køkkenet i den helt mørke lejlighed. Tændte lyset. Alle de store knive var beskidte. Det var forkert at bruge dem. Man kan jo ikke jage en kniv med rester af juleand i brystkassen på en mand, det er uværdigt! Jeg havde også telefonen med.

Så hopper jeg ind i stuen og kigger forsigtigt ud gennem en sprække i gardinet. 20 cm. fra min næse står en mand, en mørk skikkelse.
Fuck!
De plejer at slår hul i den 2 meter brede altandør og stikker en arm ind for at åbne den. Sådan gør de hver gang herude.
Fuck!

Alt dette her tager mindre end 10 sekunder. Måske kun 5 sekunder.
Jeg springer tilbage til køkkenet. Kniven med andefedt lader jeg ligge, trækker nummer 2 skuffe ud og løfter den store stegegaffel. En djævelsk stor fork som kan slå en okse ihjel. Og det frygtelige: Jeg er fuldstændig klar på hvordan indbrudstyven skal få den fork ind i sit hjerte! Anatomien står lysklar for mig. Nedefra og skråt opad. Den indbrudstyv kommer til at dø i aften!

Jeg tager ikke fis på dig. Hele min krop og sjæl har truffet et valg. Tyven kommer til at dø!

Så brager det fordi tyven smadrer et hul i det store vindue i altandøren. Et kæmpe brag, som naboerne af princip ikke kan høre. Jeg trykker “112” og kommer ud af køkkenet. En energi bygger sig op helt nede fra tæerne. Jeg brøler på vej ind i stuen til tyven, lander på stuegulvet på begge fødder, nøgen med en stegegaffel i den ene hånd og telefonen klistret til øret.

Politiet svarer.
“Det er vagtcentralen, hvad kan vi hjælpe med?”, siger telefonen gennem suset fra mit hjertes gigantiske trommeslag.

Jeg er løbet hen til skydedøren og flår gardinet til side. En mand på den anden side glasset stirrer på mig med opspærrede øjne, så drejer han rundt på hælen og løber med sin kammerat.

“Mit navn er Ambjørn, jeg har lige haft indbrud”.

“Er tyven stadigvæk i huset?”

“Nej, han er lige løbet”.

“Det var godt”. Politimanden lægger på. Jeg bliver stående foran skydedøren. Den kolde vinterluft strømmer ind gennem et hul i ruden. Pludselig føler jeg mig afkræftet. Senere ankommer viceværten, han er også træt.

“Jeg har været på vagt siden kl. 6 i morges. Det har været en frygtelig dag. Så mange indbrud!”, klager han og sætter en megaplade for den ødelagte dør. “Det er på grund af julen”, betror han mig. “Tyven kommer når man ikke er hjemme”.

“Ja, eller hvis man er ensom og ulykkelig juleaften, og man har drukket sig så fuld at man ikke kan høre de ringer på”, svarer jeg.

Viceværten nikker forstående, men kigger samtidigt på mig som om han undrer sig. “God aften, eller hvad man skal sige, glædelig jul.”  Han giver mig et venligt klap på skulderen og forlader min lejlighed.

© Ambjørn Happy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *