Ræven i dit ansigt


Forfatter Ambjørn Happy
Der var engang en smuk ung pige som for vild i skoven. Det var en stor skov, så hun gik hele dagen uden at møde noget menneske. Nogle steder var skoven sammenfiltret, og der var grene og ranker som rev store huller i hendes kjole. På den første dag lærte hun at sætte sine bare fødder som om hun dansede langsomt gennem skoven, og så var det lettere at komme fremad. Om aftenen blev hun træt og faldt omkuld i en lysning. Næste morgen fortsatte hun gennem skoven. Hun drak vand fra små bække, og spiste bær fra buskene. Det var tidligt på sommeren, så bærrene var sure. Hun spiste nyudsprungne blade på træerne, nogle af dem var hårde og trævlede, og andre var friske og saftige. Da det blev aften havde hun lært, hvad hun kunne spise i skoven for at holde sig i live.

På den tredie dag vågnede hun med en lykkelig følelse i hjertet. Selvom hun var faret vild, følte hun sig hjemme i skoven. Hun gik ned til en sø, tog sit tøj af og svømmede i vandet. Da hun steg op af vandet kiggede hun på sit tøj, og hun tænkte at hun hellere ville gå nøgen på sin tredie dag i skoven. Indtil middag gik hun med tøjet sammenrullet under den ene arm, men på et tidspunkt glemte hun tøjet. Da hun kom i tanker om tøjet, kunne hun ikke finde tilbage til det sted hvor hun havde lagt det fra sig. Så dansede hun langsomt gennem skoven, nøgen.

Om eftermiddagen begyndte dyrene at følge hende. Først var der en ræv som luntede i samme retning som hende, den holdt sig på afstand. Så var der nogle sangfugle som fløj i cirkler omkring hende, og de satte sig i træerne når hun holdt pause. Der var egern som sprang fra træ til træ langs med den rute hun fulgte. Hun var ikke sikker på at det var de samme egern, fordi de var svære at skelne fra hinanden. Ræven var den samme. Efter nogle timer gik den så tæt ved hendes side, at hun ind imellem kunne mærke rævens pels mod huden på sine ben.

Og det begyndte at blive aften. Hun fik øje på et lille hus. Hun nærmede sig lydløst med ræven ved sin side. De krøb sammen i græsset, skjulte sig bagved træerne, listede bagom store buske, tittede frem fra husets hjørner. Der stod en nøgen mand på en åben plads foran huset. Med en kniv der var måneformet rensede manden indersiden af nogle skind, som han havde spændt op på trærammer. Kvinden kiggede på ræven, men den så ikke vred ud, selvom skindene havde siddet på ræve som den selv. Så rejste hun sig fra hug, og gik frem for at hilse på manden. Han bød hende indenfor, gav hende grøntsagssuppe, og lod hende sove i sin seng.

Om natten fik han lyst til hende. Månen strålede ind gennem en åbning i trævæggen, og han havde set hendes krop stråle. Han tog nogle skind og lagde dem på hendes ben og hendes mave. Nu lignede hun en stor ræv med glatte, hvide bryster. Han rejste sig halvvejs i sengen, så han kunne se hele hendes skønhed. Derefter vækkede han hende. Hun så op på ham, og hun kunne se på hans køn, at han ønskede at forbinde sig dybt med hende. Hun ville gribe ud efter hans lem, da hun i det samme opdagede ræveskindene han havde lagt på hendes krop. Hun ville fjerne skindene, men han bad hende om at lade være. Han kunne ikke begære hende, hvis hun tog skindene væk, sagde han. Han fandt noget snor og bandt om hendes krop, sådan at hun kunne stå på alle fire i sengen, uden at skindene faldt af hendes krop, når han tog hende bagfra. På den tredie dag faldt hun i søvn med tårer i sit sind.

Nu begyndte en tid hvor kvinden boede i huset. Der var dejlig mad, og der var ly for vinterens kulde. Hun vænnede sig til at tage dyreskindene på før hun sammenføjede sig med manden. De snakkede ikke så meget, de to mennesker. Men de nød at være sammen, fordi det føltes meget trygt. De vilde dyr lod dem være i fred, og de blev aldrig ramt af lynet når det var stormvejr. Hver dag fangede manden ræve, og dem slog han ihjel for at sælge deres skind når det blev forår. I et udhus tørrede skindene på en ramme, og dernæst blev rammerne stablet. Da vinteren var overstået var udhuset næsten fyldt op med skindrammer.

En dag med solskin sad kvinden for sig selv. Pludselig dukkede en rævesnude frem mellem noget højt græs. Dyret stod på afstand og kiggede på hende. Hun kunne se det var ræven der havde fulgt med hende sommeren forinden. Pludselig blev hun grebet af en trang efter at følge med ræven. Hun kiggede på huset og manden der rensede skind. Så rejste hun sig og gik hen til ræven. De fulgtes ad fra huset. Efter nogle timer begyndte fuglene at flyve rundt om hende, og de røde egern fulgte hende langs den sti hun trådte. Ind imellem mærkede hun rævens pels mod sin hud på benene, og lige pludseligt åbnede kvinden sit hjerte. Hun følte sig lykkelig. Så satte hun sig på knæ og kiggede ræven dybt ind i dens mørke øjne. Hun bad den om at vise vej til andre mennesker i skoven.

De kommende uger besøgte kvinden flere mennesker som boede i skoven. De var alle sammen jægere, og hun blev bange når hun så dem. Deres ansigter gjorde hende bange. Ræven har et fint formet og mildt ansigt, men disse mænd havde dybe rynker og store uplejede skæg. Deres bevægelser var grove og brutale når de rev skindene af de dyr som de fangede. Kvinden blev meget ked af det. Hun savnede at bo i et hus sammen med en mand der var blid som ræven. Da standsede ræven op, den satte sig og sagde til hende, at den ville slå en mand ihjel, rive skindet af ham og tage det på, fordi så kunne hun få en mand der havde rævens blidhed inden i. Og da forstod hun dyrets sprog. Hun forstod, at hvis du vil have et menneske, så skal du ikke klæde det menneske ud som ræv. Og hvis du vil have dig en ræv, så skal du ikke tro dyret er menneske. Kvinden forstod da, at hun havde søgt efter det forkerte. Hun bad ræven om at hjælpe sig med at finde en mand, der hverken var ræv i det ydre eller det indre, hun ville have en mand der var menneske på begge sider af huden.

Ræven fulgte nu kvinden i retning af udkanten af skoven. Efter nogle få timer stod de ved nogle meget store marker. Der var små huse nede i dalen, og hist og her gik der mennesker som var i færd med at flytte kvæget, eller som ridsede render i jordskorpen og såede. Hun kunne se de var solbrændte, og de havde et vævet stykke stof omkring hofterne for at skjule deres køn. Kvinden blev trist, fordi hun følte i sit hjerte at hun hellere ville være nøgen som ræven, og blid som rævens pels. Ræven kaldte, og hun satte sig på hug for at se ind i dens mørke øjne. Ræven sagde til hende, at mennesker ligner ræven, når de elsker hinanden. Fordi når mennesker elsker, så er de nøgne i ansigtet, og blide i deres hænder. Så når du savner mig, så skal du elske med kærlighed, og du vil da føle dit ansigts nøgenhed, og dine hænders blidhed. Og jeg vil komme til dig i natten. Når du har elsket skal du kigge ud af dit vindue. Jeg vil da snige mig bagved en busk, skjule mig bagved et træ, gemme mig i græsset eller titte frem fra et hushjørne. Sådan vil jeg følge dig hele dit liv.

På den måde forlod kvinden den skov, hvor hun var faret vild. Langsomt dansede hun ned over markerne for at møde de mennesker, som er mennesker på begge sider af huden. Og de tog hende til sig. Hver gang hun savnede ræven, huskede hun at elske dybt og inderligt med en mand - og da var hun nøgen i ansigtet som en ræv, og havde blide hænder som rævens pels.

Sun in Heart


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland