Ørkenvandring


Forfatter Ambjørn Happy
En mand vandrer i ørkenen. Han er næsten nøgen og solen brænder hans hud. I horisonten - måske 50 kilometer borte - ser han bjergene som en skygge. Mandens hud er rød og blodig, men han føler ingen smerte, for hans bevidsthed har forladt kroppen. Mens han vandrer tænker han på rindende vand, smukke kvinder og frisk frugt. Og han tænker på sit barndoms kvarter. Det var fattigt med små støvede gader og drenge der leger. Han husker den gamle kvinde der solgte brød fra sit hus i gaden. Og han husker den dag i gaden, hvor han med knyttede næver svor for sig selv, at han ville bryde ud og forlade fattigdommen.

Nu vandrer han i ørkenen.
Pludselig er han tilbage i kroppen, for han kan føle vand. Han græder.
Senere er han blevet reddet af en helikopter og bragt til bjergene hvor han indlægges i nonnernes hospital. De lægger ham på en madras på gulvet og plejer ham. Han ligger der i et par måneder. En sygdom gør hans hud opsvulmet og efterlader ham fyldt med ar.

Manden bliver forelsket i en af nonnerne. Men hun ved ikke, hvordan hun skal besvare hans blik og hans søgende hænder. Så en nat kommer hun ind i sygerummet, og de er alene. Hun slår hans tæppe til side, trækker den sorte dragt op, sætter sig over ham og åbner sin kjole. Manden tror han er i paradis. Han løfter sine hænder for at gribe om nonnens vidunderlige bryster. Men han finder i stedet et behåret bryst. Og da han føler efter dernede, er det også stift og mandigt. Noget i mandens hjerte sukker og han kan ikke holde sig tilbage. Han slår armene om nonnen og de elsker.

Næste dag er manden død. De svøber ham i et tæppe og begraver ham. Nonnen vender ryggen til graven og går i sit lange sorte tøj ud mod ørkenen. Da hun kommer ud til kanten, siger hun frem for sig:
"Dette var din rejse".
"Jeg var din rejses mål".
Og så begynder hun vandringen ud i ørkenen.

Denne historie fortæller om vores vandring. I ørkenen. Den svarer til at jeg slår mig selv på hånden med en hammer. Og du spørger:
"Hvad er det du laver! Du gør ondt på dig selv!"
"Nej, jeg slår fluerne ihjel", siger jeg. Så slår jeg igen på hånden med hammeren.
"Men du rammer jo slet ikke fluerne!"
"Måske ikke, men jeg øver mig. En dag vil jeg være i stand til at ramme de frække fluer på min hånd".

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland