Du skal give dagen videre


Forfatter Ambjørn Happy
Jeg havde tænkt på Aurios, mens den gamle, hunden og jeg vandrede på den smalle græsslette. Til venstre for os lå skoven, stor og mørkegrøn, og til højre lå rækken af grå bjerge. Jeg var gået i mine egne tanker og havde tænkt på mit møde med Aurios, og på alle besværlighederne der fulgte efter. Det gjorde mit humør trist. Jeg forestillede mig den fredfyldte lund, den dag hun og jeg stod så tæt på hinanden at jeg kunne opfange den søde duft fra blomsten i hendes sorte hår. Hun havde haft en blå silkekjole på. Den gik lige ned til hendes ankler, og undervejs formgav den Aurios bryster og hendes hofter. Jeg havde netop givet hende sommerfuglen. Hun stod med bøjet hovede og rørte ved smykket i sine hænder. Kærtegnede vingerne, men så forsigtigt som om insektet var levende. Jeg havde forventet hun ville blive glad, men hendes blik formørkedes, og hun begyndte at græde lydløst.
"Du er for gammel", sagde hun. "Jeg skal have børn". Jeg forstod at hun aldrig ville blive min kvinde. 2 dage senere havde jeg forladt landsbyen sammen med enøre.

Jeg følte støvet i mine lunger, når mine tanker kredsede omkring Aurios. Men efter nogle timer var mit sind blevet blæst tomt. Dagen fortsatte sin slangebløde, glidende bevægelse igennem mit sind. Jeg hørte den gamles rolige stemme, han talte til mig uden at gøre ophold, eller vende sig om.
"Livet starter den morgen vi vågner op og siger: Sådan er jeg, og det er der ikke noget at gøre ved! Jeg er tilfreds med at være den, som jeg er". Mere sagde han ikke. Vi fortsatte i tavshed, jeg et par armslængder bag ham. Enøre strejfede omkring med næsen i jorden. Med kvarters mellemrum løb han hen til os, men lige så snart han så at vi havde set ham, trak han væk igen.

Jeg betragtede den gamles rolige gang. Han virkede ikke det mindste træt. En rolig vind løftede med mellemrum op i hans sorte manke, som om vinden betragtede den gamle som sin søn, og den ville rette hans frisure. Selv var han ligeglad, antog jeg. Skægget havde han ladet vokse ned til midt på brystkassen, han manglede et par tænder, og hans ansigtshud var læderagtig med dybe furer i panden og omkring øjnene. Jeg tænkte på det, han havde sagt. Den gamle havde meddelt mig sin sandhed, som om det både vedkom mig, og som om han egentlig var ligeglad med om jeg forstår hans ord. Det gør jeg ikke. Jeg har lyst til at dø. Der er intet at leve for uden Aurios glatte hud. Jeg ved ikke noget om at vågne op og være glad for mit liv. Har aldrig gjort det.

Det er ikke fordi der er noget galt med mig. Som sådan. Men jeg har mødt megen modstand i mit liv, og det er kun sjældent jeg har følt mig hjemme. Min fosterfar lærte mig om planternes virkninger, fordi han var klostrets apoteker. Jeg husker min barndoms solskinsdage, når han sad på træbænken med ryggen op mod klostrets sydlige murstensvæg, og jeg løb rundt i haven på jagt efter flotte blomster og spændende urter, som han efterfølgende gav mig navnene på.

Jeg vil tro kamilleblomsten var den første jeg fik øje på, du kender sikkert dens bløde hvide blade og det gule hoved. Den kan du finde mange steder i naturen. Kog blomsterne i lidt vand, det er bedre hvis du har vin, og drik afkoget for at få balance i underlivet. Hvis en kvinde har svamp i underlivet, kan hun koge rigeligt i en skål, som hun sætter på gulvet. Når hun sætter sig på hug over skålen, så vil dampen trænge op i hendes liv og rense det. Bortset fra bulmeurten, fortalte min fosterfar mig alt om alle planterne, selvom jeg ikke var ældre end 8-10 år. Måske han vidste, at vores tid sammen ikke ville blive ret lang.

Ofte i min barndom vidste jeg besked om forhold i livet, som munkene og brødrene end ikke turde tænke på, og derfor havde de svært ved at snakke om deres lidelser. Min viden gjorde at de var bange for mig, og de blev usikre i stemmen når de kom til mig for at få hjælp. Gennem årene blev de dog mere frimodige, og vi fik et fortroligt forhold til hinanden efterhånden som de opdagede den helende virkning fra mine urteafkog. De var taknemmelige når jeg som ung dreng kogte suppe med kalmus til dem for at helbrede dårlig mave hvis de havde feber, ellers fik de peberrod og hvidløg mod ondt i maven, og til dem der havde ondt i hjertet gav jeg timian, undtagen hvis de var meget gamle, så fik de en smule af julerosen. Det var dog ikke deres kropslige sygdomme, som fyldte mest i de tanker de gjorde sig i lyet under hætten. Det var deres kødelige lyster. Når en mand bliver syg, fordi han savner at ligge med en kvinde, kan man give ham skarntydesaft. Men jeg brød mig ikke om det, fordi mandens lem visner og giver smerte i lang tid. I stedet gav jeg hellere et afkog fra valmuens frø, som de drak inden de skulle sove.

Min fosterfar havde hvidt hår, og hvidt skæg. Jeg synes han var den flotteste mand på klosteret. Han havde skænket sit apotek til klostret, for til gengæld at have et sted at bo i sin alderdom. Abbeden havde givet ham lov til at gå i ordensdragten, den som munkene gik i. De havde en tunika inderst, dernæst selve kutten som var hvid, og yderst en stykke groft, hvidt stof til at tage det værste anslag af snavs fra hverdagen.
"Det yderste stof er en skapular", fortalte min fosterfar mig. Han lærte mig alle de fremmede ord, som man bruger i et kloster. Selv ville han ikke gå i ordensdragten, han foretrak brødrenes brune kutte. Om maven havde han et tyndt reb med 3 knuder. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg sad ved siden af ham, mens han fortalte om knudernes betydning.
"Den første knude er fattigdom. Jeg ejer intet. Den anden knude er for min ydmyghed. Jeg vil adlyde gud. Den tredie knude er for cølibatet. Jeg vil lære at undvære glæden fra de kødelige lyster", fortalte han, og så tilføjede han for det meste: "Som du kan se er den tredie knude ikke knyttet så stramt som de to øvrige. Alle kan undvære at eje noget, fordi vi har jo guds natur som giver os helbredende urter, fisk og brød. Og alle kan lære at adlyde, fordi vores krop er bange for brændenælder og tidsler. Men kun de færreste af os kan undvære de rosenknopper som kvinden bærer på sit bryst, fordi med dem sætter hun de blomster jeg elsker aller mest: Børn lige som du".

Da jeg var omkring 11 år blev min fosterfar syg. På det tidspunkt rev han i sit bælte, så også den tredie knude blev knyttet stramt. Han lå syg i to uger. En enkelt gang fik vi hjulpet ham ud i korsgården, så han kunne se himlen. Det var efterår, og fuglene trak sydpå, hvilket han opfattede som et forvarsel.
"Min tid er kommet. Nu skal jeg hjem", sagde han. Brødrene hankede op i ham, og vi fik ham ind i den østlige fløj, der hvor kormunkene har soverum. De følgende dage kastede han blod op, og hans mave gik i stykker. Jeg forsøgte med løvstikke. Han sagde smerterne blev mindre, men hans krop sagde ham imod. Lammeøre gav ham lidt fred i maven, og det gjorde det nemmere for ham at komme af med sin afføring. Jeg forsøgte med hasselurt, kogt i vin og honning, og i nogle timer hostede han mindre. Men hver gang jeg forsøgte med urterne, gav det ham kun en kortvarig lindring, og slet ikke nogen bedring. Hans sot sad i maven og i lungerne. Det var som om hans krop faldt fra hinanden indvendigt, og ud strømmede blod og gullig væske.

På den sidste dag fik han et øjeblik ro i sit sind. Han bad mig om at lytte, men først sendte han brødrene ud af cellen, så vi kunne være alene.
"Min dreng, jeg har lært dig alt hvad jeg ved, undtagen hemmeligheden om den sidste urt i haven, den jeg har sagt du skal holde dig fra".
Jeg vidste hvad han talte om. Længst nede i klosterhaven, tæt på komposten, stod tre eller fire grønne planter med lange stængler, og øverst sad hist og her mørkviolette blomster som lignede langhovede klokker.
"Jeg ønsker du bruger alt hvad jeg har lært dig, til at helbrede sygdomme og lindre smerter. Du må altid være varsom, og hellere bruge urterne forsigtigt snarere end lemfældigt, fordi urterne indeholder stråler fra guds kraft, den skal man ikke spøge med".
Han trak vejret dybt.
"Bulmeurtens mørke blomster kommer ikke fra gud. Bulmeurten kommer fra dødsriget. Du har set hvor trist den ser ud. Det er fordi den savner at komme hjem. Men døden har sagt, at den ikke må komme tomhændet. Derfor skal den tage et menneske med sig tilbage. Den plante er farlig, fordi den vil trække alle der kommer i berøring med den, i retning af dødsriget".
Jeg nikkede. Selvom jeg kun var en dreng, så anede jeg hvad han ville sige.

"Det er derfor heksen knuser blomsten og smører sit liv med dens saft, fordi heksen har brug for at kende døden, når hun vil vriste syge mennesker ud af dødens greb. Heksen, hun laver en salve og smører bulmeurtens saft op i sit indre liv, og pludselig flyver hun gennem luften sammen med de døde onder, hun oplever døden endnu mens hun er i live. Hvis hun har rifter i sit køns læber, eller i sin indgang til livmoderen, risikerer hun at dø. De fleste gange overlever heksen, og døden må give slip på hende efter en tid".

Min fosterfar sendte mig ud i haven, og jeg plukkede bulmeurtens blomster til ham. Han knuste blomsternes frø, blandede dem med vin, og lod drikken stå i en time for at trække giften ud. Jeg har svært ved at huske hvad vi talte om. Men jeg husker han sagde, at den sidste drik må du aldrig lade andre blande for dig. Når du vil dø, skal du blande den selv. Gud kan tilgive hvis du drikker bulmeurtens saft, men der ingen tilgivelse mulig, hvis du blander drikken til andre.
Da smerterne vendte tilbage, nåede han at sige to ord med klar stemme, inden han drak bulmeurten.
"Mea culpa", sagde han. Det betyder, jeg er skyldig.

Den gamle standsede og kiggede mig an.
"Jeg kan se tårer i dine øjne. Det kan ikke være solen som blænder dig, for den har du i ryggen, hvad er det som gør dig ondt?"
Jeg sank, rømmede min stemme.
"Jeg har gået og tænkt på min fosterfar. Han fik den sot, som ingen urter kan standse. Jeg var med ham dag han døde, og det tænkte jeg på mens vi gik".
Den gamle nikkede. Så smilede han.
"Du elskede din fosterfar, og jeg kan se han også elskede dig". Hans ord fik mig til at græde højlydt, men han havde allerede vendt ryggen til mig og gik videre.
"Kom med mig", sagde han henkastet over skulderen. "I aften skal vi sove på græsset. Det er blødt, lige så blødt som en kvindes nøgne mave". Jeg krampede sammen i gråd, fordi ordene fik mig til at huske Aurios. Min sjæl skreg inde i mig, at den hellere ville dø end nogensinde igen at lægge sig ned på planetens græs. Jeg begyndte at rive mig i håret, fordi jeg havde så meget sorg indeni. Jeg tror også jeg råbte hendes navn, inden jeg faldt omkuld med kramper og alt blev sort.

Da jeg kom til mig selv igen, stod enøre og slikkede mig i ansigtet. Jeg fik sat mig op. Den gamle var skrumpet ind til en lille skikkelse tæt på horisonten, han var svær at få øje på. Det så ud som om han vinkede til mig. Hunden gav mig et nyt slik midt på munden, som om den ville fortælle mig at den holdt af mig. Der var trukket sorte skyer ind over skoven. Det ville begynde at regne, inden nattemørket sænkede sig. Pludselig hørte jeg min fosterfars stemme helt tæt på mig.
"Gud har givet dig din dag, så du kan gøre gode gerninger. Men gud har også givet dig kvinden, så du kan give de gode dage videre til et barn. Du skal ikke gå bort fra livet, før du har givet dagen videre til et barn". Min fosterfars stemme talte med et alvorligt tonefald. Jeg vidste han havde ret. Så jeg rejste mig ved min vandrestav, og gav hunden et klap.
"Kom enøre. Du skal gå sammen med mig, indtil jeg har givet min dag videre". Jeg tror hunden var ligeglad med mine ord. Men de opmuntrede mig selv, så mine ben fik nye kræfter.

Efter et kvarter nåede jeg frem til den gamle. Han havde allerede lavet et bål til natten.
"Fortæl mig om din fosterfar", bad den gamle. Det gjorde jeg så. Da jeg var færdig med min historie, den jeg fortalte dig, sagde han at sådan begynder vi rejsen frem mod livets lykke. Vi skal lytte til fortidens visdom, og lade smerten ligge bag os når vi går videre. Så nu vil jeg finde mig et barn, at give min dag videre til.
"Hvem er du så?"
"Jeg er ham der vil give dagen videre. Jeg savner Aurios. Hun mente jeg var for gammel til hende, og måske er jeg for gammel, men det er der ikke noget at gøre ved. Hvis jeg er for gammel, så må jeg finde et forældreløst barn. Jeg giver ikke op! Jeg er ham der vil give dagen videre!"
Pludselig åbnede himlen sig og regnen strømmede ned over græssletten. Den gamle pakkede sig ind i frakken, mens bålet sydende druknede. Jeg rejste mig og trak tøjet af mig. Så løb jeg nøgen rundt på sletten med armene i vejret, højt råbende at jeg var ham der vil give dagen videre, og med enøre springende gøende omkring mig. Den var også glad, hunden. Måske tænkte den på at parre sig med en yndig hunhund, så den kunne blive far til et helt kuld hvalpe.
Jeg satte mig ned i regnen og omfavnede enøre.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland