Livets flod


Forfatter Ambjørn Happy
Hun gispede forskrækket og stivnede foran bogreolen. En lyd havde trængt sig ind i hendes erindringer og tværs gennem stuens halvmørke, lyden af en riflet metalnøgle som blev stukket i lejlighedens yderdør efterfulgt af det bløde smæld fra låsen der blev slået fra. Lena snurrede rundt med opspilede øjne, døren gik op og nogen trådte ind i entreen med tøvende skridt, som om vedkommende var lige så fremmed som hende selv. De var to derude.

"Hold kæft hvor der stinker, sikke en stak lort ! Føj for den lede", lød det fra en mands spinkle stemme. "Nu forstår jeg Christian bedre. Jeg ville faneme også krepere i det hul her!" En dybere kvindestemme mumlede som svar, og mandestemmen fortsatte. "Du har ret, han sku' ha' ryddet op efter sig inden han tog springet væk fra det hele". Parret lo hårdt og glædesløst, hvilket fik Lenas hjerte til at krympe sig. Hun stod med den glatte træelefant fra Kenya fastknuget i den ene hånd, og den anden hånd åbnet i rædsel, stirrende mod stuens døråbning ud til gangen. Det suste i hendes ører af angst. En mand i 30'erne dukkede frem. Han kiggede ned i gulvet for at undgå bunkerne af gamle blade, aviser og mælkekartoner.
"Hold kæft et rodehoved!"
Så kiggede han op og missede med øjnene.
"Hvem fanden er du?", spurgte han da han fik øje på Lena.

"Lena. Jeg, jeg hedder LeleleleLena".
Han var høj og tynd, med en åbenstående mørkplettet rulamsfrakke hele vejen ned til midt på hans lår. Briller i blank stål, og tjavset lyst hår. Kvinden trådte ind ved siden af manden. Hun havde en langhåret pels på, høje støvler til knæene, en masse brunkrøllet hår og knaldrøde læber.
"Hvem er hun, Kasper?"
Lena gentog sit navn, sænkede armene, samlede fødderne. Så mærkede hun træfiguren Christian havde skænket hende den aften, og vidste ikke rigtig om hun skulle sætte den tilbage på hylden eller holde fast i den. Parret var måske Christians arvinger og ville kræve den af hende, selvom figurens økonomiske værdi måtte være beskeden.
Kasper snøftede og kastede et blik rundt i stuen.
"Men hvad laver du her, LeleleLena! Og hvordan er du kommet ind!"
"Christian gav mig en nøgle".
"Nå! Så har du vel nappet sparegrisen, går jeg ud fra. Det er faneme for groft. Er du en af de der fucking hjemmehjælpere kommunen sender ud, eller hvad!"

"Jeg er en af Christians venner. Han har givet mig denne her elefant, og det er det eneste jeg er kommet for at hente. Jeg har ikke taget nogen penge, og jeg tror heller ikke han havde nogen, hvis jeg skal være ærlig", sagde hun med klar stemme.
"Gu' fanden havde han penge, din lille luder! Hvor er de henne!" Kasper gjorde sig stor og truende, men hun blev roligt stående uden at flakke med blikket.
"Kasper! Lad så vær, du rør hende ikke! Lad nu vær!". Kvinden i pels rykkede ham i armen, hendes stemme lød angst. Han vred sig fri og rullede med hovedet.
"Godt, så lad os finde dem! Men jeg siger bare, hvis ikke vi finder dem hurtigt, så flår jeg den lede mær i stumper og stykker, indtil de dukker op!".

Han vendte sig om og vurderede møblerne. "Sæt dig derover", kommanderede han, slog ud med armen i retning af sofaen. "Og så sidder du faneme helt stille, din sæk!"
Hun adlød. Pelskvinden satte sig ved siden af hende med et bekymret udtryk i ansigtet.
"Jeg håber ikke du har taget dem, for så bliver Kasper sur", betroede hun Lena med store øjne. Lena gav hende et beroligende smil. Det var meningsløst at sige noget, fordi Kasper var begyndt at smide ting på gulvet i et rasende tempo og med en vældig larm. Psykopat med garanti.

"De er her ikke!"
Kasper stod truende over hende. Der var sved på hans pande og han trak vejret hurtigt.
"De er her faneme ikke! Hvad så LeleleleLena? Skal vi ryste op med dem frivilligt, eller....?"
Lena kiggede roligt på manden, men nappede sig i underlæben.
"Du må hellere gøre som han siger", foreslog pelskvinden bekymret.
Lena nikkede.
"Han har dem i inderlommen", sagde hun tonløst. Kasper snurrede rundt og stirrede på Christian i lænestolen. Hans ansigt fortrak sig i rædsel. "Jeg skulle lige til at tage dem da I kom. Inderlommen", gentog hun. Kasper nærmede sig liget. Det var pænt klædt i et godt jakkesæt, og skoene var fint snørrede, nypudsede. Lena havde knælet ved siden af ham og bedt for hans sjæl, da hun fandt ham. Ikke fordi hun troede på Gud, men det gjorde Christian måske.
Kasper snurrede rundt.
"Jeg rører faneme ikke ved ham!", hvæste han og stirrede på Lena. "Du gør det! Du gør det faneme!"
Lena smilede, men hun var ikke glad. Ubemærket havde hun fået fat i det kølige metal nederst i tasken, metallet der bærer mange navne, hvoraf ingen minder om livets flod der glider gennem landskabet, og hvoraf alle andre betegnelser rummer afslutningen, døden.
"Hvorfor smiler du, lede luder!"
Hun viste ham hvorfor.

© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland