Neger-terroristen


Forfatter Ambjørn Happy
Det var den lækreste røv i Helsinki Lufthavn.
En negerkvinde et hovede lavere end mig selv, ung og med et brunt tørklæde bundet stramt om hovedet. Overkroppen er let og løs, dækket af bomuld og denimstof i sort, underkroppen har de der afklippede cowboybukser, med sorte tykke nylonstrømper indenunder. Højhølede sko. Når hun går foran os gennem gaten ud imod flyet, vipper hendes røv fra side til side som en frækt grinende, glad invitation.

"Jeg ved godt hvad du tænker på!", siger den unge piges bagdel, og smiler frækt i hudfolderne.
"Hvad tænker du på, Ambjørn?"
Min kærestes stemme når mine ører og vækker min hjerne. Som en kold dampmaskine, efter en enkelt sæk træ, begynder jeg langsomt at komme ud af min koma.
"Øh", svarer jeg. "Øh, jeg er bare træt".
Hvorfor lyver mænd så meget? Eller i hvert fald mig.

Det sker kun i film at den unge frække kvinde har booket plads ved siden af hovedpersonen. (Det er mig). Og så altså også i denne her historie. Da vi langt om længe får møvet os ned gennem det lille passagerflys midtergang til række 10, sidder negerkvinden allerede ved vinduet på 10A. Min kæreste vil sidde yderst, fordi hun er bange for vi alle sammen bryder i brand og styrter mod jorden, og så vil hun gerne sidde ved midtergangen, så hun kan løbe ned til nødudgangen og kaste sig ud af flyet, inden vi styrter mod jorden. Så jeg sætter mig ved siden af negeren.
Hun er lækker.
Jeg kan mærke det med det samme jeg sætter mig.
Det er noget i hendes hud, hendes varme, hendes sjæl.
Hun er cool.
Når hun retter på sin avis, eller presser sin ene hånd ind mod sit skridt, kommer hun ustandseligt til at røre ved min venstre arm eller mit ben. Tilfældigt. Elsker det.

Men denne historie handler om terror. Min aloevera-solcreme var blevet konfiskeret af de finske sikkerhedsfolk, fordi tuben indeholder 118 ml.
"This is too much! Only 100 ml. liquid is allowed!", havde den finske unge mand fortalt mig ved sikkerhedskontrollen. Alle finske vagtfolk i lufthavnene er venlige og rare, og vejer under 75 kilo. Undtagen kvinderne. De trøstespiser. Formodentlig fordi kvinderne pines af mænds dumhed. Det er fucking lige meget om jeg har 100 gram eller 118 gram aloe vera med ombord på flyet. Man skal jo være dum som en mand, hvis man tror terrorister smugler sprængstof ombord i sodavandsflasker og tuber med økoloisk solcreme.

Hør nu her. Hvis du er terrorist kan du købe plastisk sprængstof i enhver 7-11. Vælg f.eks. et plastisk sprængstof som består af 77% hexadecimal og 23% aromatiske rosendufte, samt evt. små mængder mintpastil, og form det til en pølse. Når du så går gennem metaldetektoren med sprængstoffet gemt i et mørkt hulrum i din krop, opdager de søde sikkerhedsfolk ingenting. Næ nej, de står og brokker sig over at du har solcreme med i en tube! Med den form for sikkerhed, hvor stor er sandsynligheden for at et passagerfly med 100 skrigende passagerer styrter mod Den Botniske Bugt mellem Finland og Sverige?
Stor!
Det store cirkus i lufthavnen forhindrer ikke terrorisme, med mindre vi kigger alle passagerer op i røvhullet. Ha! Det kunne være et syn for guder. En lufthavn med hundredvis af passagerer som står på hovedet, mens en ung finne oplyser deres mørke hulrum mellem balderne.

Nå. Men negerinden ved siden af mig er en lækker steg. Desværre. 30 sekunder før take off. 4 negermænd vralter ind i kabinen. Skubber til folk. Kan ikke finde deres pladser. Jeg får straks en fornemmelse af, at det er terrorister. Den ene har brede skuldre, og den anden har barberet sit skæg på en måde, som understreger hans maskuline underkæbe. Mændene forsøger at sidde ved siden af hinanden, men flyets personale tvinger dem til at sidde adskilt. Spredt ud over hele maskinen. Vældig utrygt.

Ikke at negre er mere farlige end andre terrorister, men det gør mig utryg. Bedre bliver det ikke, da negerinden, som jeg nu forstår tydeligvis er i ledtog med negermændene, åbner sin taske og fremdrager en lang kniv som hun presser mod min hals!
Ups nej. Et stykke tyggegummi. Jetflyet accelererer ud ad startbanen og vi sætter fødderne op i himlen. Det presser i ørerne. Negerinden tygger og tygger, mens hendes hænder kærtegner sine lår. Hun er nok ikke terrorist, tænker jeg. Men 30 sekunder senere åbner hun sin taske og tager fat i kniven, som hun trykker ind mod min brystkasse! Ups. Et nyt stykke tyggegummi.

Så forstår jeg vi skal dø. Og det er okay. Har set det på film. De tygger sprængstoffet og former det til en våd klat, som de sætter fast på flyskrogets inderside. Boom! Så sprænger de hul i skroget, og hele molevitten falder fra hinanden. Som umodne æbler i en voldsom auguststorm, vil vi falde mod jorden og blive stødt. Fuck!

Det er okay at dø. Jeg er en fredens mand. Den lille negerkvinde skal have lov til at leve sit liv og sprænge os alle sammen i luften.
"Excuse me", siger hun pludselig. Skubber til min arm (hele mit indre bryder i brand), hun læner sig frem og sætter sit tyggegummi i affaldposen i sæderyggen foran os.
Så var det ikke sprængstof alligevel! Hun er bare en dejlig negerkvinde, med et tørklæde om sit hovede. Typisk muslim? Det tror jeg. Hun har smukke negle. Jeg lader som om jeg kigger ud ad vinduet. Når jeg ser hun ikke opdager noget, kigger jeg istedet på hendes krop. Hvem der bare var ung og smuk, og rig. Så ville jeg forføre alle kvinder som hende!

Min kæreste skubber til mig.
"Ja?"
"Jeg er bange. Hold om mig. Jeg er bange for at vi falder ned!"
"Så min ven". Jeg trøster hende. "Vi falder ingensteder. Du kan være helt tryg". Hører jeg min kæreste gabe?

Men så, da vi skal lande i København, under indflyvningen - de kritiske minutter - viser den muslimske negerinde sit sande ansigt. Hun finder en mobiltelefon frem i sin taske og taster nogle hemmelige sekvenser på den. Du ved, beskeder til fyrene med jord-til-luft-raketterne, eller ringeklokker til dynamitstængerne i bagagerummet. Hvad ved jeg! Jeg bliver bare meget bange, når en negermuslim roder med sin mobil, mens vi drøner hen over hovedet af København og er ved at lande 100 kristne sjæle. De vil sprænge os i luften, vil de!

Lynhurtigt indser jeg, at pigen har læst samme hjemmeside som jeg selv. Selvfølgelig har hun formet sprængstoffet til en pølse, og nu er det indeni hendes krop. Når hun trykker på sin Nokia, kommer der ild ud af hendes krop. Halvdelen vil ødelægge væggen i flyskroget, og halvdelen vil ødelægge mit ømtålelige skind. Okay. Vi skal jo dø. Men så finder hun i stedet nogle øretelefoner, og sidder snart og nynner til et stykke popmusik. Jeg forstår hun vil trække pinen ud.

Med 800 kilometer i timen drøner jetflyet henover København.

"Hvad tænker du på skat?"
Jeg rusker kæresten lidt i håret.
"Åh, jeg er bare træt", siger jeg. Det er bedre at lyve. Ellers hopper hun ud af flyet, fordi hun er så bange for at falde ned. Men det er træls med alle de løgne.
Pludselig snakker russeren til mig! Eller negeren. Terroristen. Hun vil ud! Vi er få minutter fra at lande, men hun vil ud! Jeg rejser mig, kæresten rejser sig, stewarden ser bekymret ud. Den lille neger, med den flotteste røv, går ned ad midtergangen til toilettet bagest i maskinen. Sammen med sin taske.
Det er okay at dø.
Vi sætter os ned.
Slapper af.
Afventer knaldet fra det der sprængstof, som vil flå halen af vores maskine, og så dratter vi alle sammen lige ned i Christiansborg, som en himmelsk svinetransport ude af kontrol. Vi venter.

"Excuse me!"
Pigen er komme tilbage i nøgne fødder, og sætter sig ind på sit sæde. Åh ja, selvfølgelig. Hun har monteret bomben ude på toilettet, og nu vil hun hvile et par minutter inden sit møde med sin gud. Hun retter på tørklædet. Gør sig smuk for at møde sin skaber. Ja! Sådan er de. De der, terrorister!
Men pludselig lander vi, uden at pigen har nået at bringe bomben til sprængning. Vi stormer ind i lufthavnen, uden at hun når at trykke på knappen. Faktisk tripper hun ubekymret afsted foran os, på vej hen til bagageudleveringen.
Hendes røv griner.

"Hvad tænker du på?"
Min kæreste har lagt mærke til mit blik. Afsløret.
"Øh..."
"Sig mig, glor du på hendes røv!"
"Nej, nej. Jeg har bare lagt mærke til...." Jeg lægger læberne til kærestens øre og hvisker. "Jeg tror pigen derhenne er terorist!"
Til min overraskelse nikker min kæreste.
"Det tror jeg også!", hvisker hun tilbage mig. "Hun er ren dynamit".
Kæresten griner.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland