Med røven bar i en million


Jeg var ude ved bilforhandleren. Først cyklede jeg forbi banken. Eller... én bank. De har samme service, og skufferne er fyldte med pengesedler, så tænk ikke på hvem der giver mest i rente. Beliggenheden er vigtigere, og husk også at have noget for ansigtet.
Nå, jeg ankommer altså med en pose penge i hånden, og giver mig til at kigge på køretøjerne. Funklende, er de. Spritnye. Jeg ved ikke hvad det er, der lever i mig. Når jeg lægger hånden på en nylakeret forskærm, sitrer det i hele kroppen. Noget seksuelt. Nye biler gør mig opstemt. Har du det også sådan?

"Kan jeg hjælpe?"
Bilsælgeren er i hvid skjorte og sorte bukser. Nybarberet. Jeg kan se han går til frisør, når håret bliver for langt. Jeg tager bare hundetrimmeren, det er hurtigere, synes jeg. Strygejern bruger han også. Det giver en mand et strejf af pigekjoler, når skjorten er uden hverken rynker eller pletter. En duft af rosenvand. Jeg puster røg ud foran ham, for at tage det værste.
"Er lædersæderne med i prisen", spørger jeg henkastet.
Et lille smil dukker frem på fyrens lyserøde læber.
"Til 1,2 millioner er alt med i prisen". Han lægger vægt på prisen. Tror måske ikke jeg har lagt mærke til prisskiltet i forruden af bilen.
"Alt?"
"Ja".
"Hvem skal vaske den i weekenden? Kommer du forbi?"
Bilsælgeren ler nervøst. Han har pletter på sin sjæl, selvom skjorten er kridhvid.
"Høhøhø, naturligvis ikke".
"Jaså. En simpel ting som en ugentlig bilvask er ikke med i prisen. Hvad med hjulene? Går de, eller får man kun et par stykker? Måske et enkelt?"
Bilsælgeren bliver stram om munden.
"Hjulene er med. Dem alle sammen. Kan jeg hjælpe, eller...?
"Hold denne her".
Jeg rækker ham posen fra det lokale supermarked. Først tøver han, men da jeg løfter øjenbrynene, tager han imod den med en hånd, der er på nippet til at bryde sammen i nervøse trækninger. Jeg kan se han tænker på, om der er dynamit i posen. Og det er der. Den slags der laver huller i ozonlaget, og får folk til at rive neglene til blods. Jeg begynder at knappe skjorten op. Cigaretten har jeg trådt flad på det blanke gulv.

"Undskyld mig, men hvad laver du?"
Bilsælgeren ser overmåde bekymret ud. Han kaster et blik rundt i salgslokalet for at få øjenkontakt med sine kollegaer. De sidder vel og drikker kaffe, sådan en kedelig tirsdag formiddag. Han må klare sig selv, indser han.
"Øh, det går ikke. Du skal ikke tage tøjet af", beder han. "Det går altså ikke!"
Men da står jeg allerede splitternøgen foran ham.

"Det skal føles rigtigt", forklarer jeg og sætter mig ind bag rattet. "Kalvehud skal det være. Men den store kunst er at garve læderet, uden at gøre det tørt som en stiv pandekage. Det skal være levende. Som en ung piges hud, når hun ligger bagved dig, og hvisker dig søde ting i øret".
Bilsælgeren går sin vej.
"Hej mand, posen! Hvis du løber med mine penge, brækker jeg dine ben!"
Han kommer hastigt tilbage. Sætter posen ved den åbne dør, og går igen. Småløber gennem lokalet. Der er højt til loftet, og masser af lys. Jeg følger ham med øjnene, indtil bilerne skygger helt for ham. Læderet føles virkeligt rart mod huden. Jeg drejer nøglen. Motoren springer an. Gasser op et par gange. Muskuløs. Tro nu ikke jeg er vild med mænd. Men en bil skal være stærk som en toptrimmet skovhugger. Som en forlængelse af min egen krop. Som et blankt og højtråbende dyr, der brøler på min vej gennem byen:
"Træd til side, her kommer Ambjørn!"

Bilsælgeren kommer tilbage sammen med en ældre herre, der har en stor mave. Sikkert chefen. Når vi har tjent penge nok, eller slet ikke nogen, begynder maven at vokse. Hvorfor? For at glemme tilværelsens tomhed, fylder vi vores maver med mad og vin. Store maver er tegn på, at vi nyder livet. Fordi der ikke er andet at gøre. Eller fordi, vi allerede har gjort nok.
"Har vi et problem her?"
Tykmaven læner sig frem, men holder sig i tryg afstand bagved døren. Han forsøger at virke myndig. Alvorlig. Bilsælgeren holder sig i baggrunden. Hans skjorte er begyndt at krølle, synes jeg.
Jeg slukker motoren. Sukker. Lader mine hænder kærtegne rattet. Kigger rundt i den rummelige kabine, som har et varmt skær af mørkt kirsebærtræ, sort læder, power.
"Næh, det ser fint ud".
Tykmaven puster sig op.
"Nu synes jeg ærlig talt, at vi skal stoppe her. Stig venligst ud af bilen". Hans stemme er slet ikke venlig. Det sårer mig, når folk tænker noget grimt om mig, og det gør han. Bekymrer mig. Folk tager udseendet meget alvorligt. Reglerne for god opførsel er tatoveret på det indvendige af deres øjne. Som et gitterværk nogle af os ikke passer ind i. Jeg kan mærke han er irriteret over, at jeg er nøgen.
"Jeg var altså i bad i morges", siger jeg.
Tykmavens øjne bliver røde.
"Jeg er fløjtende ligeglad. Se så at komme ud af den bil! Og det skal være nu!"

Hvad skal man gøre, når folk mangler respekt? Det har undret mig hele livet. I nogle film, trækker manden en kæmpe pistol frem fra hylsteret under armhulen. Det er ikke min stil. Våben ser tåbelige ud, når man kan lide at være nøgen i hverdagen. Og blodet. Nej, nej. Slet ikke noget for mig.
"Giv mig mit tøj", siger jeg.
"Gu vil jeg ej! Stig ud af bilen, eller også bliver det politiet. Kaj, gå ind og ring efter strømerne. Du skal stige ud af bilen, og det skal faneme være nu!"
Tykmaven er rød i hovedet. Engang havde han en kæbe, men den er forsvundet nu. Hans hoved er blevet rundt og blødt. Som budding. Hvis man kan få dem i røde farver. Bedre at tage benene på nakken. Vrede folk har en tendens til at blive voldelige. Vold det er slet ikke mig. Ikke mere, i hvert fald. Så jeg snupper posen, og trækker døren i. Tykmaven forsøger at holde den åben, men jeg hiver af alle kræfter, og da han er bange for at få fingrene i klemme, giver han slip. Jeg låser dørene. Drejer nøglen. Bilen ryster af begejstring.
"Jeg skal nok få dig ud herfra", siger jeg og klapper dyret på instrumentbrædtet. Bakker et par meter. Jeg kan se tykmaven råber ad mig, men ingeniørerne har gjort et fantastisk stykke arbejde med at lydisolere bilen. Jeg sætter i gear fremad, trykker pedalen i bund. Tykmaven springer til side.

Uden at ramme ind i nogen ting, får jeg bilen manøvreret ned gennem rækkerne af udstillingsmodeller. Hen forbi kontoret. Ud gennem den åbne port. Kortvarigt standser jeg ved udkørslen fra bilforretningen. Retter lidt på bakspejlet. Jeg kan se tykmaven bevæger sin krop i noget der ligner løb. Hvorfor tog han ikke imod mine penge? Så kører jeg frem og smutter ind i trafikken, finder min plads. Sætter kursen mod motorvejen. Og det er sommer i Danmark. I aften fejrer vi Sankte Hans. Midsommer.
Jeg kører rundt i en million med røven bar. Ikke nogen dårlig start på en god dag.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland