Den gale viking


Forleden var jeg tæt på at slå en tysker ihjel, samt hele hans familie. Jeg må indrømme det: Min krop indeholder nogle vikinge-gener som med jævne mellemrum går bersærk. Jeg har altid haft et ubehageligt voldsomt temperament, men det er først nu at jeg ser det i øjnene. Mine blodårer er opspændte af brølende vikingeblod. Og sådan er det. Upraktisk.

Det er altid godt for mennesket at stå ved sig selv. Det er ikke altid politisk korrekt, nogle gange kan det være katastrofalt, men det er godt fordi det er lærerigt. Når vi står ved os selv møder vi verden med åbent ansigt, vores liv vinder sandhed.

Det er aften. Mens jeg roligt overhaler et par lastbiler; pludselig bremser en bred bil bag mig. Jeg kan se i bakspejlet hvordan han blinker til venstre for at få mig til at trække ind i motorvejens inderspor. Måske du kender det? Nogle mænd kører helt op i røven af dig og giver dig dender følelse af: "Flyt dig lille lort så jeg kan komme forbi". Så blinker de med både det ene og det andet, mens de holder under 3 meter til din kofanger.

Min far lærte mig at trykke forsigtigt på bremsen, så stoplyset flammer op. Han mente at det røde bremselys fik folk som manden bagved mig til at falde tilbage til en mere sikker afstand.
Det kunne jeg aldrig finde på at gøre. Jeg trykker hårdt på bremsepedalen, hvilket medfører at bilisten bag mig må foretage en katastrofeopbremsning for at undgå at påkøre mig. En anden dag på motorvejen så jeg hvordan en kvinde fløj op mod instrumentbrædtet, da hendes mand panisk bremsede op. Denne aften er det mørkt, så jeg kan ikke se hvordan opbremsningen virker i bilen bagved mig, men fyren ved rattet er vred. Han tænder for fjernlyset for at blænde mig. Han må jo være åndssvag, jeg tramper hårdt på bremsen, hans næse dykker mod asfalten nogle centimeter bag min bagdel. Jeg kan mærke han er rasende nu. Han blinker med lyset som en hysterisk nar. Jeg træder på bremsen hårdt, afpasser farten til campingvognen i indersporet. Så ligger vi dér lidt og venter på at han blænder ned.

Lidt længere fremme har fyren opgivet det lange lys. Jeg trækker ind med sammenbidte tænder, jeg føler vreden skylle igennem mig. Inde i mit kød brøler den gale viking. Jeg ser for mig hvordan bilisten passerer mig, og da vil jeg give ham et hårdt skub med skulderen, jeg vil presse ham af motorvejen, vride rattet til venstre og smadre ind i hans bløde sideflæsk. Så må han krølle sammen i bål og flammer og sortbranket kød, jeg er ligeglad. Vikinger kender ingen nåde, og bibelens bud om ikke at slå ihjel gælder ikke længere. Fuck ham.

Men da er det jeg ser virkeligheden i øjnene. Jeg kan ikke slå ham ihjel ved at køre ind i ham, fordi bilen jeg kører tilhører ikke mig. Det er Freyjas bil, og jeg har slet ingen ret til at ødelægge hendes bil. Den store Chrysler på tyske nummerplader ruller forbi og forsvinder op ad motorvejen. Hvis jeg havde haft et jagtgevær, havde jeg sandsynligvis rullet vinduet ned og stukket det ud i natten. Havde skudt hans bagrude i smadder.

Freyja er vred. Hendes øjne lyser i kabinens mørke. Hun er forarget over min lyst til at køre tyskeren af motorvejen.
"Tænkte du slet ikke på at der kunne være små børn i den bil?", spørger hun. Jeg brummer noget uforståeligt. Mine knoer er hvide. Jeg kan mærke min vikinge-sjæl er skuffet over den fredelige afslutning.
"Jeg gjorde det jo ikke. Det er din bil, så jeg lod være".
"Men hvis det havde været din egen bil, så havde du gjort det?"
"Ja, så havde jeg kørt ham af motorvejen", konstaterer jeg. "Med børn og hund og hele familien".
"Mænd!", hvisler Freyja. "Mænd og jeres forpulede testosteron!"
Jeg kan fornemme hun er træt af mig, underligt.

Men som nævnt: Også lærerigt. Jeg kan se tilbage på mange episoder hvor min indre viking er gået amok, der tegner sig et mønster. Derfor gik jeg ned i den lokale dyrehandel, bad om en mundkurv.
"Til hvilken hunderace?"
Jeg tænkte mig om. "Prøv at give mig noget til en boxer", sagde jeg. "Den har sådan et fladt fjæs som mit, har den ikke?"
Ekspedienten kiggede undersøgende på mig. "Du har måske svært ved at styre dig selv?", spurgte han nysgerrigt.
"Fuck dig!"
Ekspedienten nikkede for sig selv. "Måske, måske ikke". Hans fingre udvalgte en mundkurv i læder, trak den frem fra sortimentet. "Prøv den her først", sagde han. "Så kan vi snakke om det andet bagefter".

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland