Årets julegave: Et brækket ben til jul?


Jeg ønsker mig et brækket ben til jul. Jeg er nemlig blevet for tung i rumpen, fordi jeg bærer allerede på for store byrder. Der er så meget at være ked af, og så lidt at glæde sig over. Du kender det sikkert ikke. Jeg spekulerer og stresser, bryder min hjerne med spøgelser der bliver ved med at løbe fra mig. Mine bekymringer sidder som ravne på mine skuldre. Når de keder sig, napper de mig i ørerne, og klatter mig ned ad ryggen.

Så til jul vil jeg have et brækket ben. Mine hylder er allerede fyldt op med triste fotoalbum, som jeg sjældent kigger i. Fejltagelserne står side om side, råber ad mig når jeg husker tilbage. Mine skuffer er fyldt med hullede strømper, angst og frygt for i morgen. På badeværelset pifter tandbørsten frækt efter mig, og børsten har ikke gidet rejse sig siden jeg mistede håret.

Noget som kan gå i orden igen, noget der kan gro sammen og blive helt. Eller repareres. Når du går ned i byen og kigger på forretningerne, så hold ikke fast i mit ønske. Måske kan du finde noget andet, der kan være lige så godt.

Det kan være min overbo vil hjælpe dig. Køb en 48-armet lysekrone med krystalglas fra Tjekkiet, komplet med lampefatninger og guldkæder, og hæng den så op i loftet med et lille søm fra en eller andens dukkehus. Lad den falde ned, men først: Dæk hans bord med kongeligt porcelæn til 12 personer, masser af suppe-terriner, lammefade og karafler, 3 slags vinglas og sølvbestik. Nej vent, køb kalkuner og fasaner, 2 stk. pattegrise, samt hovedet fra en okse. Tilbered et mægtigt måltid, og server det for alle husets beboere.

Og lad så lysekronen dratte ned, så bordet kollapser og hele festmåltidet fortsætter ned gennem de mørnede gulvbrædder, lige ned i toppen af mit juletræ, sådan at engle, trompeter og trommer flyver til alle sider.

Sådan skal min gave være til jul. Sovs op ad alle vægge, og gipsbandager til alle som har lyst. Så kan vi hyre en bus og i samlet flok køre til skadestuen, som gerne må holde jule-lukket bare for at sætte prikken over i'et. (Jeg ved godt skadestue er uden i).

Det forekommer mig at mange af os bærer rundt på tunge bekymringer, spekulationer, frygt, angst og bæven for fremtiden. Vi er stressede, nervøse, triste, deprimerede. Vores tanker kører rundt som en af de der små racerbaner fra Fætter BR, og det irriterer os at vi kun købte den lille model, fordi det er til at blive vanvittig af tankerne som fiser rundt og rundt. Og rundt.

Vores land har for mange bekymringer, og for få brækkede ben. Vi har regnvejr til SankteHans, men ikke en eneste gal vulkan. Det kunne ellers pynte med en vulkan i vores land, måske den kunne ligge ude på Østerbro eller dér hvor Vojens har plantet sin røv. Så kunne vi i samlet flok danse rundt om udyret og stampe i jorden, indtil den blev tosset og eksploderede i et inferno af lava, røg og damp.

Jeg er bange for at renten stiger trekvart point og måske får amterne cuttet struben. Der er ukrudt i min græsplæne lige så snart det bliver forår. Forleden fik mine nye sko en ridse på snuden, og naboens hund skider på mit fortov. Alt sammen ævl og bøvl, bekymringer og nytteløse spekulationer. Mit liv er fyldt med spindelvæv. Illusioner.

Så please gud, giv mig et brækket ben til jul.
Noget der kan vokse sammen.
Og blive helt.
Så jeg kan være lykkelig. Tryg igen.

Glædelig jul, og
Sun in Heart
Ambjørn C
(Julenissen)


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland