Når døden banker på døren, lukker du så op?


Forfatter Ambjørn Happy
Det var den jul hvor jeg troede katten var død, familien var optaget af et andet arrangement, og mine venner var ikke hjemme eller noget. Jeg sad alene juleaften. Spiste et par ænder. Drak en tønde rødvin. Gik i seng tidligt. Pludselig 22:30 bliver jeg vækket af en indtrængende banken på døren. Jeg har oplevet det tidligere. Det er når de tjekker om der er nogen hjemme. Her hvor jeg bor er indbrudstyvene flinke. De banker på døren inden de går ind. For at undgå akavede situationer.

Men jeg havde sovet. Lejligheden henlå i mørke. Den anden dag da det bankede på døren, rejste jeg mig og gik ud i køkkenet. Det bliver set af indbrudstyven på altanen som lurer gennem gardinerne og de fandt nogle andre at plyndre den aften.
Juleaften sov jeg. Huset var mørkt. Det virkede åbenlyst som om danskerens lejlighed var forladt. En god indbrudstyv tænker naturligvis:
"Så nakker vi hans computer, tv, smykker og penge!"

Jeg bliver ikke sur over det. Fuck når jeg tænker på hvor dårligt nogle ufølsomme danskere behandler mine naboer, så er der ingen grund til at mugge. Vi rejser ned og dræber folk der har samme religiøse overbevisning som dem. Det er deres brødre! De kan ikke gå i byen som andre unge. Når de kører rundt i deres hurtige biler bliver de ustandseligt chikaneret af politiet. Søger de et seriøst job, kan alene deres navn være nok til at blive lagt over i "desværre"-bunken.

Men jeg opfordrer heller ikke folk til at begå indbrud hos mig. Det svarer til at være afhængig af de der fedtede røde pølser, og så lave et knæk i den lokale vegatar-restaurant. Her er hos mig er der virkelig ikke noget at stjæle. Jo, en gammel computer som går ud når man rører ved strømstikket. Den er 300,- værd på en god dag. Ellers: Nada!

Fuglen skal man passe på. Katten, som vendte tilbage juleaftensdag. Måske også mig. Resten er ikke noget værd på det sorte marked.

Der blev grebet i dørhåndtaget. Rusket i døren. Jeg sprang ud af sengen og vidste, at indbruddet ville ske indenfor få sekunder. Jeg hader at stå splitternøgen mens folk er på nippet til at bryde ind. Det føles meget sårbart. Det er nu anden gang jeg har prøvet det.
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle undgå indbruddet....
Instinktivt løb jeg ud i køkkenet i den helt mørke lejlighed. Tændte lyset. Alle de store knive var beskidte. Det var forkert at bruge dem. Man kan jo ikke jage en kniv med smøreost i brystkassen på en mand, det er uværdigt! Jeg havde også telefonen med.

Så hoppede jeg ind i stuen og kiggede forsigtigt ud gennem en sprække i gardinet. 20 cm. fra min næse stod en mand, en mørk skikkelse.
Fuck!
De slår hul i den 2 meter brede altandør og stikker en arm ind for at åbne den. Sådan gør de hver gang herude.
Fuck!

Alt dette her tager mindre end 10 sekunder. Måske kun 5 sekunder.
Jeg springer ud i køkkenet. Trækker nummer 2 skuffe ud og løfter den store stegegaffel. En djævelsk stor fork som kan slå en okse ihjel. Og det frygtelige: Jeg er fuldstændig klar på hvordan indbrudstyven skal få den fork ind i sit hjerte! Anatomien står lysklar for mig. Nedefra og skråt opad. Den indbrudstyv kommer til at dø i aften!

Jeg tager ikke fis på dig. Hele min krop og sjæl har truffet et valg. Tyven kommer til at dø!

Så brager det, fordi tyven smadrer det store vindue i altandøren. Et kæmpe brag, som naboerne af princip ikke kan høre. Jeg trykker "112" og kommer ud af køkkenet. En energi bygger sig op helt nede fra tæerne. Jeg brøler på vej ind i stuen til tyven!
Dét hører naboerne, er jeg sikker på!
Det er sådan et brøl der får blodet til at fryse til is, og folk tisser i bukserne. Tyven hører det også og stikker af. Jeg kigger ud gennem gardinet i den smadrede altandør. Han er væk.

Den juleaften havde politiet travlt i alle af byens områder. Viceværten var også træt.
"Jeg har været på vagt siden kl. 6 i morges. Det har været en frygtelig dag. Så mange indbrud!", klager han og sætter en megaplade for den ødelagte dør.

2 dage senere skulle jeg rejse til Finland. Jeg tog de par ting jeg ejer og samlede dem på spisebordet. Der var også en seddel.
"Det er alt. Ambjørn".

På vej hjem fra Helsinki banker døden så på døren igen. Og da havde jeg fået nok. Det var i flyet. Lige da jeg sætter jeg mig ned kan jeg lugte brændstof. Folk kan prutte, lugte af øl, kraftig parfume, jeg er ligeglad. Men når jeg sætter mig i flyet, så skal det ikke stinke af brændstof!
Jeg havde bedt om en plads ved vinduet, så jeg kunne se ud på landskaberne. God idé. Det var buldermørkt udenfor, fordi det var vinter og sidst på dagen.
Sædet ved siden af mig var tomt. I sædet ud til gangen sad en ung finsk violinist som underviser i København og spiller rundt om i Europa.
Vi trillede ud mod startbanen. Gik i stå. Holdt stille i 15 minutter.
Fuck.

"This is your captain speaking. Vi har holdt stille på grund af nogle tekniske problemer med hydrauliksystemet, men de skulle være løst nu".
Fuck.
Alt vigtigt i et fly er afhængigt af hydraulik. Flapperne. Roret. Landingsstellet. Hele pivtøjet!
Jeg ser for mig hvordan hydraulikvæske, blandet op med brændstof, sprøjter ud af alle hullerne hele vejen over Sverige. Da vi kommer til København er jeg ikke den eneste der har indset situationens alvor.
Der bliver dødstille i kabinen.
Motorerne brummer uregelmæssigt. Det tror fanden når halvdelen af brændstoffet svømmer rundt inde i kabinen!
Kaptajnen tvinger flyet ind på landingskursen. Flyet svarer igen ved at ryste spastisk. Ingen siger et ord. Jo mig. Jeg kigger på violinisten. Så ung og blid. Hun ser ikke bange ud. Bare fattet. Det er federe at passe på folk, når man er mand.

"Minä pikku pelkä...", siger jeg til pigen og lusker mig ind i det fri sæde mellem os.
Eller på dansk:
"Mig lillebitte bange..." - heller ikke så særlig mandigt i sætningskonstruktionen.
Violinisten smiler. Hun har varme øjne. Vi snakker lidt i den tyste kabine, mens folk stirrer tomt frem for sig. Om København, musik, Helsinki, sprogene. Flyet falder en meter og knækker i højre vinge. Vi falder, men i sidste øjeblik får flyet hold på sig selv. Jeg tænker på hvordan jeg kan score hende. Hendes øjne er så varme.

Motorerne hyler. Gud er en beskidt møgkøter som har fået kæberne fat om anden og nu giver den en rusketur. Men denne her and fortsætter sin kurs ned mod landingsbanen, slingrende, dalrende, skælvende. Det er rart at sidde ved siden af et levende menneske, når døden banker på flyets metalskrog. Det beroliger mig.
Vi lander.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland