Ville gerne sende dig en solstråle


Forfatter Ambjørn Happy
Forleden mødte jeg en kvinde som jeg kendte allerede inden jeg så hende. Hun åbnede sin mund og jeg hørte hendes fine gode stemme strømme blidt ind i mit øre. Derved opdagede jeg at jeg har hørt hende før, selvom det var første gang vi talte sammen. Det undrer mig lidt, hvordan vi kan kende hinanden inden vi mødes.

Jeg tror det er ligesom solsorten. Den fugl elsker jeg på grund af dens jublende sang når den sidder øverst i et af havens træer. Jeg har sandelig ingen forstand på hvad solsorte synger om, men alligevel forstår jeg sangen allerede inden den er færdig. Jeg forstår også blomsten når den åbner sig for solens varne, og jeg forstår uroen hos markmusen når den har forvildet sig ind i et køkken, ja selv mælkebøtten forstår jeg. Det er uforståeligt for mig, hvordan vi kan forstå en markmus der trykker sig op i et hjørne med blanke øjne og vibrerende næse. Da vi lærte om musene i skolen, læste jeg ikke mine lektier, og det er jeg blevet ved med lige siden. Ikke at læse lektier.

Måske du heller ikke har læst al psykologi og anatomi, og dog forstår du umiddelbart mennesker omkring dig. Forstår deres tanker, uden at de fortæller dem højt. Forstår kropssproget, der tales ordløst. Der er så meget vi kan forstå, uden ord og uden mening.

Derfor er jeg kommet i tvivl om meningen med at skrive. Alle disse ord, uge efter uge. Tanker, meninger, synspunkter. Hvad skal det være godt for? Jeg ville meget hellere sende dig en strunk solbeskinnet mælkebøtte, eller en halv time med solsortens sang. Fordi jeg tror vi forstår meget mere ved at lytte til fuglesang, og meget mindre ved at læse om den. Vi forstår livet når solen bager vores ryg, og forstår ingenting når dette mægtige væsen der oplyser vores planet forvandles til et lille ord på 3 bogstaver: Sol.

Jeg ville gerne sende dig en solstråle. Nu må du nøjes med mit ønske om en dejlig tid med solskin i hjertet.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland