Livet som postmester


Forfatter Ambjørn Happy
Det handler om postkasser. Lidt firkantet sagt. Livet er spørgsmål om at vælge den rigtige postkasse.

En hel del gange i mit liv har jeg modtaget hadebreve. Og jeg vil påstå, at de egentlig skulle været afleveret i en anden postkasse end min. Godtnok er jeg en bandit, men der er sjældent grund til at hade mig, og i hvert fald ikke lige nu.

Da jeg var 4 år løb boligblokkens unger efter mig for at tæve mig. Da jeg var 10 bandt de mig til en pæl. Da jeg var 3 proppede naboens datter mig ned i en kiste og satte sig på låget. Da jeg var 8 standsede et par drenge mig på en villavej og gav mig nogle lussinger.
Og sådan var det altid. Det kan man godt blive lidt træt af. Jeg var et naivt barn, et nemt offer.

Da jeg selv fik børn kunne jeg se, at de også fik nogle hadebreve, de ikke havde bedt om. Og så var det jeg tænkte, at jeg må bestræbe mig på at aflevere surhed og vrede i de rigtige postkasser.

Det vil sige: Det er bedre at skælde min chef ud og vælte hans kaffe, end at gå hjem og skælde børnene ud fordi dagen på arbejdet var dårlig. Men det gør vi jo ikke så gerne, vel? Af nogle årsager er vi flinke ved de ubehagelige chefer i vores liv, og onde overfor de små uskyldige i hverdagen.

Det er svært at finde et uskyldigt menneske blandt vi voksne. Men alligevel... Der er mange der bliver overfaldet, slået, mishandlet og måske voldtaget. Og dette mægtige indtryk af ondskab havde de ikke selv bedt om. Når vi kigger ret efter i den daglige avis, så er det især uskyldige mennesker der bliver ofre for ondskaben.
Unge piger, børn, gamle, tilfældige fodgængere, drenge, unge mænd.

Der ligger således ikke kun et sygdomskim i hadet - der ligger også en mulig kujon i det hadfyldte menneske. En kujon der ikke vover at tjatte til sin far, men som i stedet giver slip på sit had overfor sin søn. En kujon der ikke evner at rejse sig mod systemet - med hele dets væld af korrupte og uduelige politikere - men som i stedet slår ned på unge piger ved busstoppestedet.

Derfor er livet et valg af postkasse. Vores vrede og vores had, vores afmagtsfølelse bør altid tilstiles den rette person.

Vi er ikke dygtige til at aflevere posten det rette sted. Og deri ligger en guldgrube for underholdningsindustrien. Vores børn vokser op i en verden, hvor de kan overføre deres had til computerspil, hvor de tæver løs på smukke piger. Rækker det ikke, så er der pornografiens masse-voldtægter og "tju-bang"-film. Og rækker det heller ikke, så driver hadet gennem gaderne på udkig efter små, tilfældige postkasser.

Nogle gange kan man godt blive lidt træt af, at folk putter deres hadebreve i de forkerte postkasser.

Andre gange bliver folk trætte af, at de får små kærlighedsbreve fra ukendte personer. Jeg ved ikke hvorfor, men øjensynligt er det en stor provokation at sige noget pænt til fremmede.

For nylig da jeg gik ud af biografen, blev jeg pludselig og uventet omfavnet af en muskuløs araber med strikkehue og en massiv guldkæde. Vi drejede rundt i et sekund, og jeg følte efter, om der var grund til at forsvare mig. Så kyssede han mig på kinden, og sagde "Godt nytår!" Han var bare glad.

Jeg ved ikke med dig, men jeg foretrækker at når fremmede putter noget uønsket i postkassen, at det så er et kys fremfor et hadebrev. Lad os kysse de fremmede vi møder, og så se hvad der sker. Eller hvad?


...og et lille kys på kinden
© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland