Håndens vej til kvinden


Forfatter Ambjørn Happy
I mit liv har jeg vandret, fordi jeg var fattig. Ingen penge, så må man gå. Og det har været regnvejr, og folk har for sjov forsøgt at køre mig ned. Men det har også været solskin og fuglesang. Og bedst af alt, det lykkedes mig hver gang at komme frem til mit mål. For sådan er vandringens natur: Det går langsomt fremad - men hvis man bliver ved, så ankommer man på et eller andet tidspunkt.

Den længste vandring er dog uden tvivl den ensomme vej. Den der går fra alle vore håb og drømme, og ud til virkeligheden.

Mennesket kan rejse til månen, til Sydamerika og til Næstved. Vi kan rejse i fantasiens billedmaskine, og på længslernes fløjtesang.

Den længste vandring er dog nok fra mit hjerte til min hånd. Disse 50-100 centimeter kræver al min viljestyrke og forstand. Den lille meter fra hjertet til håndfladen kan vi anvende hele livet på at tilbagelægge.

Du ved sikkert, hvad jeg snakker om. I hjertet er alle kvinder sovebamser, som vi vil rulle rundt med i dynernes knitrende landskab. Og dog kan der være tidspunkter i livet, hvor vores hænder ikke kupler sig om en kvindes bryst, og hvor sengen virker øde som en ørken i måneskin.

Jeg skal fortælle dig en hemmelighed: Alle kvinder er synske, og de kigger på dine hænder med deres tredie øje. Ved at se på din hånds aura vælger de, om du måske skulle være den, hvis brystkasse de kysser i nat.

De kigger på din hånds aura. Hvorfor? For at se hvordan kærligheden fra hjertet strømmer ud gennem håndens fingre. Og det synes du måske er noget sludder, men sådan er det De kigger på din hånd, med deres tredie øje.

Så nu får du hemmelighed nr. 2: Når du vandrer fra dit hjerte til din hånd, vil kvinderne flokkes om dig og kysse dig i nakken. Okay? Skal vi prøve?

Godt. Hver aften inden du sover kan du ligge på ryggen med hænderne langs siden. Gør din krop tung. Fra fødderne, læggene, knæene, lårene, hofterne, kønsdelene, lænden, maven, rygraden, brystkassen, skulderbladene, skuldrene, overarmene, albuerne, hænderne, fingrene, nakken, halsen, baghovedet, toppen af hovedet, panden, øjenbrynene, øjnene, kinderne, næsen, læberne, tungen og til sidst hagen.

I begyndelsen, hvis dette er nyt for dig, falder du måske i søvn inden du når frem til ansigtet.
Så sover du godt.

Nogle aftener kan du lægge mærke til blodets strømning, muskelspændinger og rumlen i maven.

Andre aftener kan du se en fod der sitrer i små kramper, så det næsten gør ondt. Men langsomt slapper den af.

Du er begyndt på den lange vandring. Det går langsomt fremad, men du vil nå dit mål. Din krop vil fyldes med kærlighed og varme. Dine muskler vil være smidige og handlekraftige. Dit ansigt vil være lattermildt og roligt.

Nu fik du så også den 3. hemmelighed: Vandringen fra hjertet til hånden følger blodets veje i din krop. Derfor er denne vandring speciel:

* Du flyder med blodet gennem kroppen. Dette kræver den største viljestyrke af alt vi kender: At flyde med i kroppens paradis. At lade sig bære frem til hånden med vilje, men uden anstrengelse.

Nå, min ven,
Nu fik du alt for meget. Til gengæld: Frem med hænderne

Du er en vandringsmand.

© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland