Fremkald din livsglæde


Forfatter Ambjørn Happy
Hvis gud havde været fotograf, så havde gud givet hvert et menneske en lille rulle film med i baglommen, da mennesket blev sendt ned til jorden.

På filmen er der billeder af stor skønhed, billeder som får os til at huske vores guddommelige ophav. Billeder som gør hjertet glad.

Nu er jeg ikke sikker på at gud er fotograf. Men hvis vi leger at der faktisk ligger en sådan hemmelig rulle film inde i hvert menneske, så kunne vi jo et øjeblik fremkalde nogle af dens billeder. Vi kunne fremkalde din livsglæde.

Vil du prøve?
Godt.
Det er kun for sjov

En almindelig rulle film kræver visse kemikalier, når man vil trylle billederne frem fra den blanke overflade. Din hemmelige rulle film kræver også kemikalier: Nemlig en skøn blanding af jern, ilt og hormoner - ja, vi kalder det blod.

Så er problemet - da du blev født havde du ingen bukser på, så det var umuligt for dig at have en rulle film i baglommen. Din hemmelige rulle film ligger altså inde i kroppen. Men alle ved at kroppen tåler ikke fremmede genstande i kødet, så derfor måtte gud gøre filmen meget, meget lille.

Så... gud lagde altså den hemmelige film i alle kroppens celler, så har mennesket den altid, uanset hvilke kropsdele mennesket mister i trafikuheld og så videre.

Filmen som giver livsglæde når den fremkaldes med blod, ligger i hver eneste af dine celler. Jo mere du lader blodet flyde frit i din krop, des mere livsglæde fremkalder filmen. Lad blodet flyde frit, så fremkalder du din livsglæde fra cellerne.
Man kan godt kalde guds hemmelige film for gener, men jeg synes det er mere fornøjeligt at tænke sig at gud er fotograf.

Generne er den hemmelige rulle film, som du kan fremkalde livsglæde fra til hele verden. Generne rummer billeder af visdom, kropskunst, kærlighed, matematik, musik, yngelpleje, elskov, viljestyrke - ja, alt hvad vi har brug for. Det er derfor vi kan fremkalde så stor skønhed til verden, fordi vi alle sammen rummmer disse vidunderlige billeder.

Vi kan imidlertid også forhindre hinanden i at fremkalde livsglæden. Det er ingen sag. Vi kan gøre hinanden bange og kede af det. Vi kan sige til folk, at de ikke er gode nok. At de ikke duer!
Når vi bliver bange og kede af det, krymper vi sammen i kroppen, så blodet ikke længere flyder frit...
Blodet flyder dårligt i en knyttet næve. Det flyder kun trægt i en sammenknudret mave.

Eller vi kan fremkalde livsglæde i verden, ved at omfavne hinanden og os selv. Fordi når mennesket er trygt, så pibler blodet klukkende rundt i alle dele af kroppen. Når mennesket hører: Du er god nok! Vi kan li dig! - når mennesket hører sit navn nævnt med venlighed, kærlighed og respekt, så fremkaldes livsglæden og den strømmer ud til verden.

Jeg tror gud er ligeglad - gud er nemlig altid glad
Men fra vores synspunkt er livet skønnere og smukkere, hvis vi bestræber os på at fremkalde livsglæden i hinanden

Pas godt på din livsglæde

© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland