Det regnede bomber


Forfatter Ambjørn Happy
Når jeg trykker mig ind mod muren i min sønderbombede by, med det pjaltede tøj og tæpper samlet stramt omkring mig, da kan du fornemme bitterhedens og frygtens dråber i mit sind. Jeg sidder ovenpå murbrokker, på hug med armene omkring mine knæ. Jeg rokker stille, frem og tilbage. Himlen er lyseblå med skyer der langsomt driver henover vores by. Flyene har været væk i mange timer. Vi er stille.

Mit hus er ikke andet end brokkker og træbjælker, rodet sammen i nogle bunker. Og dog, en enkelt stump mur har fået lov til at overleve, nemlig noget af den ene gavl. Mit hus var bygget ind mod en skrænt. Da taget faldt ned, og væggene væltede, lagde ruindyngerne sig som en lille bakke op mod muren, som jeg nu læner mig ind imod. Jeg kan fornemme murstenene mod mine rygstykker. Det gør mig tryg at sidde heroppe, med ryggen mod muren, og betragte ødelæggelserne i byen og hos mine naboer. Så er jeg lidt på afstand fra alt det ulykkelige.

Det kom så hurtigt, du kender det godt. Tiden er sammenpresset, når det regner bomber. Først hylene fra jernbombens metalspidser og halefinner, luften hviner ulykkeligt når bomberne flænsende falder ned mod jorden, dernæst en skrigende tavshed, bombens eksplosion. Lufttrykket rammer mig med et brøl, kaster mig ind i et tungt mørke. Verden forsvinder.

Har du nogensinde oplevet dette? Bomberne? Knytnæveslag. Overgreb. Mishandling. Afvisning. Udstødelse. Mobning. Hån. Foragt. Bomberne er udformet på mange måder. De fleste mennesker oplever at blive ramt af en eller flere bomber. Nogle går helt fri - de bliver voksne med små hyggelige landsbyer i deres indre univers, huse med blondegardiner, legende unger og lykkelige indbyggere. Andre træder ind i den voksne tilværelse som flygtninge i deres eget land: Sønderbombede af deres opværkst. Hvordan trådte du selv ind i de voksnes rækker? Fredfyldt eller plaget af frygt?

Den der er blevet bombet i sin barndom, han eller hun har et stort arbejde foran sig. Der er meget at tage fat på. Markerne skal ryddes for ueksploderede bomber, husene skal genopbygges, freden skal genvindes. Men jeg havde ikke lyst. Jeg krøb sammen oppe på bakken, nægtede at gå i gang med det der skal til. Det er koldt at bo i en dynge ruiner, men det har en vis charme. Jeg lærte at klare mig med lidt. Lavede et ildsted, varmede vand i en gammel blikgryde, kogte the på blomsterne fra en gammel hyld. Om natten sov jeg under et primitivt halvtag, nemlig det gamle hyldetræs bladfyldte arme som strakte sig ind over toppen af muren. Jeg lærte at føle mig tryg under stjernernes blinkende tæppe. Jeg lærte at værdsætte ræven som snusede rundt omkring mig når jeg var midt mellem drømmene og nattens tudende ugler. Jeg lærte at takke gud for hver morgen, som strålende prikkede mig i ansigtet eller vådt kyssede mine kinder for at vække mig til den ny dag.

Hvis du har oplevet bomber, hvad gjorde du da bagefter? Hvordan genopbyggede du freden i din brystkasse? Jeg er nysgerrig, fordi jeg gjorde alt på den mest besværlige måde. Jeg lod være. Da bomberne ikke længere slog ned i mit land, blev jeg siddende. Det ene år efter det næste. Jeg var blevet bange for mennesker, bange for deres bomber. Når jeg bevægede mig rundt i livet, så sneg jeg mig langs husene og forsøgte at være usynlig.

For det meste gik jeg drømmende omkring med åbne øjne. Jeg forestillede mig hvordan mit land en dag ville blive som nyt igen, og jeg ville blive lykkelig, og rig, og meget beundret, og alle ville ønske at komme på besøg i mit gigantisk flotte marmorpalads.

Og hvis ikke jeg drømte om fremtiden, så gik jeg i mine tanker gennem fortiden. Åh hvor jeg dog hadede dem der havde bombet mig i stykker. For mit indre øje blev jeg ved med at se det for mig. Flyvemaskinerne i horisonten. Larmen da de kom nærmere. De fløj så lavt at jeg kunne se bombelugerne var åbne. Jeg kunne tælle bomberne da de faldt ud af flyvemaskinernes tykke maver. Mit had var enormt, det var et flammende bål. Jeg hadede alle dem der havde været med i bombningen. Ikke kun piloterne, men også arbejderne på bombefabrikken i flyenes hjemland, ja arbejdernes lærere, og dem der havde brødfødt skolelærerne.

På den måde ville du møde mig på gaden, dengang. En forhutlet skikkelse klædt i laser og pjalter, med dukket nakke og et tomt blik fyldt med enten lyserøde drømme, eller flammende vrede. Og sådan er mange af os stadigvæk - os der oplevede bomberne da vi var børn. Du må tilgive mig, fordi jeg vidste ikke andet. Jeg blev boende i mine ruiner mens jeg levede i fortiden eller fremtiden, et sted mellem had og håb.

Når vi lader bomberne regne ned over et barn, så ødelægger vi nuet i det barn, det ved jeg. Tilbage er kun frygten og håbet, og mellem de to verdener flakker krigens flygtning. Nuet er forvandlet til ruiner. Kunsten at overleve en krig starter egentlig først, når vi begynder at genopbygge trygheden ved at være i nuet, lige nu. Når vi tager ansvar, når vi tager fat i vores liv og accepterer vores skæbne.

Måske du kender historien fra dig selv, og så vil du ikke undre dig over hvad der fik mig tilbage til nuet. Jeg måtte lære at acceptere det mest uretfærdige i verden: Nemlig at nogen havde bombet mit land i stykker, og nu var det mit ansvar at genopbygge alt det, der var ødelagt. Jeg måtte lære at elske mit land, jeg måtte lære medfølelse, jeg måtte lære kærlighed. Det tog nogen tid.

Hvis du har smagt den vidunderlige hyldeblomst-the og sovet under stjernerne, så forstår du hvor svært det var for mig at forlade mit trygge sted i ruinerne. Og stadigvæk mange år efter får jeg et sug i hjertet når jeg ser en ræv snuse rundt om natten. Så får jeg lyst til at hvile i en dynge ruiner, beskyttet af et hyldetræ og roligt falde i søvn under stjernerne.

Sun in Heart
Ambjørn C


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland