Den indre pige


Forfatter Ambjørn Happy
Du har ikke nogen spiseforstyrrelse...

Nogle steder på jordkloden har børn spiseforstyrrelser, nemlig det vi kalder sult. Der er intet i vejen med din evne til at spise. Men det kan være at du nogle gange føler dig forvirret, ensom, bange og skrækkeligt uelsket. Det er noget andet.

De unge piger der æder voldsomt og bagefter brækker sig, sådan at deres tænder bortædes af mavesyre, heller ikke de har spiseforstyrrelser. Men det kan være, at de nogle gange ringeagter sig selv og ønsker at forsvinde, og dog samtidig er deres hjerte ved at briste i længsel efter at blive elsket og holdt af. Det er noget andet.

Spiseforstyrrelser som beskrevet af psykologer findes ikke, men uelskethed, sorg, angst, ensomhed - det er tilstande vi alle kan opleve i livet i korte eller længere perioder. Og når vi oplever uelsketheden, så kan det være vi spiser en masse dejlig mad, drikker en masse herlig whiskey, bedøver os i hash - og andre foreteelser der kan bringe trøst til vores traurige sjæl.

Nu tænker du måske, at vi mener det samme - men kalder det noget forskelligt, og i øvrigt vil du gerne have din spiseforstyrrelse i fred. Det kan være du har papir på den. Kloge mennesker har muligvis betroet dig at du har en spiseforstyrrelse. Men ikke desto mindre, du har ikke nogen spiseforstyrrelse. Og nu skal du høre hvorfor - hvis vi antager at du trods alt ikke har ødelagt din computer i vrede over mine ord.

Altid i forvirringen gælder denne lov: Ord har betydning. Det er ikke lige meget, hvad vi kalder vores liv eller os selv. Ord har stor betydning. Når vi er forvirrede, så skyldes det altid at vi har sjusket med ordenes betydning.

Du husker skabelsesberetningen: I begyndelsen var ordet? Det er fuldstændig sandt. Alt begynder med et ord. Mennesket selv begynder sin skabelse med et ord - vi kalder det gener, men det er blot aftrykket af et ord.

Så du føler uelskethed. Det er blot en sjælelig tilstand, den kan vi lave om på. Det er langt vanskeligere at gøre noget ved en spiseforstyrrelse, for det er noget man bliver ramt af. Da bliver man offer, da bliver man syg og umyndiggjort. Da er man i sygdommens vold, og kan kun ønske sig og håbe på, at den forsvinder.

Det første du kan gøre, det er at overveje, hvad du har brug for, når du føler uelskethed. Mad det er godt for sjælen, det ved vi. Men overvej om du kan give dig selv trøst og fryd også på andre måder...

Prøv med lidt variation. Lad mig foreslå: Sælg din mands kæreste ejendele og køb nye smukke kjoler for pengene. Tøm dine børns sparegrise og sæt pengene i en charterferie, eller en flaske parfume. Eller hvad med en ekstremt dyr klipning, eller den helt store skønhedsbehandling med dyre masker, manicure, pedicure og hvad det nu hedder.

Du er ikke et offer der er ramt af et eller andet svært helbredeligt. Du føler blot uelskethed, og du bestemmer selv hvordan du vil trøstes. Du bestemmer, du gør det med vilje. Der er ingen snore i dine arme, du åbner køleskabet, du spiser med vilje. Og det smager godt. Uhm, jeg elsker mad. Du gør det med vilje, og det er okay for mig. Bliv ved med at spise, så meget du vil. Eller brug pengene på en skønhedskur, eller massage, eller nye gardiner
- du bestemmer fuldstændigt selv. Fordi du er ikke et offer, du er blot en kvinde der vælger at trøste sjælen, når den er ulykkelig. Du er ikke et offer, du bestemmer i dit liv!

Når vi føler os uelskede, da føler vi nogle gange også had.
Et brændende altædende had.
Kender du det?
Sommetider rammer hadet os selv, mest...
Hvem holder du egentlig med, min ven? Den lille ulykkelige pige du var, eller holder du med de voksnes uforstand? Det er så simpelt som det. Du skal holde med din indre pige.

Jeg må foreslå, at du husker den ulykkelige pige du var - og at du tager hende i tanken ind i din favn, holder om hende og hvisker til hende, at du elsker hende og altid vil stå frem for hende og forsvare hende.

Jeg synes udmærket du kan være til besvær og på tværs og påståelig. Tag din indre, lille ulykkelige pige i hånden og stå ved hende. Vis hende verden, så hun bliver glad.

For hvis du nogensinde var uelsket, min ven, da var den lille pige endnu mere uelsket.

Hun længes efter at du elsker hende. Lad hende sove i din favn i nat, da skal du se at forvirringen bliver mindre nat efter nat.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland