Børn afslører voksnes dumhed


Forfatter Ambjørn Happy
Det er koldt. Gaden er fyldt med mennesker. Som flokke af kvæg trænger vi os sammen i Jorcks Passage, gnubber skuldre mod hinanden for at holde varmen. Folk har lange frakker og huer på. Luften er klar.
"Mor, kan Gud og Jesus blive syge?" Der går en lille pige bagved mig. Jeg kan høre hun kigger op på sin mor, mens hun stiller spørgsmålet. Ja? Nogle gange kan man virkeligt høre hvordan folk vender og drejer sig, bare ved at lytte til ordenes musik. Og jeg kan høre, at pigens øjne hænger ved moderens læber, fordi moderen er den klogeste i verden og kan svare på alt. Moderen kender også Gud og Jesus, det ved pigen. Moderen kender dem alle, både slagteren og bageren.

Børn har mange spørgsmål. Kender du det? Ih du godeste hvor kan de spørge om meget. Hvorfor dit og hvorfor dat? Og engang troede jeg, at alle de spørgsmål opstår i barnet, fordi deres hoveder er tomme. Spørgsmålene er sådan nogen, rappende ænder, der tigger om at få noget at vide, så barnet kan få fyldt sit tomme hoved op.
Men nej! Pas på, børnene har en helt anden plan med deres spørgsmål! De forsøger at afsløre de voksne menneskers dumhed!

Du kender det jo godt fra dig selv.
Dine forældre er ikke særligt kloge, for nu at sige det mildt. De er gammeldags.
Du kan se det på deres kroppe, du kan se det på deres støvede tøj og pletterne på skjortebrystet, du kan se det på hårerne i deres ører, du kan se det: Dine forældres liv er forskelligt fra dig. Deres sexliv er ikke som dit, deres kærlighed virker forstokket. De spiser din barndoms mad, som du har hørt feder og som hører hjemme på et museum. De har andre fornøjelser. Deres kroppe er på vej til støvets kirkegård. De hører dårligt. Går skævt. Har ondt i ryggen. Problemer med underlivet.

Forældre er ikke særligt kloge, fordi de tilhører en uddød tid. Dine forældre kan ikke forstå dig, sådan som du kan forstå dig selv. Du kan ikke lade dem styre dit liv, fordi trafikken er en anden i dag og folk kører mere tjept. Dine forældre kan ikke køre din bil, fordi samfundets krav til dig er helt andre end de krav de havde på deres skuldre, dengang de var i din alder.

Derfor er alle forældre dumme. De er som skrivemaskiner i en verden hvor alle skriver på computer. Deres farvebånd bærer præg af alle de tusindvis af gange armene har smækket bogstaverne op på papiret. Slidte. Og når de går til boghandleren siger han, at han ikke har farvebånd hjemme til sådan en gammel model. Men at han godt vil bestille det hjem, hvis kunden kræver det, men det bliver dyrt. Og boghandleren er lidt sur, akkurat som overlægen. Her kommer de humpende og klagende, alle de gamle mennesker. Alle dem som er blevet voksne så meget, at de lugter som en ekstra lagret ost.

Og så vil de have nye hofter.
Og knæ.
Og skruer i ryggen.
Forkortet deres tarme.
Have fjernet den ene lunge, skåret klumpen af livlige celler ud af hovedet, og de kræver den grå hornhinde ud af deres syn.

Hvorfor tror børn at voksne mennesker ved alting, og er særligt kloge? Er det fordi vi smadrer hinanden i uretfærdige krige? Er det fordi vi hælder fedtklumper og rød farve i den 3-stjernede salami? Tror børn vi er kloge fordi vi brænder jordklodens sidste olie af i en bilkø på vej til arbejde? Eller tror de vi er kloge fordi vi fylder fjernsynet med historier som gør os bange?

Du kan se det, og jeg kan se det. Børn har ingen som helst grund til at antage den holdning, at forældre skulle være særligt kloge. Tvært imod. Vi må indrømme at forældre er - og sådan har det været lige siden uartige børn slog flintsten mod hinanden og opfandt ilden - ikke særligt kloge. Nærmest lidt dumme. Hvor mange gange tror du ikke børnene skulle opfinde ilden, før de voksne fattede fidusen? Du kan se det for dig. I menneskehedens åndslige mørke er der pludselig nogle unger som laver ild ved at slå to sten mod hinanden og lade gnisterne antænde noget tørt græs.

"Se mor! Jeg har lavet ild!"
"Årrrh! Duooooo!" Og så kommer moderen løbende med en sæk vand og hælder den ud over flammerne, inden hun tæver løs på ungerne. Fordi børn skal ikke lege med ild, vel?
Jeg er sikker på at ilden blev opfundet af et barn. Børn laver sådan nogle narrestreger, de kan slet ikke lade være.

Så vi går altså skulder ved skulder midt i København i oktobers kulde, da ungen bagved mig spørger:
"Mor, kan Gud og Jesus blive syge?"
Det er et klogt spørgsmål, fordi uanset hvad moderen svarer, så afslører barnet hendes dumhed. Snildt. Og sådan er børn. De er rigtig uartige og tænder ild til alting, og de har også den frækhed at afsløre voksne menneskers dumhed. Jeg siger du skal passe på. Hvis et barn stiller dig et uskyldigt spørgsmål, og kigger på dig med tilbedende øjne, så er den lille møgunge ved at lokke dig ud på et skråplan. Pas på!

"Jamen det er jo fordi det er Gud og hans søn, og Gud kan ikke blive syg, fordi han jo er Gud, og derfor bliver de ikke syge", siger moderen. Jeg kan høre hun ikke selv tror på, hvad hun siger. Det er også noget vrøvl.

Hvorfor bliver gud ikke syg? Hvorfor får englene ikke kyssesyge og nedgroede negle? Og Jesus, blev han virkeligt aldrig forkølet? Skal gud aldrig ligge i sengen med feber, og så kommer der en mor og putter dynen om gud og tager temperaturen og siger:
"Nej, du skal ikke i skole i dag".

Jeg synes det er et genialt spørgsmål, den lille pige stillede. Det er sådan et "du-er-skakmat"-spørgsmål som børn hensynsløst vikler os ind i. Hvis gud ikke kan blive syg, så rejser det nemlig spørgsmålet:
"Hvorfor fanden skabte gud så menneskene så klodset, at de både kan blive syge, brække benene og desuden prutter ad helvede til når de æder kål!"

Men barnet brokkede sig ikke over svaret. Hun sagde bare, som børn jo gør:
"Jamen mor, hvorfor KAN Gud ikke blive syg? Hvorfor KAN Gud og Jesus ikke blive syge?"
Og så ved du jo godt, hvad moderen hun svarede, ikke?
"Sådan er det bare, og så vil jeg ikke snakke mere om det!"

Har du oplevet voksne mennesker, som blev afsløret i deres dumhed, og så sagde de:
"Sådan er det bare!"
"Sådan har det altid været!"
"Sådan gør man bare ikke!"
"Jeg vil ikke snakke mere om det!"
"Sådan er det!"
Ja, forældre er ikke særligt kloge, og det er simpelthen fordi de er blevet voksne.

Hvis dit hus eller dine omgivelser indeholder børn, så har jeg et godt råd til dig: Grin aldrig hånligt ad et barn. Gør ikke nar med børns særlige måder at være på. Lyt hellere til barnet.
Børn kan fortælle dig sandheder, som du er for gammel til at forstå.
Børn kan vise dig lege og glæder, som du er for tung til at finde på.
Børn kan vise dig skønhed og begejstring, som dine øjne er for grå til at se.
Børn kan vise dig andægtighed, som du allerede har glemt hvad er.
Rent ud sagt: Børn er nogle uartige møgunger.

Så tag dig i agt. I samvær med børn virker de fleste af os meget dumme og temmeligt ulykkelige. Jeg synes det er uartigt at udstille vores livs smerte på den måde, og derfor kan de fleste af os ikke døje glade børn. De larmer. De vælter sodavanden. De får beskidte fingre. De pletter deres tøj. Grisser på gulvet. Der er altid en grund til at skælde glade børn ud, så de holder op med det. Så vi skælder ud, siger der er noget galt med deres opførsel. Men den egentlige grund kender kun du og jeg: Børn afslører vores dumhed, og det kan vi ikke døje. De skal ikke rende rundt og være så satans glade!

Men det var nu sjovt dengang i 4 klasse til Hennings fødselsdag. Vi fik kagemand og sodavand i gule, grønne og røde farver. Da vi ikke kunne spise mere, begyndte vi at smide kagen efter hinanden. Det var sjovt og vi blev glade, fordi alle var med! Også Per, som ellers var så genert fordi hans mor og far var meget gamle og altid holdt ham hjemme. Og Kjeld som var ked af at han var fed, han hylede af grin og ramte Emil lige på brillerne med et stort fedtet stykke brunsviger. Og Emil blev ikke sur! Han var ellers altid bange, fordi han havde astma og ikke måtte spille fodbold, og så var han tit syg. Sådan en lille skrøbelig fyr som blev passet godt på af hans mor. Men Emil spruttede bare af grin da brillerne faldt på gulvet og gik i stykker, og så greb han en sodavand og rystede den og sprøjtede grøn sodavand på tværs af bordet over på Kjeld, som hylede og dansede som en neger i Afrika fordi regnen endelig falder.
Vi der var børn, vi havde sjov og latter og kærlighed.
Hennings mor, hun blev sur.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland