Tømreren der spærrede døden inde


Forfatter Ambjørn Happy
Nede i Indien har de nogle træer der er så store, at man kan bygge et lille hus inde i dem. Denne historie handler om en tømrer der var blevet syg og skulle dø. Han havde tabt de fleste af sine kræfter, og han sad ude i skoven foran sådan et stort træ og tænkte på at hule det ud, så han kunne have skygge for middagssolen. Måske han også kunne finde fred inde i træet.

Denne tømrer havde ikke levet ret længe, så derfor var det svært for ham at indstille sig på at dø. Han havde dog så store smerter i maven, at han vidste døden ville komme.

En dag i middagsheden kom døden vandrende gennem skoven for at tage tømreren med sig. Netop den dag gjorde det ikke så ondt i maven, som det plejede.
"Mægtige herre, vær hilset. Sandelig har jeg ventet på dig, skønt du bringer mig i forlegenhed. Huset er ikke ganske færdigt".
Tømreren forklarede nu, at han var i færd med at udhugge en æresbolig til døden. Og inde i huset i træet ville han anbringe et kostbart spejl, sådan at døden kunne få et billede af den store skønhed, som døden bærer med sig.
Døden er kendt for at være forfængelig.

"Ganske vist skal du dø, tømrer. Men jeg vender tilbage om en uge, så vil jeg se hvordan det går med dit byggearbejde - og det der spejl..."

En uge senere havde tømreren med sine hastigt svindende kræfter udhulet træet så fint, at der var både vindue og dør ind til et lille rum i træet. På væggen derinde havde han placeret et højt spejl. Da døden kom, havde tømreren lagt værktøjet til side og taget sit pæneste sæt tøj på.

"Jeg ser du er rede til at følge mig. Inden vi går, vil jeg kaste et blik på dit smukke hus i træet - og det der spejl..." Døden gjorde et kast med hovedet og rankede sig. Han klemte sig gennem døråbningen og stillede sig op foran spejlet. Han lod som om han beundrede guldrammen og spejlets klare sølvbund, men faktisk var han helt fortabt i billedet af sig selv. Så smuk han dog var.

Bang! Tømreren havde smækket døren i og lagt en slå på tværs. Døden var fanget i træet, og han satte sig ned i et hjørne. Sur.

En tid senere begyndte den lokale gud, Visnu, at undre sig. Overalt i landet genlød gader, baggårde og husene af stønnen og rallen. De døende mennesker lå i dyb smerte og ventede forgæves på døden. Visnu besluttede sig for at lede efter døden, og en dag kom han på sin vandring ind i en stor skov. Foran et mægtigt træ sad en mand. En tømrer.
"Goddag min gode mand. Har du set døden?"
Manden svarede ikke, han stirrede tomt frem for sig. Uendeligt langsomt løftede han armen og pegede over skulderen på døren ind til huset i træet. Visnu fjernede slåen og trådte ind i træet, der fandt han døden. Og døden var rasende.

"Nu har jeg siddet her i 3 uger. Mutters alene. Jeg kan godt sige dig, jeg er træt af at arbejde for dig. Du må finde en anden, jeg er træt af at blive snydt!"
Det blev Visnu skuffet over at høre, for det var en meget udmærket død der tog lempeligt på menneskene. Så derfor enedes de om at døden skulle have evnen til at gøre sig usynlig. Og lige siden har man ikke kunnet se døden, når han kommer for at hente et døende menneske.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland