Jeg mødte døden i et stormvejr


Forfatter Ambjørn Happy
Jeg har mødt døden. Det skete på en sejltur med Thor.
"Hej Ambjørn!" Thor stod i cockpittet og kiggede ned i et rum under sædehynderne. Jeg hilste på ham, og kravlede ned fra kajen.
"Du har paraplyen med", konstaterede han med et flækket grin, da det var lykkedes mig at komme ned på dækket af Thors sejlbåd uden at falde i vandet.
"Ja, det ku' jo blive regnvejr!", svarede jeg glad.
"Og blanke sko?"
Thor kastede et undersøgende blik på mit fodtøj.
"Det har vi sgu lige godt aldrig set før. Blanke sko og paraply ombord på skibet. Men hvorfor ikke?"
Jeg fandt hurtigt en cigaret frem.
"Det er det eneste par sko jeg har", svarede jeg.

Nå, så lægger vi fra kaj og tøffer ud fra havnen. I frit vand sætter vi sejlet, og snart efter griber vinden os og trækker os fremad. Det er efterår med skyer på himlen. Nogle steder er de samlede i sorte kolosser, og andre steder viger de og lader solen bage vores ansigter. Thor har givet rorpinden til mig, og selv sidder han med ryggen mod kahytten og bapper afslappet på sin pibe.

"Det går jo meget godt Ambjørn", konstaterer han.
Jeg smiler skævt. Sådan et træskib er tungt og fyldt med energi. Når der kommer et vindstød, skal jeg lægge kræfterne i og trække i rorpinden for at holde kursen. Mine arme har direkte forbindelse ned i havet, hvor roret skubber sin brede krop ind mod vandet, og samtidig brydes gaffelsejlet med vindens heste over vores hoveder. Det er en rar fornemmelse at være koblingen mellem vind og vand. Med noget så simpelt som en rorpind er det min krop der får roret og sejlet til at arbejde sammen om at få mest mulig fremdrift på skibet. Vi flyver henover bølgerne. Det er sjovt. Har aldrig prøvet det før.

Sidst på dagen kommer vi til Læsø. Vinden har taget meget til. Der er blevet flere kulsorte skyer omkring os. Det er Thor der styrer os i havn. Vi brager ind med sejlet sat og folk gloer måbende på os.
"Det var lige til øllet", siger Thor sammenbidt. Vi fortøjer og vralter op til et værtshus, hvor vi spiser kød og kartofler og drikker et par øl.
"Hvis vinden ikke lægger sig, så kan vi ikke sejle videre i morgen", siger Thor med munden fyldt med sovs og kartofler. "Det sidste stykke over til Göteborg, det kan godt være skrapt i stormvejr".
Jeg ærgrer mig. Gider ikke sidde på Læsø i flere dage. Men det er Thor der ved noget om havet og sejlskibe. Thor ved alt, og så har jeg ikke overdrevet.

I løbet af natten larmer skibene omkring os, og om morgenen står vi op til et voldsomt blæsevejr. Folk indstiller sig på at blive i havn. Thor ærgrer sig. Vi drikker kaffe og spiser spandauer til morgenmad.
"Det blæser sgu altså temmelig meget. Vejrmeldingen taler om 12-16 sekundmeter. Det er lige i overkanten for sådan et gammel skib som mit".
Jeg nikker. Æv.
"Men jeg ved ikke... Hvis du er med på den, så prøver vi". Thor kigger mig an. Jeg griner. Selvfølgelig prøver vi. Midt på formiddagen stikker vi til søs i stiv kuling, som senere bliver til storm med bølgehøjder på 8-10 meter.

Der er tilskuere på molerne, da vi kæmper os ud af havnen. Folk ryster på hovedet ad os, mens det lille træskib hoppende nærmer sig frit vand. Endelig er vi ude. Vinden griber os med en kæmpehånd, der får det til at knage i masten. Det går i fuld fart mod nordøst og den svenske kyst. Efter nogle timer tager vinden yderligere til. Havet rejser sig i kæmpebølger. Vinden flår og rusker i tøjet. Båden er konstant på grænsen til at kæntre. Den ligger sidelæns langt ned mod havet. Der er kun et par håndbredder mellem vandet og dækskanten. Vi har forrygende fart på. Jeg elsker at trække i rorpinden.

Midt på Kattegat bliver bølgerne højere. Vi rider langs med dem. Når skibet nærmer sig toppen af en bølge, er der et gigantisk træk i rorpinden. Det er med at holde tungen lige i munden. På den anden side af bølgekammen glider vi baglæns ned i bølgedalen hvor der pludselig er kraftigere vind. Her må jeg ikke trække i rorpinden, for så vil jeg styre skævt ned i bølgen og få tonsvis af vand agten ned i cockpittet. I et træskib fra 1910 er det ensbetydende med at vi går ned. I bunden af bølgedalen er skibets mast under bølgekammens højde. Vi sejler nede i havet. Ved foden til den næste bølge som rammer os bagfra spænder jeg hele min krop og fokuserer hver muskelfiber til mærke vinden, havet og roret og sejlet samtidigt. Bølgen nærmer sig. Den er 10 meter høj med frådende skum på toppen. Det er døden som nærmer sig. Hensynsløs. Naturen har intet had.

Så er vi i bølgen. Den rammer os perfekt. Skibet glider sidelæns opad. Der er et gigantisk tryk mod roret og bagenden af skibet. Bølgen forsøger at tvinge os til at vende bovsprydet ind mod bølgens mægtige favn. Det er ikke farligt, så vender skibet bare op mod vinden - men vi mister fremdriften. Jeg bruger alle mine kræfter for at holde os i den perfekte kurs fremad. På toppen af bølgen forsvinder trykket mod agterenden, og i stedet trækker bølgen nu i forstavnen så skibet har lyst til at følge med bølgen. Sejlet blafrer i nogle sekunder. Jeg styrer modsat og tvinger skibet ud af bølgen. Igen glider vi sidelæns ned ad bølgen for at ramme bølgedalen. Til venstre for mig kommer den ny bølge, stor og truende. Døden er gigantisk på Kattegat.

"Ambjørn, jeg tror lige jeg går ned og lægger mig lidt", siger Thor. Så går han ned i kahytten. Overlader skibet til mig. Jeg kan få lov til at kæmpe med døden, mens han hviler sig.
Bølgen rammer os med et mægtigt slag. Gaffelsejlet smækkes ned i vandet. Vi er håndsbredde fra at kæntre. Jeg bruger kræfter jeg ikke anede jeg havde. Mine arme ryster hysterisk mens jeg tvinger skibet op ad bølgens forside. Det går op for mig, at vi kan dø. Thor er ikke typen der sejler med nødraketter og skibsradio. Vi er alene på havet. To kilometer borte kan jeg se tankskibe og containerskibe i den internationale sejlrute, og jeg ved at de fleste sejler på autopilot, mens besætningen ser videofilm, kaptajnen laver regnskab og skibsføreren holder øje med sin radar og i øvrigt kigger ligegyldigt ud på havet foran skibet fra sin plads på broen.

Jeg når toppen og puster ud. Skibet rejser sig og sejlet blafrer. Båden forsøger at gå med bølgen så vi får vinden ind bagfra. Jeg styrer kontra og får igen vind i sejlet. Vi glider sidelæns ned ad bølgens bagside. Mit hjerte falder til ro. Jeg accepterer døden. Døden er ikke ond. Den er ligeglad. En ny bølge, større end de andre, rejser sig på min venstre side. Den er som et højhus. Kolossal. Døden har ingen følelser, og nu har den smittet mig. Jeg nyder rideturen sidelæns på bølgens forside. Opad. Opad. Kæmpe med roret. Jeg vil vinde over den bølge. Da vi når bølgens top smiler jeg for mig selv. Jeg er ret god til at styre et skib i stormvejr.

Jeg kæmper i timevis. Det gør mig høj. Jeg nyder det. Døden er havet i stormvejr. Døden skræmmer mig ikke mere. Træder mennesket forkert på stien, så styrter det ned af bjergets side. Styrer mennesket sit skib skævt ind i bølgen, kæntrer båden og mennesket drukner. Døden er en læremester. Døden underviser os i at leve med fryd og glæde. Jeg elskede den sejltur.

"Hvordan går det?", råber Thor med klatøjne.
Jeg nikker.
"Det går fint!"
Thor kaster et blik rundt på havet omkring os. Så sukker han. Han sætter sig i luv-siden og stemmer benene mod cockpittets trævæg overfor sig. Finder piben frem fra lommen i kedeldragten. Bag hans ryg rejser en ny bølge sig stor og gigantisk. På en eller anden magisk vis lykkes det ham at få ild i piben med en lighter. Han suger røgen ned i lungerne og puster ud. Vi glider opad bølgens forside. Thor kigger op mod bølgens top og ser derefter mig i øjnene.
"Det går jo meget godt", konstaterer han.

Sun in Heart
Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland