Ginos jordbærhjerte


Forfatter Ambjørn Happy
Gino havde et jordbærhjerte, og det hjerte blev hans død. Han var født i en landsby udenfor Milano, søn af Carmine og Mita.
"Du er nobel allerede fra din fødsel", sagde hans mor til ham og strøg ham over håret. Hendes ord var blide. Gino elskede at lytte til moderens stemme. Det var særligt hyggeligt om efteråret, når det blev mørkere og mere koldt, og de sad sammen foran ovnen om aftenen.
"Du er en mytisk sang, derfor kalder vi dig Gino. Den noble", forklarede hun sønnen.

Godt 40 år senere, da han blev overrasket af Lars på marken bag sit hus i Midtjylland, nåede han at tænke:
"Nu slutter sangen. Jeg har spist mit sidste jordbær".
Braget fra haglgeværet var enormt.
Dette er historien om Gino.

Ginos far dyrkede jordbær som var berømmede helt ind til Milano for deres søde og kraftige smag. De smagte som de vilde jordbær du kan finde i skoven og på bakkedrag. Når du har samlet en portion i en hvid porcelænstallerken, da skal du huske på Carmines råd:
"Mælk! Nej, mælk er for kalve og bedstemødre uden tænder. Det er en forbrydelse! Mælk vil de have! Ha!"
Når Ginos far snakkede, åbnede han kun munden en anelse. Ordene fløj ud under det strittende overskæg som damp fra en kedelfløjte.
"Men jeg siger nej! Du skal bade dine jordbær i kølig hvidvin. Intet andet! Intet sukker! Kun hvidvin. Mine jordbær er søde i sig selv!"

Gennem tusindvis af år har mennesker spist vilde jordbær i Europa. Små søde bær. At Carmine dyrkede store bær på sine marker, skyldes først og fremmest den franske officer Frezier. I begyndelsen af 1700-tallet fik han overtalt chilenske hunkønsplanter og amerikanske hankønsplanter til at parre sig med hinanden. Det var sex i slowmotion. Jordbærplanterne bestøvede hinanden, og det nye jordbær blev skabt. Det var et stort bær, og det bær er stammoder til vore dages jordbær nede i supermarkedet. Det fik navnet Fragaria ananassa. Lige siden er planterne blevet bestøvet på kryds og tværs for at få bærrene større, rødere og mere modstandsdygtige overfor mug.

"Ja, store skal de være, men smagen! Hvad med smagen!", plejede Carmine at sige til sin søn, mens de stod bøjet over planterne. De var gået ud tidligt, så de måtte smøge buksebenene op for at de ikke skulle blive pladdervåde.
"Nej! Et jordbær skal have smag. Fjerner du smagen, så dør dit bær. Husk det min søn. Det kan være stort, det kan være flot, det kan være billigt, det kan være imponerende. Uden smag er det ingenting, så er det ikke andet end støv, som kræmmeren forsøger at proppe ned i din hals!"

Mens solen hævede sig over bakkerne, spillede lyset i de røde bær, som de plukkede. De arbejdede hurtigt, Carmine og hans lille søn som kun lige var startet i skole. Sønnen tog de inderste bær, fordi hans små hænder kunne glide ind gennem blade og umodne bær uden at gøre skade, og Carmine tog de blottede bær, der havde en placering der passede bedre til hans grove hænder. Time efter time samlede de bærrene sammen og lagde dem i lyseblå plasticbakker. De arbejdede hurtigt. Man har nemlig ikke hele dagen til at plukke jordbær i. Lige så snart bærrenes skær skifter, da skulle de stoppe.

"De våde bær græder af glæde, fordi i dag skal de bringes ind til torvet. De kan slet ikke vente på at blive spist af lykkelige voksne og børn. Men de matte lader du hænge. De må vente. De tåler ikke at blive plukket, og hvis du gør det alligevel, så rådner de inden det bliver aften", forklarede Carmine sin søn. På den måde lærte Gino inden 10-års alderen alt om jordbærrets natur. Til gengæld lærte han aldrig at skrive andet end sit navn.

Mita elskede sin søn. Hun og Carmine var lykkelige. Men en nat i 1979 sitrede bjergene i deres grundvold. Som en våd hund rystede jorden sig. Mursten og de røde tegl fløj i vejret, og da de atter søgte ned mod deres vante pladser, havde fundamentet flyttet sig. Taget og murene braste sammen, hvorved en eller anden gud udslettede den lille familie. Bortset fra Gino. Han kom på børnehjem.

De første to år hos nonnerne græd Gino hver aften i sin seng. Og det var ikke fordi han længtes efter at gøre folk lykkelige. Tværtimod. Hverdagen i det katolske børnehjem gjorde hans hjerte hårdt og med tiden hadefuldt. Nonnerne slog ham med spanskrøret, fordi han var for dum til at forstå ordenes verden. Når han sad bøjet over sin pult, listede nonnerne sig op bag hans ryg for at lure på hans arbejde. Så fik han slag på ryggen og på hovedet, fordi det eneste han skrev, det var sit navn. I begyndelsen havde han også tegnet jordbær i hæftet, men det holdt han op med.

Efter middagspausen gik børnene i marken for at plukke vindruer i nogle timer. Eftersom det er meningen at vindruen skal rådne, kan man godt plukke den når den er mat og tør. Den tåler også en hård behandling, fordi dens skæbne er at blive knust. Gino arbejdede hurtigt og effektivt. Han smed drueklaserne om i sin rygkurv med metodiske bevægelser, uden pause. Mens de andre børn fyldte en kurv, fyldte han to eller tre kurve.
"Gino, du gør arbejdet godt", sagde Matteo, den gamle munk som holdt opsyn med dem.
Gino svarede ikke, men tømte bare kurven ud i vognladet. Han ville ikke afsløre, at arbejdet holdt hans sind fri for smerte og længsel. Ingen skulle vide noget om hans sorg. Længslen efter jordbær.
"Hvis du var lige så flittig i skoletiden, skulle det snart gå dig godt. Så ville du allerede nu arbejde for abbedissen, fremfor at pukle i marken". Matteo talte langsomt, med en lidt opgivende tone i sine ord.
Gino tog kurven på ryggen.
"Sådan er det!" Han vendte ryggen til munken og gik tilbage mod vinstokkene.

I det tredje år græd han ikke længere. Hans krop var blevet lang og senet. Nonnerne havde opgivet at lære ham noget, så nu hensvandt hele dagen med reparation af bygningerne og tungt arbejde på markerne. Han var blevet stærk som egetræ. Hans hud var mørk, håret mørkt og kraftigt. Hans ansigt var dog altid mat, uanset hvor hårdt han arbejdede.

En nat i det 8. år, natten inden hans 18 års fødselsdag, stak han af og cyklede 70 kilometer indtil han nåede Milano. I et par dage drev han omkring med sulten rumlende i tarmene. Så overfaldt han en ældre turist og hans kone i en gyde, stjal konens smykker og mandens pengepung. Manden fik et knytnæveslag i ansigtet, så han faldt bagover og slog hovedet mod muren. Kvinden bad for sit liv på et sprog, som Gino ikke kunne forstå.
"Lad os leve, vi vil gøre alt for dig, hvis du lader os leve".
De underlige ord lød som hebræisk i hans ører, og han fik lyst til at slå hende hårdt over munden.
"Kære unge mand, lad os leve", sagde kvinden bønfaldende. Han lagde mærke til hun havde blå øjne. Turist sikkert nordfra. Hans flyttede kvindens smykker over i den venstre hånd, for at slå hende med højre. Men netop som han løftede højre arm, kiggede han igen på halskæden, som han havde revet fra hende. Kæden havde et vedhæng. Et lille rødt emaljeret jordbær, indfattet i guld. Da sitrede hele hans sjæl, og pludselig skælvede han så voldsomt, at han faldt til jorden med halvt kvalt skrig.

Karen løj faktisk ikke, selvom enhver ville have haft forståelse for det. Hendes løfte til Gino om at gøre alt for ham, stod hun ved. Hendes mand kom til sig selv, og sammen støttede de Gino gennem gaderne hen til deres hotel. Den unge mand græd, og folk kiggede efter det underlige trekløver. En halvskaldet mand som havde blod løbende ned ad kinderne, en ikke ret høj og spinkel kvinde med blusen revet i stykker, og mellem disse en ranglet ung fyr som var ved at blive opløst af sine egne tårer.
På hotellet lod de ham hvile sig på sengen. Karen puttede tæpperne omkring ham, og så sang hun en stille vuggevise for Gino. Meget blidt. Hans gråd stilnede af, og standsede med et suk da han faldt i søvn.
"Alle mennesker er gaver fra gud", sagde Karen.
Georg nikkede fra sin lænestol ved vinduet. Han sad med et glas whisky og sundede sig.
"Det er en sund knægt", sagde han frem for sig. "Ham kunne vi godt have brug for. Men han ved vel ingenting om jordbær".

Gino var således allerede voksen, da han fik en ny mor og far. Han krøb om bag i folkevognen, foldede benene sammen bag sæderne, og kørte sammen med Karen og Georg op over Alperne, hele vejen gennem Tyskland med kurs mod Danmark. Karen snakkede mens de kørte, underviste ham i det fremmede sprog.
"Bil", sagde hun, mens hun klappede instrumentbrættet.
"Ibile", gentog Gino.
Karen pegede ud gennem vinduet. "Vej".
"Strada!"
"Hmmmm, schtrada".
"Si, la strada!"
"Vej!"
"Vaiii"
"Ja, vej".
"Si".
"Ja".
"Non!" Gino rystede på hovedet.
"Nåo?"
"Non!"
"Ahh, nej!" Karen rystede også sit hoved.
Gino lo. Hans latter var dyb og lykkelig. Hans ansigt begyndte at gløde igen.

Karen og Georg havde et husmandssted med jordbæravl, og Gino blev deres egenimporterede sæsonarbejder. Da det blev vinter blev han boende hos dem. Efter nogle år var han accepteret i byen som parrets søn, uden at ordet nogensinde blev anvendt. Han var vellidt hos købmændene, der roste jordbærrenes kraftige smag, og på torvet ventede stamkunderne trofast, når han ankom på traktoren tidligt om formiddagen med den 2-hjulede vogn fyldt op med paphvide jordbærbakker i flade trækasser.

Efter 15 år døde Georg af lungebetændelse, og straks efter lagde Karen sig med en sygdom, der gjorde hende svag og ude af stand til at stå på benene. Det varede 3 måneder, så en morgen var hun død. Gino begravede hende ved siden af Georg, og hun fik halskæden med sig på sin rejse mod det sted, hvor en eller anden gud opbevarer de døde. Den vinter var Gino mat i huden. Han samlede ikke ugeaviser op i entreen, og kun en enkelt pære lyste i huset. Køkkenbordslampen. Her sad han og røg den ene cigaret efter den næste. Drak kaffe. Huskede tilbage på Mita og Carmine, dengang han var lykkelig som barn i Italien.

Da det blev forår bankede det på døren, en lørdag middag. Først gad han ikke rejse sig, men så overvandt nysgerrigheden hans dovenskab. Det var kun sjældent han fik besøg, oftest var det naboen som bankede på bagdøren og stak hovedet indenfor. De snakkede nogle timer henover nogle glas krydret snaps. Men det var sædvanligvis sidst på dagen, Gunnar kiggede forbi. Gino rejste sig undrende. Han skubbede stakken af aviser til en side og åbnede.
Udenfor stod en ung kvinde. Hendes tøj var i uorden, og hendes kinder var røde af skræk.
"Vil du ikke godt hjælpe mig! Min mand vil slå mig ihjel! Vær sød og hjælp mig!"
Gino skævede ud på gårdspladsen, men der var ikke nogen at se. Så inviterede han hende indenfor.

Lene blev boende et par dage. Hun sov på sofaen. Når han stod op for at drikke et glas vand, eller aflevere det igen i toilettet, kastede han et forsigtigt blik på den sovende kvinde. Nogle nætter skar hun tænder, andre gang sov hun fredeligt så alle rynkerne glattede sig ud. Til hverdag snakkede de ikke om hendes problemer, han ville ikke vide noget om dem. Han ville hellere smøre noget leverpostej på en tyk skive rugbrød og stille det foran hende sammen med en kop the. Så lyste hun op, og det kunne han lide at se. Han begyndte at gå udenfor og gøre klar til sæsonen. Når han kom ind havde hun ryddet op i et hjørne, eller skuret hele køkkenet, måske fjernet de mørke kalkskjolde fra badeværelset. Han takkede hende ikke, men hun kunne se at det gjorde ham glad.

Den sommer var høsten særligt god. Regnen var faldet i de rigtige uger, og solen havde modnet bærrene i det aller bedste tempo. Når han løftede op i planternes blade vældede de røde bær frem. Store, saftige og med det vigtigste af alt, den dybe smag som kyssede det indvendige af hans mund, så han nærved var ved at græde af glæde.
Lene hjalp med at plukke bærrene. Med sine slanke hænder tog hun de inderste, mens han selv holdt sig til de synlige bær. De fulgtes på torvet, og købmændene lo af glæde over at se parret sammen, mens de roste jordbærrene. Alle i byen vidste at Gino og Lene var kærester, uden at ordet nogensinde blev sagt.

En tidlig morgen kom han så, Lars. Han vraltede ned gennem jordbærrækkerne, og Gino kunne se hvordan planter og bær blev kvast under hans grønne gummistøvler. Han havde et dobbeltløbet jagtgevær i den ene hånd - holdt det fat som om det var en sten han ville kyle gennem sin fjendes vinduer om natten.
"Nå her gemmer du dig!"
Lene krøb i skjul bagved Gino. "Det er Lars", hviskede hun.
"Du kan ikke gemme dig, din luder! Ja ska' faneme..." Ordene faldt ind over hinanden, så Gino ikke kunne adskille dem fra hinanden. Han kunne se at Lars var fuld. Ikke fyldt med lykke sådan som jordbærbakken er, snarere fyldt med vindruens rådne galskab.
"Hei Laars! Ja, vi plokker jurdber. Hvodan goret det?"
"Held kæft din fede perker, jeg har ikke kaldt dit nummer. Jeg er kommet for at tage kællingen med mig hjem. Vi går nu, Lene!"
Lars standsede foran dem. Han dinglede lidt, og hans øjne rullede rundt i hovedet på ham, han havde svært ved at fokusere, så han måtte knibe øjnene sammen.
"Du skall take det rolig, Lars. Hvodan haar du det?"
Lars løftede geværet, så det pegede mod Ginos brystkasse.
"Hold kæft perker! Hold din forpulede kæft, ellers så skal jeg sateme lukke munden på dig!"
Gino kunne mærke at Lene klamrede sig til ham. Hun rystede. Så længe hun holdt fast i ham, var det besværligt at gøre udfald mod Lars. Han tænkte, at han måtte bruge sine ord, for at berolige Lars.
"Vill du ha en jurdber, Lars? De er meget søde i år".
Lars svajede. Hans mund stod halvt åben. Hurtigt gjorde Gino sig fri af Lene, bøjede sig ned og samlede en håndfuld bær op. Han rakte hånden frem mod Lars. De var skinnende røde.
"Smake, smaker gåt".
Han kunne se, at Lars overvejede at smage på bærrene. Men så fejede han hånden til side og greb fat om geværet med begge hænder.
"Flyt dig!", hvislede han. "Luderen skal dø!"

Hvad ville du da gøre, hvis du var Gino? Han valgte at blive stående. Ville du også have gjort det? Hvis du vælger at stå fast i livet, og beskytte den du elsker, så har du nok også et jordbærhjerte. Og det kan være farligt, ved du.

Braget var enormt da Lars trykkede på aftrækkeren. Skuddet gik lige op i himlen fordi Gino i det samme var trådt frem og havde grebet fat i geværets glatte løb. Han gav ikke slip på geværet, før Lars overgav sig. Han faldt omkuld som en sæk kartofler, rystende og grædende.
Gino satte sig på hug og lagde en hånd på skulderen af Lars.
"Alle mennesker er en gave fra gud", sagde han.
Ikke mere end det.
Hvad skulle han sagt yderligere?


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland