Drengen der fangede døden i en glasflaske


Forfatter Ambjørn Happy
Det var i 1880'erne, ude på Vestkysten. I de yderste klitrækker boede en dreng alene med sin mor i et lille hjem med en enkelt ko og et par høns. Deres bolig var bygget af drivtømmer og derfor sammensat af ulige stykker træ, nogle af dem var brede planker så tunge som en mand, og andre var blot pinde der dækkede for sprækkerne. Huset hældede ind mod landet på grund af den kraftige blæst ude fra havet. På bagsiden var der læ, her stod koen der gav dem mælk. I samme skur var også et par høns, og fra dem trillede der lejlighedsvis et æg eller to. Koen og hønsene havde for vane at udveksle kaglende eller småbrølende bemærkninger, mens vinden peb op over stranden og henover bræddetaget.

Inde i huset var væggene sværtede af røgen fra kakkelovnen. Moderens ansigt var sammensat af skygger der flakkede i skæret fra et tællelys. Mens de spiste suppen, betragtede drengen hende. På det seneste var hun blevet meget træt, og stadigt oftere sad hun sammenfalden med krum ryg ind over det lille bord. Bortset fra bordet var der kun en seng, hvor de sov. Koens langtrukne brøl hørtes tydeligt gennem bræddevæggen.

"Dyrene er urolige", sagde drengen.
Først troede han at moderen ikke havde hørt ham, for hun stirrede tomt ud i luften.
"De kan høre han kommer", sagde hun så pludseligt. Hendes stemme var klarere, end den plejede at være.
"Hvem kommer mor?"
"Døden min dreng, døden er på vej", sagde hun let, men så døde hendes stemme hen og forsvandt i en mumlen. "Jeg har vidst det længe, at han ville komme".
"Hvor kommer han fra?"
"Hva?"
"Døden..."
"åh, ude fra havet, han er allerede på vej. I morgen gør vi rent og vasker os, kammer håret og koger en god suppe så vi kan byde ham velkommen som en kær gæst. Han er en venlig mand min dreng, du må ikke være bange. Jeg har vidst det længe".

Vinden tog til, og næste morgen kastede stormens bølger sig frådende ind over stranden. Tang, tømmer og fisk blev kastet langt op på sandet. Drengen fandt også tom flaske med prop i. Han hev proppen ud og ville undersøge flasken nærmere, da han fik øje på en sort skikkelse ude på bølgerne. Skikkelsen gik ind mod stranden, det var en mand i sorte klæder, men de flagrede ikke i vinden. Manden havde ganske vist stærke blå øjne, men ansigtet var udtryksløst og tomt. Han gik forbi drengen uden at ænse ham.

"Vent!" Drengen var løbet efter døden og rev ham i frakken. Forbavset standsede døden op, og han rynkede panden da han kiggede ned på det lyshårede barn.
"Jeg ved hvem du er!"
Døden kastede et undrende blik rundt på stranden. Den var øde, og han fik et hårdt drag ved den ene mundvige.
"Jeg ved hvem du er!", gentog drengen højt. Ordene blæste hid og did, men døden har gode ører. Han satte sig på hug ved barnet.
"Sandelig gør du det. Du ved hvem jeg er, men du løber ikke skrigende væk. Du er et usædvanligt barn". Der lå en tone af respekt og på samme tid vantro i dødens rolige stemme.
"Hvorfor skulle jeg være bange. Jeg har set hvalerne, de er store! Meget større end dig!"
Døden smilede. Så blegnede lyset og døden strakte sig højt op i skyerne til han blev kæmpestor. Han lo så det rungede langs hele Vestkysten.
Da lyset sivede tilbage i havets grønne bølger, den brune tang og de hvide skyer, stod drengen rolig og upåvirket på samme sted med døden siddende på hug foran sig.

"Hvaler er store, men ikke særligt kloge. De strander her på kysten og ligger og rådner. Man skal være lille for at være klog".
Døden blev oplivet ved drengens frimodighed. Let om hjertet tilbød han at gøre sig så lille, som drengen ønskede sig. Derfor endte han som et sandkorn inde i glasflasken, og drengen satte med et snuptag proppen i. Uden at kigge på flasken begravede han den oppe i klitterne, hvor havet ikke ville kunne få fat i den.
Der lå døden så og surmulede.

"Så du ham?"
Drengen stod i en balje og lod moderen vaske hans krop. Stormen havde lagt sig, og moderen havde fået farve i kinderne, da han var kommet op fra stranden. Han havde haft friske fisk med til den festsuppe, de skulle koge til døden.
"Hvem skulle jeg se?"
"Døden..."
"Døden kommer ikke i dag, mor". Drengen talte med en sådan fasthed i stemmen, at moderen selv begyndte at tvivle. Siden stormen havde lagt sig, var der kommet en behagelig fred inde i kroppen. Hun var så glad, og bagefter da drengen vaskede hende, bemærkede hun at også huden så mere glat og spændstig ud, end hun kunne huske.

Noget var forandret. Men først da hun småsyngende ville koge suppen, forstod hun hvad der var sket. For koen gav ingen mælk. æggene var hårde som sten. Urolig til mode greb hun en fladfisk, men kniven kunne ikke skære i den, for den var sej som egetræ. Alt sammen var det uspiseligt.

"Hvad har du gjort min dreng?"
"Jeg har fanget døden i en flaske!"
"Hent den flaske til mig!"
"Men mor..."
"Nu!"

Senere da drengen var blevet voksen mand, tog han af og til flasken ned fra hylden og sad lidt med den i hænderne. Så mindedes han moderen. Hun var faldet om i samme øjeblik hun rev proppen af flasken. Han bar hende over i sengen, og redte hendes hår. Hun så smuk ud.
Så havde han lagt sig ved siden af hende, og var faldet i søvn. Nede på stranden gik to skikkelser ud over havet.


© Ambjørn


Ambjørn Happy
Du kan ringe til mig / SMS:
Tlf. +45 26 13 41 11
- alle dage kl. 9-21
Du kan også sende mail til ambjorn@lykkelig.dk
- hvis jeg ikke svarer inden 7 dage, skal du ringe til mig i stedet for.

Det er sjældent jeg læser min email, men jeg svarer altid telefonen :-) Er jeg optaget, så bare læg en besked og jeg ringer tilbage.

© 2017 Ambjørn Happy, Lykkeland